Krisen giver valgsejr til tyske nynazister - og kalder til social modstand

De seneste lokalvalg i Tyskland har uden tvivl givet anledning til alvorlig eftertanke i regeringskontorerne i Berlin, både de seneste kommunevalg i Nordrhein-Westfalen og delstatsvalgene i Brandenburg og Sachsen. Valgene betød en ordentlig begmand til Gerhard Schröders regering. Vælgerne straffede regeringen for dens ”reformer”.

Ordet reform er på det seneste blevet synonymt med forringelser af velfærden. Ikke mindst Schröders arbejdsmarkedsreform er blevet en torn i øjet på store dele af befolkningen. Ikke underligt når arbejdsløsheden i flere af de østlige delstater nærmer sig de 20 procent. Arbejdsmarkedsreformen var den direkte anledning til genoplivningen af ”mandags-demonstrationerne” i flere af de store byer. Symbolikken er ikke til at tage fejl af; det var de oprindelige mandags-demonstrationer, der i 1989 var optakten til det gamle DDR-styres fald.

Folk er vrede og det er forståeligt at det går ud over det regerende SPD.

Men det er bemærkelsesværdigt at også oppositionen i CDU er blevet ramt. Vælgerne har vendt de etablerede partier ryggen. I de to østlige delstater Brandenburg og Sachsen er vinderne venstrefløjspartiet PDS, dvs. efterfølgerne af de gamle østtyske kommunister og så de to højrefløjspartier, det nynazistiske NPD(Nationaldemokratische Partei Deutschlands) og det højreradikale DVU (Deutsche Volksunion).

De højreradikale har vundet frem ved at overtage en del af venstrefløjens paroler. Desuden har de nogle steder simpelthen ”overtaget” mandags-demonstrationerne og givet dem et fremmedfjendsk indhold. Samtidigt har de nedtonet deres værste ideologiske vraggods om anden verdenskrig og udryddelseslejrene. Det er klart en uhyggelig situation, selvom man ikke skal glemme at PDS jo også fik et kanonvalg. De fik 28 procent i Brandenburg og 24 procent, væsentligt mere end de to højrepartier.

De gamle industriområder i Tyskland er ramt af en farlig cocktail: En befolkning ramt af globaliseringens værste konsekvenser i form af arbejdsløshed, etablerede politikere der forsøger at rette op på katastrofen efter nyliberalismens opskrift og naziernes drømme og løfter om en gylden fremtid.

Det er næsten for let at se historiske paralleller. De borgerlige aviser svømmer over med overvejelser om erfaringerne fra Weimarrepublikken i 30ernes Tyskland. Noget er der selvfølgelig om det, selvom det måske er at gå lige lovlig vidt at sammenligne dagens PDS med 30ernes kommunister.

Men problemet er først og fremmest at man derved let kommer til at se højrefløjens fremmarch ud fra en særlig tysk vinkel. Vi ser yderligtgående højrepartier i de fleste europæiske lande. Og flere af partierne er ved at skabe sig et politisk rum hvor de kan agere, f.eks. parlamentarisk. De kan fremstå som troværdige, som socialt ansvarlige etc. Det er ikke kun en flok nazitosser, der en gang imellem lufter hagekorsene en tidlig søndag morgen i en fjern forstad.

I Tyskland har de etablerede partier ikke formået at dæmme op for naziuvæsnet. Man kan ikke bekæmpe dem effektivt samtidig med at man angriber velfærden gennem ”reformer”. Venstrefløjen står overfor en vigtig opgave. Og spørgsmålet er om PDS vil bruge deres nyvundne styrke i Brandenburg og Sachsen på den bedste måde Opgaven består af to ting: På den ene side hele tiden bekæmpe nazierne, afsløre deres løgne og nemme løsninger. På den anden side fremstå som dem, der vil kæmpe for ordentlige levevilkår og gå imod socialdemokraternes og de borgerliges nyliberalisme.

Det betyder for det første ikke at give ”fanden en lillefinger”, dvs. ingen indrømmelser til nazierne, det skal være tydeligt for alle og enhver at der er forskel. Under valgkampen har været for nemt for højrefløjen at fremstå som nogle, der mener næsten det samme som PDS . Og det betyder en direkte mobilisering på gadeniveau, for at forhindre nazisternes forsøg på at vinde platforme og med magt skræmme andre politiske kræfter væk.

Særligt bekymrende er det at højrefløjsbøllerne i nogle tilfælde har overtaget mandags-demonstrationerne. Her må de sociale bevægelser tage initiativ til at organisere et selvforsvar, så protesten solidarisk kan rumme alle de ramte grupper og aktivt afvise støvletrampens plads i modstandens rækker.

For det andet heller ingen indrømmelser til nyliberalismen, venstrefløjen skal ikke identificeres med de partier, der laver nyliberalistiske reformer. I delstatsparlamenterne vil PDS være udsat for at enormt pres for at være ansvarlige, deltage i reformer, lave privatiseringer og forringelser. Et ønske fra PDS side om at være ”ansvarlige” vil let komme i modstrid med en effektiv bekæmpelse af det yderste højre.

Men faren fra det yderste højre er ikke bare et tysk problem og det er desværre ikke bare i Tyskland at globaliserings økonomiske usikkerhed har givet fremgang for mørke kræfter.

Modstanden mod disse kræfter kalder på international solidaritet, og på at kampen tages også her hvor vi er, i Danmark og på Europæisk niveau. I flere af de sydeuropæiske lande er der en nær sammenhæng mellem de sociale bevægelsers styrke og arbejderbevægelsens evne til at bekæmpe de store højreekstremistiske partier og organisationers indflydelse. Europæisk Socialt Forum er en oplagt platform for fælles at fokusere på den opgave som forsvaret for arbejderbefolkningens levevilkår stiller. Hvis nazismen skal bekæmpes må de sociale bevægelser skabe en troværdig kamp, der bryder med liberalismens tyranni og kalder brede masser til forsvar for egne levevilkår og solidaritet andre grupper.

Af Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 1. oktober 2004