12.10.12 | SAP's forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Kapitalismen krænger demokrati-kamouflagen af

I løbet af sommerferien lykkedes det visse medier og et par pressede socialdemokrater at fremmane ”den store revolutionsdebat” om og i Enhedslisten. Endnu engang fik vi historien om, at venstrefløjen er udemokratisk og voldelig.

Med sommerferiens afslutning døde sagen ud. Konsekvenserne var til at overse. I de månedlige gennemsnit af meningsmålinger mistede Enhedslisten mindre end et procentpoint.

Til gengæld har vi efter sommerferien fået en stribe eksempler på, præcis hvor demokratisk og ikke-voldeligt det system, Enhedslisten kæmper for at erstatte, er.

Med en stærkt opreklameret razzia invaderede politiet en stribe adresser, hvor kurdere mødes, bl.a. Dansk-Kurdisk Venskabsforening, og adskillige foreningsaktive kurdere blev anholdt. Det erklærede formål var at gribe ind over for indsamlinger til den kurdiske modstandsbevægelse i Tyrkiet, PKK.

Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om denne organisation, er det en kendsgerning, at PKK bekæmper en massiv undertrykkelse af det kurdiske mindretal, som konsekvent nægtes mulighed for at arbejde legalt politisk.

Ikke desto mindre har Tyrkiets NATO-partnere, USA og EU, valgt at placere organisationen på deres terrorlister. Det er stadig ikke bevist, at de pågældende personer og foreninger overhovedet har samlet penge ind til PKK.
Kort tid efter inviterede PET og politiet igen til massiv mediedækning af en anholdelsesrunde. Denne gang var den rettet mod en håndfuld unge aktivister, der havde lavet anti-kapitalistisk graffiti (!) og havde kastet eller planlagde at kaste maling på bygninger og biler, der symboliserer kapitalens magt i Danmark. Tilsyneladende vil politiet trods alt ikke sigte dem efter terrorparagrafferne, men tilbage står spørgsmålet om, hvem PET prioriterer at overvåge og anholde.

Som om de danske terrorlove ikke i forvejen indskrænker demokratiske rettigheder og retssikkerhed drastisk nok, fremlagde kulturministeren (!!) i dette efterår forslag om ny skærpet lovgivning i kampen mod terror.
Fremover skal det være forbudt at omtale terrororganisationer positivt. Det er en på alle måder fleksibel lovgivning, der åbner en ladeport for indgreb på ytringsfrihed og pressefrihed – ikke mindst, når man ved, hvilke handlinger og organisationer myndighederne kan finde på at definere som terroristiske.

Endelig kom historien om PET’s agent blandt ekstremistiske muslimer. Vi har endnu ikke den fulde sandhed om den sag. Men hvis bare noget af det, der fortælles, er korrekt…

Tilsyneladende har PET hyret en tidligere rocker, der var konverteret til islam, som agent i de muslimske miljøer. I sin første tid som agent har han ivrigt opfordret til voldelige handlinger og pengeoverførsler til, hvad PET selv regner for en terroristskole i Yemen.

Som et af sine sidste bidrag har han – hævder han – hjulpet PET og CIA med at spore et ledende medlem af Al Qaida, så USA kunne likvidere terroristen ved hjælp af en af de såkaldte droner. Den pågældende var ikke dømt ved hverken en dansk eller en amerikansk ret, og han var ikke involveret i en krigshandling med Danmark.
De fire begivenheder viser, hvordan den danske stat – med fuld støtte fra regering og folketingsflertal – bryder med de demokratiske rettigheder, og hvordan de legitimerer og deltager i voldshandlinger, der går langt ud over, hvad selv den mest usaglige kritiker har anklaget Enhedslisten for.

Denne undergravning af de demokratiske spilleregler, der officielt gælder, er ikke et specielt dansk fænomen. Den dybe økonomiske, sociale og politiske krise i Sydeuropa har i endnu højere grad afdækket demokratiets begrænsninger i et kapitalistisk samfund.

I Grækenland og Italien har EU-kommissionen indsat ikke-valgte embedsmænd som regeringschefer.
I Grækenland får en voksende nazistisk bevægelse lov til at overtage politiets opgaver – ofte i direkte samarbejde med politiet.

I hele Sydeuropa angribes demonstranter af politiet, så demonstrationsfriheden bliver mere og mere illusorisk.
I Katalonien truer højtstående politikere og officerer, herunder en del overvintrede Franco-fascister, med et militærkup, hvis den katalonske lokalregering gennemfører en folkeafstemning om selvstændighed.
Kampen for at forsvare og udvide de demokratiske rettigheder er en vigtig og uadskillelig del af kampen for at forsvare arbejderklassen og andre undertrykte mod krisens økonomiske og sociale virkninger:
- fordi det element af frihed, der ligger i de demokratiske rettigheder, er et gode i sig selv
- fordi det bliver lettere at organisere kampen jo flere demokratiske rettigheder arbejderbevægelsen og andre bevægelser har til rådighed
- fordi en styrkelse og udvidelse af de demokratiske rettigheder og muligheder peger frem mod det samfund, vi som socialister kæmper for.

Denne kamp for demokratiske rettigheder og friheder må vi udnytte enhver mulighed for at rejse. Men vi må gøre det ud fra en klar forståelse for, at demokratiet ikke er en del af kapitalismen eller en særlig dansk/nordisk/vestlig kvalitet. Demokratiske rettigheder er påtvunget kapitalismen af folkelige bevægelser. I perioder med et stabilt, ”velfungerende” klassesamarbejde accepterer kapitalmagten stort set det parlamentariske demokratis rammer og spilleregler. Men de demokratiske rettigheder underløbes konstant, når magthaverne har brug for det, og systemet kan lynhurtigt krænge den demokratiske kamouflagejakke af sig, når det trues af krise og modstand.

SAP’s forretningsudvalg, den 12. oktober 2012.

Tip en ven       |     Print