Pakistan: En besejret diktator

Valget i Pakistan betød et sviende nederlag til Musharrafs regime.

Liaqat Bagh, den frodige park i Pakistans nordlige by Rawalpindi var – i skumringen den 18. februar – vidne til et usædvanligt skuespil.

Til forskel fra den blodige tragedie, som ramte Benazir Bhutto samme sted den 27. december, var det en tusindtallig folkemængde, som råbte hurra og sang »Jeay Bhutto« (længe leve Bhutto), og viftede med Pakistan People Partys (PPP) faner.

Unge mennesker omfavnede og gratulerede oven i købet dem, som bar PML(N)´s faner. PML(N) er ledet af tidligere premierminister Nawaz Sharif, og var i årevis hovedmodstander til Benazir Bhuttos PPP.

PPP og PML(N) havde mødt hinanden i valget den 18. februar, hvor Pakistans vælgere udnyttede deres stemmeret for niende gang siden 1970. Alle var lykkelige, eftersom præsident Musharrafs kandidat Shaikh Rashid var blevet slået netop i denne valgkreds.

Et forhadt ansigt
Valgkredsen NA 55 var havnet i mediernes søgelys over hele Pakistan, fordi det var her, Benazir Bhutto var blevet myrdet. Desuden var det her, Musharraf-regimets talsmand Shaikh Rashid – den tidligere informationsminister – var opstillet. Fem gange siden 1988 havde han vundet i denne valgkreds.

Tidligere var han leder for PML(N), men skiftede side i 2002 og sluttede sig til Musharraf-tilhængernes PML(Q), som almindeligvis hånligt bliver kaldt »Musharrafforbundet«. I sin egenskab af informationsminister plejede Rashid at forsvare regimets upopulære tiltag, og på den måde blev han det mest forhadte ansigt på tv-skærmen, næst efter Musharrafs eget (stadigt mere rynkede) ansigt.

Eftersom Rashid frygtede et nederlag i NA 55 stillede han også op i NA 56, en anden valgkreds i Rawalpindi. Jeg mødte ved et tilfælde Rashid tre dage før valget. Nederlaget stod skrevet i hans ansigt.

Musharrafs nederlag
Af frygt for bombeangreb plejer jeg at køre i taxi i stedet for bus. Selvom taxi ikke er nogen garanti for beskyttelse, skaber den alligevel en illusion af sikkerhed. Hver gang jeg kører i taxi op til et valg, plejer sig at spørge chaufføren: »Hvem vinder i Rawalpindi?« Hver gang – bogstaveligt talt hver gang – får jeg samme svar: »Hvem som helst, men den her forbandede Rashid har ikke en chance«.

Længe før tv-nyhederne om aftenen den 18. februar vidste Rawalpindis indbyggere, at Rashid havde tabt i begge valgkredse. PML(N)-kandidaterne vandt i begge valgkredse med PPP’s kandidater som nummer to.

Rashid blev ikke det eneste offer for vælgernes vrede. Yderligere 22 ministre havde tabt, deriblandt formanden for Musharrafs PML(Q), Shujaat Hussein. Ligesom Rashid tabte han i to valgkredse. Følgende morgen stod det klart, at PML(Q) havde tabt valget.

Fundamentalisterne fejet af bordet
En anden glædelig overraskelse var fundamentalisternes knusende nederlag. Ved valget i 2002 fremtrådte fundamentalisterne som den tredje største kraft med intet mindre end 66 pladser i Nationalforsamlingen, og oprettede deres egen regering i den nordvestlige grænseprovins (NWFP).

De havde fejet alle andre til side i NWFP i 2002. Denne gang blev de selv fejet bort. De fik kun tre pladser i Nationalforsamlingen.

I NWFP blev det sekulære Peoples National Party (ANP) det største parti med Bhuttos PPP som det næst største. ANP på beråber sig arven efter Ghaffar Kahn, kendt som »grænselandets Ghandi«. Traditionelt har NWFP været en højborg for ANP, som var stolt over sin anti-imperialisme, sekularisme og pashtun-nationalisme. Frem til 80’erne var Pakistans Moskva-orienterede kommunistparti (formelt forbudt i Pakistan siden 1951) virksom indenfor ANP’s forgænger NAP (Nationalistpartiet).

ANP dannede i 90’erne en koalitionsregering med det højreorienterede PML(N). det viste sig hurtigt, at ANP-ministrene ikke adskilte sig fra andre, når det gælder korruption og finansskandaler.

Støtte til USA
Partiet er heller ikke længere anti-imperialistisk. Efter 11. september 2001 har ANP i stedet for at modsætte sig USA’s invasion i Afghanistan, tværtimod givet den sin fulde støtte. Fundamentalisterne har på sin side protesteret voldsomt imod invasionen. NWFP, landets tredje største provins, bebos af pashtunere, som også er den største etniske gruppe i Afghanistan. Som følge heraf betragtede størstedelen af befolkningen i NWFP invasionen som et direkte angreb i mod pashtunerne.

Fundamentalisterne drog fordel af både religiøse og nationalistiske stemninger. De fremstillede invasionen som en kamp mellem islam og den »det kristne Vesten«.

ANP, som allerede havde mistet tillid gennem ministrenes korruption, blev nu betragtet som USA’s marionetter. Som følge heraf skrumpede de ind ved valget i 2002 og fik ikke en eneste plads i Nationalforsamlingen.

Bhuttos PPP er nu størst i Nationalforsamlingen med 87 pladser ud af 272. Allerstærkest er PPP i Sindh, Bhuttos hjemprovins. PPP er det eneste parti, som står stærkt i alle fire provinser. Ikke alt for langt efter kommer PML(N), som har 67 pladser i Nationalforsamlingen, men faktisk er det største parti i Punjab, landets største provins.

I Baluchistan fik PML(Q) de fleste pladser, men opnåede ikke rent flertal. Sandsynligvis kan PPP danne en koalitionsregering her.

Marginaliseret venstrefløj
Venstrefløjen i Pakistan har aldrig stået særlig stærkt i valgene, men er nu blevet yderligere marginaliseret. I forrige valg blev et medlem af en trotskistisk gruppe valgt til Nationalforsamlingen, via entristisk arbejde inden for PPP. Han tabte stort denne gang.

Alle de vigtigste venstrefløjsgrupper inklusiv Labour Party Pakistan var gået sammen i en alliance mellem 25 partier fra det yderste højre til det yderste venstre, som opfordrede til boycot. Begrundelsen var, at valget var arrangeret for at sikre Musharraf-regimets overlevelse.

Før mordet på Benazir Bhutto var der en voksende opbakning til denne linje fremgangsrig, men situationen forandrede sig drastisk efter det tragiske mord. Det fremkaldte en sympatibølge for PPP, som voksede mere og mere trods trusler om selvmordsbomber.

Mens dette skrives foregår der forhandlinger mellem vindere og tabere. USA, som også blev chokeret over valgresultatet, lægger pres på PPP for at danne en koalitionsregering med Musharraf-tilhængere, for at hjælpe Musharraf til at blive ved magten.

PPP har ikke taget klar stilling til spørgsmålet om at stille Musharraf for en rigsret, medens Nawaz Sharif og medierne kræver hans afgang fra præsidentposten. På baggrund af den almindelige opinion i Pakistan vil alle de partier, som støtter Musharraf, få svært ved at spille en rolle på den politiske scene fremover.

For tiden går der mange rygter om Musharrafs eventuelle afgang. Det vil derfor ikke komme som en overraskelse, hvis Musharraf er trådt tilbage, når disse linjer når SI's læsere.

Farooq Sulehria er journalist og ledende medlem af Labour Party Pakistan. Han er bosat i Sverige. Artiklen er oversat af Ebbe Rand Jørgensen fra netmagasinet International Viewpoint.

Ved redaktionens afslutning var der (endnu) ingen meldinger om Musharrafs eventuelle afgang. Men 9. marts har PPP og PML(N) aftalt at danne en koalitionsregering.

DE STØRSTE PARTIER:

PPP (Pakistan Peoples Party), Bhuttos parti, valgets vinder, 87 mandater.
PML-N (Pakistan Muslim League), tidl. premierminister Nawaz Sharifs parti, 66 mandater.
PML(Q) (Pakistan Muslim League), præsident Musharrafs parti, 42 mandater.

Der er i alt 342 pladser i Nationalforsamlingen.

Tip en ven | Print