.jpg)
Program for Socialistisk Arbejderpolitik
Vedtaget af SAPs Landsmøde 13. november 2016.
Hele programmet kan også hentes som pdf-fil her!
1. Indledning
Socialistisk Arbejderpolitik (SAP) er en politisk strømning i Enhedslisten og SUF. Vi er ikke et selvstændigt parti, men arbejder loyalt ud fra de principper, som Enhedslisten og SUF har vedtaget.
Men SAP har gennem sin historiske tradition og tilknytning til 4. Internationale udviklet analyser og strategier, der udgør en mere omfattende politisk platform, end den vi er samlet om i et pluralistisk parti som Enhedslisten. Ikke nødvendigvis mere præcise ideer end andre politiske strømninger i Enhedslisten og SUF, men mere uddybede end dem, vi pt. er fælles om i så brede organisationer som Enhedslisten og SUF.
I dette dokument har vi forsøgt at sammenfatte hovedlinjerne i det, der politisk samler SAP. God læselyst.
2. Kapitalismen er problemet
Menneskeheden står over for fire fundamentale kriser, der truer med at ødelægge både menneskeliv og miljø, og som fører verden mod økologisk, socialt og politisk sammenbrud:
• En økonomisk krise,
• En miljø- og klimakrise,
• En ressource- og fødevarekrise, samt
• En demokratisk krise
Kapitalismen som globalt system er den bagvedliggende faktor som binder kriserne sammen. I det følgende fremlægger vi vores syn på sammenhængen mellem kriserne og kapitalismen. Vi mener – kort sagt – at ingen af kriserne kan løses hver for sig inden for det nuværende samfunds rammer, uden at det forværrer en eller flere af de andre kriser. Kapitalismen udelukker den brede befolkning fra at styre udviklingen demokratisk og koncentrerer magten mere og mere både nationalt og internationalt. Derfor er det nødvendigt og hastende påkrævet at bryde grundlæggende med det kapitalistiske system. Erstatningen hedder økosocialisme.
Kriserne er forbundne
De fire kriser, som verden undergår i disse år er forbundet af én fællesnævner: Kapitalismen. Hermed ikke sagt, at alle fire kriser kan reduceres til kapitalismen. Selv under andre samfundsformer, fx socialismen, vil klima, økosystemer og ressourcemangel være afgørende spørgsmål i organiseringen af produktion og forbrug. Men kriserne øges af kapitalismen som system, som ikke er i stand til at løse den ene krise uden at forværre de andre.
Siden den økonomiske krise brød igennem i 2008, har skiftende borgerlige regeringers løsning herpå bestået i at fremme den økonomiske vækst gennem at se stort på klima, økologi og naturressourcernes knaphed. Som for eksempel når afgifterne på virksomhedernes forbrug af el, udledning af giftige gasarter og på landbrugets gylle reduceres for at fremme den ressourcetunge produktion, der tærer på miljø og klima. En løsning af den kapitalistiske krise på kapitalismens præmisser leder altså til forværring af de andre kriser.
Den økonomiske krise og den voksende ulighed
I dag, 8 år efter at den kapitalistiske økonomi gennemlevede sin værste krise i 70 år, er verdensøkonomien endnu ikke vendt tilbage til samme vækst som før krisen. Arbejdsløsheden er stadig høj i både USA og Europa. De østasiatiske landes vækst har været for nedadgående.
Årsagen til den økonomiske krise er den kapitalistiske økonomi selv. Men voldsomheden og formen på krisen er skabt af kapitalismens organisering siden 1970erne, den nyliberale kapitalisme. Da efterkrigstidens ekspansive fase ebbede ud i midten af 1970erne, blev den afløst af krise og stagnation. Den herskende klasses svar var at igangsætte en nyliberal offensiv, der havde til formål at omfordele fra løn til profit, og mere generelt fra arbejderbefolkningen til borgerskabet. Dette skete ved at angribe de velfærdsrettigheder og andre sociale landvindinger, som arbejderbevægelsen havde opnået, og ved at indhøste profitter i finanssektoren. Den nyliberale offensiv satsede på globalisering af produktionen med produktionsudflytning eller truslen herom som våben, på afregulering af kapitalbevægelserne samt privatisering og vareliggørelse af stadig større områder af samfundslivet.
På trods af, at den seneste økonomiske og finansielle krise er et resultat af den nyliberale politik, svarer regeringerne i Europa med mere af det samme: Yderligere deregulering, løntilbageholdenhed og større nedskæringer i velfærden bliver set som løsningen på den nuværende stagnation. Men den herskende klasses gentagelse af den nyliberale strategi har ikke hidtil kunnet genskabe en ny vækstperiode efter 2009.
Økologisk krise
Vi kan i løbet af få årtier have overskredet et punkt, hvorefter den globale opvarmning ikke længere kan bremses. Dette vil ødelægge livsbetingelserne for milliarder af mennesker, udløse flygtningestrømme og konflikter og sætte udviklingen af den menneskelige tilværelse og horisont voldsomt tilbage. Og klimakrisen er kun en del af en større økologisk krise. Planetens grænser er overskredet med hensyn til klimaforandringerne, men også med hensyn til ødelæggelsen af den biologiske mangfoldighed, hvor en ny masseuddøen af arter er i gang, samt forstyrrelsen af fosfor- og kvælstofkredsløbene. Jordklodens grænser er desuden på vej til at blive overskredet med hensyn til det globale landareal, der er beslaglagt af jordbrug m.m., havenes surhedsgrad, ferskvandsforbrug, kemiske stoffer osv. Den økologiske krise er fremmet af den nyliberale kapitalismes globalisering, der har øget transporten af varer massivt. Krisen øger presset på de fattigste, fordi de rammes hårdest – både i Syd og Nord.
Kampen om råstoffer og markeder
Konkurrencen mellem de forskellige landes kapitalister om råstoffer og markeder fører stadig til kriser, konflikter og krige. Jagten på mineralske råstoffer gør, at metaller, fossile brændsler m.m. bliver stadig sværere og dyrere at få fat på. Der skal således bruges voksende mængder energi, vand og giftige kemikalier for at udvinde råstofferne. Det fører til uoprettelige skader på miljøet og lokalbefolkningen. Der er tale om en ressourcekrise.
Samme jagt på billige råstoffer til produktionen udløser fødevarekriser. Kapitalismen truer på en række måder grundlaget for at brødføde verdens voksende befolkning. Den lægger beslag på jord til produktion af dyrefoder til bl.a. dansk landbrug, til biobrændstoffer og til miner, byggeri, veje, golfbaner m.v. Den udbreder et forbrugsmønster med stort kødforbrug. Den driver rovdrift på jorden, der udpines, og på havenes fiskebestande. Samtidig beslaglægger eller opkøber store koncerner jord i en form for ny-kolonial landgrabbing. Akutte fødevarekriser udløses af spekulation i fødevarer, som efter finanskrakket i 2008, og af tørker og oversvømmelser, som bliver hyppigere og voldsommere på grund af den globale opvarmning.
Jagten på råstoffer og markeder udspiller sig med imperialistisk stater som agenter for kapitalisterne. Derfor er krisen også geostrategisk. De gamle imperialistiske magters dominans udfordres af Kina og andre nye kapitalistiske vækstøkonomier. USA´s militære overherredømme er fortsat, selv om verden er blevet multipolær. Men opbruddet i de internationale relationer efter Sovjetunionens sammenbrud og krisen for i de gamle frigørelsesprojekter i socialismens eller den nationale frigørelses navn har åbnet for en genopblomstring af nationalchauvinistiske og religiøst fundamentalistiske strømninger.
Demokratisk krise
Mens velfærdsstaten nedbrydes, får staten i stigende grad til opgave at maksimere de multinationale selskabers konkurrenceevne. For at gennemtvinge upopulære reformer og holde ro på trods af de voksende sociale spændinger griber den herskende klasse mange steder til mere repressive midler og angriber de demokratiske rettigheder og friheder. De griber ofte til fremmedfjendske udtalelser og tiltag for at aflede den folkelige utilfredshed.
Det politiske system er i stigende grad en arena, hvor levebrødspolitikere konkurrerer om positioner og stemmer inden for det stadig smallere råderum, som efterlades af finanskapitalen og EU, og hvor der er tætte bånd mellem politikere og erhvervslobbyer.
Den Europæiske Union bidrager til den demokratiske krise. EU er grundet på en traktatfæstet nyliberal politik, der bruges som våben for at nedbryde arbejderbevægelsens sociale og demokratiske landvindinger i Danmark og Europa. Gennem såkaldte frihandelsaftaler skaber regeringerne og erhvervslobbyerne magtfulde overnationale institutioner, som skal rydde vejen for den nyliberale globalisering, således at de multinationale selskaber kan maksimere deres indtjening og få de nationale lovgivere til at danse efter deres pibe. Samtidig bygger EU en mur rundt om Europa, som skal sikre mod indvandring og billige varer fra andre dele af verden.
Konsekvensen er en voksende mistillid til politikerne. Det kan skabe grobund for højre-radikale og fascistiske synspunkter og partier, hvis ikke kapitalismens kriser mødes med konkrete såvel som ideologiske svar fra venstrefløjen.
Kapitalismen binder kriserne sammen
Ovenstående kriser er forbundet af kapitalismen som system. For kapitalismen bygger grundlæggende på, at drivkraften for virksomhederne er jagten på størst mulig profit, som skabes ved at udbytte arbejdskraften mest muligt.
Under kapitalismen er den samfundsmæssige hovedmodsætning mellem arbejderklassen, dvs. dem, der må sælge deres arbejdskraft som lønarbejdere, og borgerskabet: kapitalisterne, dvs. dem, der ejer produktionsmidlerne, og toplederne i virksomheder og stat. Borgerskabet er den herskende klasse, selv om det kun udgør et lille mindretal af befolkningen.
Skabelsen af overskud gennem udbytning driver kapitalismens økonomiske kredsløb: Kapitalisten køber produktionsmidler (udstyr, råstoffer, energi osv.) og arbejdskraft. Denne kapital bruges til fremstilling af varer og disses salg på et anonymt marked. Fordi prisen på en times arbejdskraft er lavere end værdien af en times arbejde, kan kapitalisten indkassere denne forskel, når varen sælges. Profitten – overskuddet ift. startkapitalen – kan bruges til køb af ekstra produktionsmidler og arbejdskraft. Det betyder, at der kan akkumuleres mere kapital for hver omgang. Faktisk er den enkelte kapitalist nødt til hele tiden at opnå en vis profit og akkumulere kapital for ikke at blive slået ud i konkurrencen med de andre kapitalister.
Dette behov hos hver enkelt kapitalist for at skabe mere og mere profit står i grundlæggende modsætning til lønarbejdernes interesse i at skabe sig bedre levevilkår og større indflydelse på sit eget liv. Samtidig fører det til miljøødelæggelse og rovdrift på naturressourcer. Kapitalismens indbyggede endeløse vækst er ikke forenelig med jordklodens begrænsede, størrelse og mængde af ressourcer.
Kapitalismen nedbryder mennesker og natur
Den indre drivkraft i kapitalismen nedbryder naturgrundlag såvel som mennesker. Såvel de økonomiske kriser som den økologiske krise og ressourcekrisen skyldes grundlæggende kapitalismens ejendoms- og magtforhold og funktionsmåde. Kapitalismens indre dynamik indebærer:
• Produktion for profit. Investeringerne styres af de individuelle kapitalisters beslutninger ud fra, hvad de forventer at kunne få profit ud af på markedet, i konkurrence med de andre kapitalister. Naturen er ekstern i forhold til kapitalen, miljøomkostninger er "eksternaliteter", ligesom social elendighed og sygdomme er det. Kapitalismen måler effektivitet ud fra profitten. Når det f.eks. gælder medicin, er det kapitalistiske kriterium at maksimere afkastet på medicinalkoncernernes investeringer, i modsætning til et socialistisk kriterium, som består i at maksimere antallet af patienter, der behandles.
• Produktionens anarki. Konkurrencen mellem virksomhederne medfører et anarki i investeringsbeslutningerne, fordi det er uinteressant for den enkelte kapitalist, om der samlet set produceres for meget eller for lidt. Samfundsmæssigt spild er ligegyldigt, medmindre det påvirker bundlinjen. Derfor finder koordinering først sted, efter at de private investeringsbeslutninger er truffet og har valgt på samfundets vegne.
• Akkumulationstvang. Kapitalisterne er nødt til at søge at øge profitterne og akkumulere kapital for ikke at blive slået ud i konkurrencen med de andre kapitalister. Konkurrencen får hver kapitalejer til at erstatte arbejdere med maskiner for at øge produktiviteten og dermed indhente en merprofit ud over den gennemsnitlige profit. Derfor produceres der voksende mængder varer, som kræver købedygtig efterspørgsel. Kapitalismen kender ikke til ”nok”, og samfundet lever under truslen om svigtende vækst, der fører til massearbejdsløshed.
I kraft af disse mekanismer medfører kapitalismen et kolossalt spild af menneskelige og naturlige ressourcer. F.eks. bruges enorme ressourcer på reklame og markedsføring for at manipulere forbrugerne til at købe ting, de ikke vidste, de havde behov for. Planlagt moralsk og funktionel forældelse af produkterne anvendes for hurtigere at kunne sælge nye produkter.
Kapitalismen skaber samtidig en social ulighed, som ikke alene begrænser livsmulighederne for lønarbejdere og udstødte, men også fremmer et miljøødelæggende overforbrug – dvs. unødvendigt forbrug – ved at skærpe konkurrencen om social status. Angsten for ringeagt eller social eksklusion fremkalder individualisme, materialisme og forbrugerisme.
Profitmotivet, produktionens anarki og væksttvangen betyder, at "grøn kapitalisme" er en illusion, selv om der er bestemt er kapitalister, der tjener penge på "grønne" aktiviteter. Det samme gælder ideen om, at en teknologisk revolution gennem digitalisering og robotisering kan løse kriserne. Disse forsøg på at hæve produktiviteten giver udsigt til øget arbejdsløshed og øget overproduktion og ressourceudtømning og vil på sigt øge presset på profitraten.
Kapitalismens globalisering øger rovdrift på ressourcerne
Profitmotivet og væksttrangen gør kapitalismen ekspansiv af natur. For undgå stagnation er der konstant brug for nye markeder, hvor udbytning af det levende arbejde kan finde sted.
En sådan udvidelse af verdensmarkedet har fundet sted siden 1990erne med integrationen af den tidligere østblok, landene i Sydøstasien, Indien og Brasilien for blot at nævne de væsentligste lande. Økonomien i de lande er i dag dybt integreret på verdensmarkedet, ikke mindst takket være markant øget samhandel og finansiel integration. Og alle steder skabes der markeder, hvor millioner af mennesker gøres til lønarbejdere, så deres arbejdskraft kan udbyttes i nye industrier.
Udvidelsen af produktionen og skabelsen af nye markeder medfører øget træk på naturressourcerne og leder til en udhuling af selve naturgrundlaget. Kampen om de begrænsede ressourcer mellem forskellige kapitalistiske virksomheder fører til rivalisering mellem de lande, der agerer som statsmagt på vegne af deres kapitalistiske virksomheder.
Rivaliseringen leder til væbnede konflikter, hvor stater griber ind under dække af at ville fremme almenvellet eller menneskerettigheder for at sikre sig adgang til vigtige ressourcer som olie, energi, sjældne råstoffer mv. Kampen for udvinding af energi har ledt til utallige krige siden den kolde krigs afslutning. Minedrift og råstofudvinding fører til destruktion af land og levegrundlag for millioner af mennesker. Omdannelsen af landbruget til industri berøver andre millioner fødevaregrundlaget og skaber sult. Kapitalens tilegnelse af reproduktivt arbejde holder milliarder, især kvinder, i en underlegen position, hvor de ikke har fri adgang til i fulde drag at nyde tilværelsen.
Som en konsekvens af dette samspil opstår klimaforandringer, der omdanner og destruerer livsbetingelserne for milliarder af mennesker og sætte udviklingen af den menneskelige tilværelse og horisont voldsomt tilbage. Det giver sig udtryk i krige om ressourcer, flygtningestrømme, og konstant konkurrence mellem mennesker. Det fastholder forestillingen om, at den menneskelige tilværelse er en tilstand af konstant konkurrence.
Den kapitalistiske stat undergraver demokratiet
Staten har ofte en vis autonomi i forhold til resten af samfundet, men fungerer grundlæggende som et apparat til at pleje det eksisterende samfundssystems mere almene og langsigtede interesser. Det betyder, at staten i det kapitalistiske samfund varetager kapitalens interesser som helhed. Den skal forsvare det bestående system, om nødvendigt med magt. Den skal også modvirke, at de enkelte kapitalister i deres indbyrdes konkurrence selv kommer til at skade deres samlede klasseinteresser.
Dette er den kapitalistiske stats mest grundlæggende historiske rolle, men den kommer til udtryk på forskellig måde afhængig af statsapparaternes mere specifikke former. I Vesteuropa i efterkrigstiden har staten således haft en voksende rolle for at kunne gribe ind i kapitalakkumulationen og forsøge at modvirke de tilbagevendende økonomiske kriser. Desuden har den skullet sikre, at der hele tiden er en velfungerende arbejdskraft, der både er rask og har et vist uddannelsesniveau.
Sammen med kapitalens behov for stabilitet og pålidelighed skabte arbejderbevægelsens pres for sociale fremskridt grundlaget for, at den borgerlige stat kom til at administrere nogle af arbejderklassens tilkæmpede velfærdsgoder. Tilsvarende har miljøbevægelser presset miljøbeskyttelsesreformer igennem.
Men når kapitalismen gennemgår alvorlige kriser indsnævres rummet for at gennemføre forbedringer for arbejderbefolkningen. Kapitalismens logik betyder, at arbejderklassens demokratiske indflydelse på produktion, forbrug og investeringer bliver uforenelig med genoprettelsen af betingelserne for profitabel kapitalistisk akkumulation.
Derfor modarbejder og undergraver den kapitalistiske stat demokratiet – særligt under økonomiske kriser. Derfor er der også klare begrænsninger på, hvilke samfundsforandringer der kan gennemføres ved brug af staten.
Kapitalismen i Danmark
Danmark er en del af det verdensomspændende klassesamfund. Verden domineres økonomisk af multinationale koncerner og politisk af imperialistiske stater. En hård kerne på ca. 150 multinationale selskaber kontrollerer i dag 40 procent af verdensøkonomien. Tre fjerdedele af disse grupper er banker, hvilket bekræfter finanskapitalens dominerende rolle.
Kapitalismen i Danmark har imidlertid en række særlige historiske kendetegn, som har indflydelse på, hvordan kapitalismen ikke blot opfattes, men også hvordan den virker.
For det første har kapitalismen i Danmark været kendetegnet ved et klassesamarbejde gennem hundrede år. Klassesamarbejdet forstået som samarbejdet mellem arbejder- og kapitalistklassens repræsentanter på organisationsniveau har undergået forskellige former og indhold. Med den seneste økonomiske krise er der igen kamp om indholdet i klassesamarbejdet, men både arbejdsgiverne i de store industrivirksomheder og fagtoppen ønsker i en eller anden grad et klassesamarbejde, som kan skabe ro om kapitalakkumulationen.
For det andet har den danske arbejderklasse tilkæmpet sig en forholdsvis omfattende kollektivt skattefinansieret velfærd. I Danmark findes der i sammenligning med andre lande domineret af en kapitalistisk økonomi et udbygget socialt sikkerhedsnet og udstrakte skattefinansierede velfærdsydelser. Velfærden og de rettigheder, som den bygger på, har i de sidste årtier været under pres og er på flere måder under afvikling. Men levevilkårene er fortsat markant anderledes for den danske arbejderbefolkning end for den tyske eller polske, fordi velfærdsydelserne spiller en stor rolle. Skulle disse ydelser finansieres gennem private forsikringer, ville fordelingen af velfærden være markant mere ulige og mindre effektiv.
For det tredje har det danske arbejdsmarked traditionelt været stramt reguleret med en høj dækning af overenskomsterne og en høj organisationsprocent. Samtidig har de arbejdsmarkedsrelaterede ydelser spillet en centrale rolle for at opbygge og udvikle en højt kvalificeret, fleksibel og disciplineret arbejdskraft. Siden slutningen af 1980erne er dagpengenes niveau og længde blevet forringet markant og den seneste dagpengeaftale understøtter udviklingen over mod et usikkert arbejdsmarked, hvor korttidsansættelser på ringere vilkår gælder. Ligeledes er efterløns- og pensionsvilkår forringet markant i takt med at de private pensionsopsparinger i stigende grad finansierer alderdommen.
Et fjerde element, som adskiller kapitalismen i Danmark, er højt udviklet finansialisering – dvs. finansielle forhold gennemsyrer livet for almindelige arbejdere. Dette skyldes i høj grad boligmarkedet, liberaliseringen af den finansielle sektor og særligt boligfinansieringen, samt udviklingen af arbejdsmarkedspensionerne. Disse ændringer har muliggjort og medført en massiv gældsætning af store dele af arbejderbefolkningen i Danmark. Den store gæld modsvares af store – men ustabile og i nogle tilfælde fiktive – formuer i bolig- og pensionsopsparing. Men den høje gæld gør arbejderne sårbare over for udviklingen finansmarkederne og den økonomiske konjunktur, og fungerer som et disciplinerende element overfor arbejderklassen; jo mere afhængig familiens økonomi er af stabil indtjening, jo mindre modstand mod forringet arbejdsmiljø mv. Samtidig øger gælden den finansielle udbytning til gavn for bankernes investorer. fx AP Møller-Mærsk.
Kapitalismen må overvindes
Kapitalismens indre drivkræfter sætter den ude af stand til at løse de forbundne kriser. De herskende klasser vil forsøge at bevare deres økonomiske privilegier ved at finde veje til en ny økonomisk vækstperiode. Men selv hvis det sker, vil det ske på bekostning af arbejderklassen, miljø og klima, samt jordens ressourcer.
En gennemgribende grøn omstilling er nødvendig for at afværge økologiske katastrofer og etablere en klima- og miljøskånsom økonomi. Denne omstilling er ikke mulig uden en omvæltning af magtforholdene, hvor den herskende klasses ret til at bestemme over den økonomiske udvikling erstattes af en ægte demokratisk styring af produktion, forbrug og investeringer. Dette er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre ordentlig velfærd, større lighed og arbejde til alle, samtidig med at vi nedbringer den økologiske og ressourcemæssige belastning af kloden.
Det er nødvendigt at indskrænke eller afvikle en lang række profitable produktionsgrene (vejbyggeri, bilisme, lastbiltransport, luftfart, kødproduktion, reklamer, finanssektor og våbenproduktion), mens en række produktionsgrene og aktiviteter må udbygges kraftigt, selv om det ikke er indbringende på kort sigt (energirigtigt byggeri, energirenovering, vedvarende energi, kollektiv trafik, genanvendelse, velfærd, kultur).
Tidsfaktoren skærper behovet for stærk kollektiv styring og planlægning: For at afvikle drivhusgasudledningerne i tide til at undgå katastrofale klimaforandringer kræves der omfattende langsigtede investeringer og omfordeling af samfundets ressourcer fra nu af og hvert år.
Derfor er det nødvendigt at bryde kapitalens magt, ikke mindst den fossilt baserede kapital og det industrielle landbrug, og bringe de afgørende sektorer, herunder energien og finanssektoren i fælleseje og under demokratisk kontrol. Der må ske hjemtagning af produktioner, som er blevet udflyttet, herunder sikring af en basisproduktion inden for fødevarer, energi, byggeri og transport. Det indebærer et opgør med den kapitalistiske globalisering, og det kræver demokratisk styring og koordinering på nationalt og europæisk plan.
Grøn omstilling må og skal være socialt retfærdig og sikre beskæftigelse på ordentlige vilkår. Uden det får den ikke den nødvendige aktive opbakning i arbejderklassen. På markedsvilkår får vi valget mellem mere miljøødelæggelse og mere arbejdsløshed.
3. Økosocialisme er alternativet
Socialisme i vor tid kan kun være økosocialisme, dvs. et samfund, hvor økonomien bygger på fælleseje, selvforvaltning og demokratisk planlægning, og hvor der produceres efter behov i stedet for profit, og på en måde, som respekterer det globale miljømæssige råderum.
Økosocialismen står i modsætning til både markedskræfternes spil og ren statsdirigeret økonomi. De selverklærede socialistiske styrer i Sovjetunionen, Østeuropa osv. viste, at afskaffelse af kapitalismen ikke i sig selv fører til et mere demokratisk eller et mere miljø- og klimaskånsomt samfund. I stedet fik man et autoritært system, som gav beslutningsmonopol til et privilegeret lag af bureaukrater. Det herskende lag prøvede at følge efter og overgå kapitalismen, hvilket førte til en bureaukratisk produktivisme, som ikke stod tilbage for Vesten i miljøødelæggende konsekvenser. I fraværet af økonomisk og politisk demokrati førte forsøgene på planøkonomi til misinformation, manglende initiativ og fornyelse og almindelig ineffektivitet.
I lyset af de historiske erfaringer er en af forudsætningerne for at vinde et befolkningsflertal for et opgør med kapitalismen, at der er udviklet og udbredt en forståelse af, hvilke grundprincipper et alternativt samfundssystem kan bygge på.
Derfor beskriver vi i dette kapitel en række principper for et økosocialistisk samfund. Men der er selvfølgelig ikke tale om en færdig eller statisk model. Det samfund, der skal afløse kapitalismen, vil og skal være et resultat af de demokratiske processer i samfundsomvæltningen, og økosocialismen er langt fra slutningen på en udvikling af samfundet, men tværtimod en begyndelse på en fremtidig udvikling baseret på demokrati og fællesskab i stedet for undertrykkelse.
Socialisering af økonomien
Udgangspunktet for et økosocialistisk samfund er, at privatejendomsretten til de væsentligste produktionsmidler afskaffes, så der ikke længere er et besiddende mindretal, der kan udøve magt ud fra sine profitinteresser. Men samtidig må demokratiet udvides til økonomien på alle niveauer, således at de arbejdende, brugerne og forbrugerne har det reelle ejerskab og bevidst bestemmer, hvilke produktionsretninger der skal fremmes, og hvor mange ressourcer der skal investeres på de forskellige områder, på lokalt, nationalt og internationalt plan.
På den måde kan de sociale skel efterhånden nedbrydes, og forholdet mellem menneskeheden og naturen reguleres demokratisk og rationelt. Det er grundlaget for, at mennesker kan trives og udvikle sig, samtidig med at naturgrundlaget genoprettes og beskyttes.
Den økosocialistiske økonomi vil opstå med udgangspunkt i forskellige former for kollektivt ejerskab – statsligt, kommunalt, kooperativt m.v. Der vil dog også være plads til små selvstændige, og de vil kunne gives bedre betingelser end under kapitalismen, idet de ikke længere bliver trængt af storkapitalen.
Demokratisk planlægning
Et centralt element i overgangen til økosocialismen er, at de samfundsmæssige prioriteringer sker demokratisk. Den overordnede plan fastlægger de store prioriteringer, herunder balancen mellem investeringer og forbrug, mellem privat og kollektivt forbrug, større udviklinger af infrastrukturen, den geografiske fordeling af den økonomiske aktivitet, udviklings- og innovationssatsninger osv. Den vedrører alle borgere og fastlægges derfor af den repræsentative forsamling (et folketing), efter offentlig diskussion om forskellige mulige planer.
Ud fra et ægte nærhedsprincip må beslutningstagerne – dvs. de sociale ejere – afhænge af, hvilke grupper der påvirkes af virksomhedens aktiviteter. Der må udvikles et deltagerdemokrati, som ikke mindst er afgørende for at kunne udnytte den detaljerede viden hos dem, der påvirkes af beslutningerne.
Økonomien må socialiseres, hvilket betyder, at den enkelte arbejdsplads i det daglige drives gennem de ansattes selvforvaltning, men den overordnede styring af virksomheden bør varetages af repræsentanter for alle berørte grupper, dvs. både virksomhedens medarbejdere, lokalbefolkningen, brugere, andre virksomheder i samme branche, hovedleverandører, miljøorganisationer m.v.
Ressourcetildelingen til virksomheder og brancher, dvs. investeringer og af-investering, har mere vidtrækkende konsekvenser og må derfor besluttes af en bredere kreds af interessenter. Det er en koordinering, der må varetages gennem forhandling mellem repræsentanter for de berørte grupper og instanser på det relevante niveau. Dermed bliver det muligt at imødegå de økologiske udfordringer og gennemføre et forsigtighedsprincip over for beslutningers miljømæssige og sociale konsekvenser.
Der vil stadig eksistere interessemodsætninger og konflikter i overgangen til økosocialismen, men i et deltagerbaseret demokrati frigjort fra kapitalens og profittens pres kan de løses gennem åbne og pluralistiske diskussioner og flertalsafgørelser. De, der træffer beslutningerne vil, i modsætning til under kapitalismen, være blandt dem, der får konsekvenserne af deres fejl at føle. De vil uden tvivl begå fejl, men de vil både have umiddelbar interesse i og adgang til at rette op på fejlene.
Plan og marked
Hvis man ikke gør op med markedskræfterne, kommer man heller ikke af med de forhold i kapitalismen, som avler miljøødelæggelse, ulighed, kriser, arbejdsløshed og social utryghed, egoisme, umyndiggørelse og fremmedgørelse. Derfor er såkaldt markedssocialisme en blindgyde. Demokratisk planlægning må træde i stedet for markedskræfternes virke.
Begrænsning af den materielle økonomi
Produktivkræfternes udvikling har under kapitalismen overskredet naturens grænser og er blevet destruktiv. Økonomien skal derfor ikke socialiseres for at slippe produktivkræfternes udvikling løs, men for at styre den. I de udviklede kapitalistiske lande må den materielle produktion og ressourceforbruget mindskes. For at den brede befolkning samtidig kan få bedre livsvilkår, gælder det om at omfordele velstanden, ændre forbrugs- og mobilitetsmønstrene og komme af med unyttige produkter og spild. Økosocialismen eliminerer profitmotivet og væksttvangen og kan derfor sætte holdbarhed, genbrug og reparation i højsædet og sikre, at råstoffer indgår i kredsløb i stedet for at gå til spilde.
Et socialistisk samfund kan ikke bare overtage det kapitalistiske produktionsapparat. Energisystemet i bredeste forstand må omlægges radikalt – både energiproduktionen, det industrielle apparat, landbruget, transporten, fritidsaktiviteterne og den fysiske planlægning. Der må udvikles et energisystem, som er decentraliseret, planlagt, sparsommeligt, effektivt, helt baseret på vedvarende energikilder og rettet mod produktion af brugsværdier, som er holdbare og egnede til genvinding og genbrug.
Produktiviteten skal ikke forøges for enhver pris, men må underkastes en samlet vurdering. Miljømæssigt såvel som menneskeligt kan det være nødvendigt med sænke produktiviteten, f.eks. ved at erstatte industrielt landbrug med lokal, økologisk produktion.
Innovation og motivation
Forskningen og den teknologiske udvikling skal formes efter samfundets demokratisk fastlagte værdier og prioriteringer. Fri grundforskning, der ikke er rettet mod en bestemt anvendelse, skal garanteres. En økosocialistisk økonomi vil fremme inddragelsen af de arbejdendes egne erfaringer og åbne for, at både virksomheder, medarbejdere, opfindere og forskningsinstitutioner kan fremkomme med ideer og prototyper. Udvælgelsen af de innovationer, der skal satses på, vil ikke længere ske ud fra kriterier om forventet profit, men være op demokratiske beslutninger på det relevante niveau.
Samfundet kan udmærket være dynamisk, efter at profitmotivet er afskaffet. Selv efter årtiers liberalistisk politik, der sætter mennesker op mod hinanden, er der masser af eksempler på mennesker, der handler af omsorg for andre, ikke kun deres egen snævre egennytte. En økosocialistisk økonomi vil give anderledes gunstige vilkår for solidarisk og samarbejdende adfærd. Den enkelte vil ikke mindst være motiveret i kraft af sit medejerskab og sin medbestemmelse, udsigten til øget livskvalitet gennem den indsats, man selv har været med til at beslutte, af mulighederne for at udvikle sig gennem arbejdslivet, og af at aflønningen er retfærdig og ligelig.
Lighed og frihed
Et økosocialistisk samfund muliggør og stræber efter høj grad af lighed i indkomster og formuer, fordi det er en forudsætning for både social retfærdighed og harmoni, økologisk bæredygtighed og et virkeligt demokrati.
Socialister vil ikke alene forsvare, men udvide retssikkerheden og de tilkæmpede frihedsrettigheder – ytringsfrihed, foreningsfrihed, demonstrationsfrihed, strejkeret osv. Vores socialisme går ikke ud på at gøre mennesker ens, men tværtimod at give mennesker så frie valg som muligt på så mange af livets områder som muligt.
Den demokratiske planlægning af produktionen vil gøre det muligt at øge fritiden og dermed friheden til at udvikle relationer til andre mennesker og til naturen, til at uddanne sig, til at dyrke musik, litteratur, kunst, dans osv. Det vil give et rigere liv end en stresset jagt på stadig flere, nye materielle goder.
Udvidelse af fritiden er samtidig en forudsætning for, at de arbejdende kan deltage i den demokratiske diskussion og styringen af økonomi og samfund. En anden forudsætning for, at mennesker kan deltage i det aktive demokrati, er at komme ud over den nuværende sociale og kønsmæssige arbejdsdeling, således at folk kan lære nyt gennem hele livet og få erfaringer fra forskellige typer aktiviteter – både ufaglærte og ensformige, faglærte, pleje- og omsorgsorienterede, kreative samt planlæggende og organiserende. Og sådan at alle så vidt muligt deltager i styringen, både i direkte demokratisk beslutningstagning og periodevis som repræsentanter i de repræsentative forsamlinger.
Direkte demokrati og repræsentativt demokrati
Det økosocialistiske samfund må kombinere direkte demokrati gennem civilsamfundets frivillige organiseringer med et repræsentativt demokrati, som både omfatter direkte repræsentation af berørte grupper og repræsentation af mennesker som borgere gennem almindelige valg. Gennem udvidelsen af demokratiet til økonomien, socialt ejerskab og lighed får den almindelige valgret, som arbejder- og kvindebevægelsen kæmpede igennem, sin fulde betydning.
Folkelige organisationer, råd og andre selvorganiseringsformer må spille sammen med de repræsentative forsamlinger baseret på den almindelige valgret. Det kan bl.a. ske gennem en interessentforsamling eller socialt andetkammer. Det repræsentative demokrati må også beriges og forbedres gennem folkeafstemninger og andre former for direkte demokrati, der giver befolkningen mulighed for at vælge mellem forskellige forslag – på lokalt, nationalt og i sidste ende internationalt plan.
Staten i det økosocialistiske samfund vil være en stat i det store befolkningsflertals interesse og vil derfor ikke være en stat, som vi kender den under kapitalismen. Langt flere opgaver kan løses af eller i tæt samarbejde med civilsamfundet. Efterhånden som de sociale modsætninger forsvinder, mindskes også behovet for repressive funktioner som politiets. Staten har til gengæld en væsentlig rolle at i at bidrage til koordineringen af produktion og investeringer.
Statsformen i et fuldt demokratisk og lighedsorienteret samfund kan selvfølgelig ikke være et monarki. Demokratisk kontrol med staten må sikres og bureaukratisering af den politiske magt forebygges gennem bl.a. lønudjævning, decentralisering, åbenhed, rotation og inddragelse samt klare grænser mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Da konstant mobilisering ikke er mulig, har alle organisationer en tendens til at blive bureaukratiseret – både partier, fagforeninger, ngo´er og råd. For at forebygge bureaukratisering af magten er det derfor også afgørende, at de folkelige organisationer er demokratiske og uafhængige af regeringen og statsmagten.
International socialisme
Opgøret med kapitalismen kan og må starte i de enkelte lande, men det må ske i tæt samarbejde med tilsvarende kræfter internationalt, og overgangen til socialisme kan kun sikres og fuldføres på internationalt plan.
De globale udfordringer kan kun imødegås gennem grænseoverskridende solidariske og antikapitalistiske løsninger. I stedet for EU og de andre udemokratiske, liberalistiske institutioner må der opbygges samarbejde på solidarisk, økologisk og demokratisk grundlag, med respekt for et virkeligt nærhedsprincip og folkenes suverænitet, både på nordisk, europæisk og internationalt plan.
Opbygningen af et økosocialistisk samfund må være en proces, der inddrager flere og flere lande, ikke blot for at holde stand over for omgivende kapitalistiske magter, men også for at socialisere de multinationale koncerner og demokratisere økonomien, for at udvikle en retfærdig international arbejdsdeling og fordele de produktioner, som det ikke er rationelt at have i hvert land, og ikke mindst for at støtte befolkningerne i det globale syd i at frigøre sig fra fattigdom og gennemføre en bæredygtig udvikling.
4. Vejen til økosocialismen
Vi har sat os det mål at afskaffe udbytning og undertrykkelse, krig og naturdestruktion. Vi har erkendt, at dette kræver et opgør med lønarbejde, med privat ejendomsret til de dominerende virksomheder inden for produktion, service og finans og med profitmotivet og markedstyranniet som styrende kræfter. Vi har med andre ord erkendt, at det er nødvendigt at afskaffe kapitalismen og skabe et helt anderledes samfundssystem. Det er nødvendigt med en revolution.
Historien viser, at tilsyneladende nok så stabile og uovervindelige samfundssystemer på et tidspunkt bukker under og bliver erstattet af andre. De herskende klasser bliver frataget deres magt, og nye klasser overtager. Der er ingen grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes med et så uretfærdigt og modsætningsfyldt system som kapitalismen. Der er ingen grund til at tro, at de fås ejendomsret over størstedelen af samfundet værdier skulle være historiens slutpunkt.
Arbejderklassen, kvinderne og andre undertrykte grupper
Tværtimod er der i kapitalismen indbygget klassemodsætninger, der netop skaber råstoffet til at afskaffe kapitalismen og peger frem mod et solidarisk, socialistisk samfund. Kapitalismen gør nemlig den altovervejende del af verdens befolkning til arbejderklasse, der er nødt til at sælge sin arbejdskraft for at leve. Til lønarbejdere, der er nødt til at organisere sig kollektivt, formulere fælles krav og true arbejdsgiverne med kamp. Kapitalismen skaber med andre ord en arbejderklasse med en enorm styrke, som står i et uløseligt modsætningsforhold til den kapitalistklasse, der styrer samfundet, og som med mellemrum oplever solidariske krav og kollektiv kamp som en nødvendighed.
Historisk har kapitalismen også været præget af klassekamp mellem arbejdere på den ene side og kapitalejere (med den borgerlige stat som sikker støtte) på den anden. Opgørene er historisk set kommet fra arbejderne i den private sektor. Udbygningen af velfærdsstaten og de senere års angreb på denne, har dog gjort, at vi har set gentagende mobiliseringer på det offentlige område. Omvendt har der ikke været meget modstand fra det private område denne periode. Denne forskel kan skyldes at man på det offentlige område oplever nedskæringer efter salamimetoden, hvor forringelser i høj grad sker ved at de ansatte løber stærkere og det faglige arbejde forringes, mens man på det private arbejdsmarked oplever masseafskedigelser, virksomhedsoverdragelser og outsourcing, hvilket skaber en epidemi af frygt på den enkelte arbejdsplads.
Objektivt set gennemsyrer modsætningerne mellem lønarbejderne som klasse og dem, der ejer og kontrollerer kapitalen, samfundene som aldrig før. Stadig flere er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at få en indkomst – både i Danmark og i resten af verden. Andre sociale grupper som selvejere, bønder, småhandlende er forsvundet eller reduceret under presset fra kapitalismens vigtigste sociale forhold: kampen mellem lønarbejde og kapital. Krisen har blot øget dette pres.
Samtidig med, at andelen af mennesker, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft, vokser, sker der en fragmentering af arbejdsmarkedet, hvor ansættelsesformer og arbejdsforhold bliver stadigt mere midlertidige og usikre. Denne proces, som også kaldes prekarisering, rammer særligt undertrykte og marginaliserede, som i forvejen strukturelt set befinder sig lavt i hierarkiet af lønarbejdere. Kvinder, der også er undertrykte som arbejdere, er dobbelt undertrykte, og som f.eks. sort, lesbisk arbejder rammes man ikke kun af økonomisk udbytning, men også af racisme, heterosexisme osv.
Andre undertrykte grupper
Kapitalismen har organiseret undertrykkelse af en lang række grupper. Nogle af disse har kapitalismen optaget fra tidligere samfundsformer og givet en specifik fremtrædelsesform, andre er først rigtigt opstået med kapitalismens særlige materielle forhold og behov for organisering af produktion og reproduktion. Disse undertrykkelsesformer forsvinder ikke med kapitalismen, og kampen mod dem er en integreret del af kampen mod kapitalismen i sin helhed.
Men selv om det kapitalistiske samfund ikke har skabt alle former for undertrykkelse, har kapitalistklassen i perioder med skærpet klassekamp og/eller krise en særlig interesse i at fastholde den undertrykkelse, der eksisterede før kapitalismen. Racisme er ét eksempel på dette.
Fastholdelsen af undertrykkelsen er vigtig for kapitalistklassen, fordi det splitter arbejderbefolkningen op i indbyrdes kæmpende grupper, der bekriger hinanden, i stedet for at vende sig mod den fælles udbytter: kapitalistklassen. Forskellige grupper i samfundet – kvinder, etniske grupper eller religiøse mindretal, for at nævne nogle – fastholdes i positioner som mindreværdige og i rollen som arbejdskraftreserve, der kan bruges som en konstant trussel mod ”de etablerede” arbejdere og disses sociale positioner. Arbejdsmarkedet skaber disse modsætninger og fastholder dem. Dermed svækkes arbejderbevægelsen effektivt i sin kamp mod kapitalen.
De undertrykte grupper og arbejderklassen har en samlet fælles interesse i, at kapitalismen afskaffes, og i at der opbygges et socialistisk samfund, hvor klassemodsætninger overvindes, og hvor kønsmæssige, etniske, seksuelle og kulturelle forskelle ikke ses som interessemodsætninger. Men denne objektive fælles interesse har flertallet af arbejderklassen og i de undertrykte grupper ikke selv erkendt.
Forudsætningen for at man kan samles om disse fælles interesser, er en erkendelse af vores forskellige sociale vilkår – som kvinder, LGBTS, racialiserede – herunder vores vilkår for at kæmpe. Det betyder blandt andet, at vores organisationer – partier, sociale bevægelser, fagbevægelse – må forholde sig til folks samlede livssituation, og ikke bare f.eks. de timer, man bruger på arbejdspladsen. Og at det dermed også angår fagforeninger, når deres medlemmer f.eks. er migranter, som er i landet på juridisk usikre vilkår. Fagbevægelsen har en særlig opgave i at bidrage til, at det bliver muligt for disse medlemmer at indgå i faglige kampe, uden at de dermed sætter deres opholdsgrundlag over styr. På samme måde har venstrefløjens organisationer og fagbevægelsen en særlig opgave i at understøtte alle undertrykte gruppers selvorganisering og til at indarbejde disse gruppers særlige erfaringer og vilkår i det politiske og faglige arbejde.
Køn og seksualitet
Kvindeundertrykkelsen er en afgørende modsætning i arbejderbefolkningen i det kapitalistiske klassesamfund, selvom denne undertrykkelse kendes langt før. På arbejdsmarkedet viser undertrykkelsen sig bl.a. i lønforskelle mellem køn, ringere beskæftigelsesgrad hos kvinder og et kønsopdelt arbejdsmarked.
Familien som samfundsmæssig institution spiller en væsentligt rolle i denne undertrykkelse, og den er samtidig nødvendig for opretholdelsen af klassesamfundet. Dels sikrer familien arveret, hvorved klassesamfundet kan fastholdes på tværs af generationer. Dels sikrer familien varetagelse af kapitalismens nødvendige reproduktive arbejde. Kapitalismen har dog vist sig i stand til at kunne rumme nye familieformer, blot disse sørger for reproduktionen, herunder børnepasning, madlavning, rengøring, omsorg og ikke mindst sørger for at børnene senere bliver kvalificeret arbejdskraft.
Den ulige fordeling af opgaverne i hjemmet spiller en central rolle i den fortsatte undertrykkelse af kvinder. Allerede i barndommen bidrager pigebørn langt mere med arbejde i hjemmet end drengebørn. I parforhold varetager kvinderne langt det meste af husarbejdet, langt størstedelen af barslen tages fortsat af kvinder og majoriteten af enlige forældre er mødre. Herved lægges grunden til et livslangt selvbillede.
Historisk set har familien spillet en praktisk og moralsk rolle og har derfor været en vigtig institution for både stat og kirke. Om det stadig giver mening at tale om ”stat og kirke” samlet set, er en analyse værd, ligesom statens og kirkens indvirkning på familien må debatteres. Men familien som institution og ideologi manifesterer sig hos os alle og kommer til udtryk gennem snævre kønsroller og en stærkt romantiseret fortælling om den heteroseksuelle kernefamilie, som understøttes af massemedierne.
Historisk set er det væsentligt at forstå, at udvikling ikke bare går fremad med uantastede landvindinger. 1960´ernes og særligt 1970´ernes ungdomsoprør, samt kvindernes øgede repræsentation på arbejdsmarkedet, gav en fremvoksende kvindebevægelse vind i sejlene. Det førte til fremskridt i forhold til den formelle ligestilling i form af f.eks. abortlovgivning og prævention, ligesom kvindebevægelsen var med til at sætte en ny seksuel frihed på dagsordenen.
I perioden efter 70´erne er kvindebevægelsen blevet svækket, hvilket har givet rum for, at undertrykkelsen er trådt frem på nye måder, som har betydet, at vi i dag oplever, at sex er relativt synligt i det offentlige rum, og nogle tabuer fremstilles som brudt, men uden at magtforholdet mellem mænd og kvinder er væsentligt ændret. F.eks. er seksualitet i høj grad blevet markedsgjort, hvilket er med til at definere et snævert kropsideal, hvad vi skal og må tænde på, og hvordan vi skal udtrykke og udleve vores seksualitet.
På samme måde har LGBTS-personers kamp for anerkendelse bl.a. ført til, at to af samme køn nu må indgå registreret partnerskab og ægteskab. Men den gældende norm i samfundet er stadig heteroseksualitet, og andre seksualiteter og kønsidentiteter marginaliseres: Man snakker stadig om at springe ud som bøsse, seksualundervisningen i folkeskolen fokuserer stadig på heteroseksualitet, og som LGBT vil man vedblivende livet igennem stå i en position som den anderledes. Egentlig homofobi trives da også i form af alt fra afstandtagen til decideret vold. For vold mod og seksuelle krænkelser af kvinder, lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner er stadig skræmmende udbredt. Den sexistiske vold er en krænkelse af frihed og af retten til at bestemme over egen krop. Volden medvirker til disciplinering, og dens strukturelle funktion i samfundet er bl.a. at fastholde konservative køns-, seksualitets- og familienormer. Det gælder både, når volden sker inden for parforhold, og når den udøves over for mennesker, der bryder med denne familieform. Af samme grund bidrager staten til at krænke retten til selvbestemmelse over egen krop, bl.a. når transpersoner sygeliggøres, og når voldtægter og hadforbrydelser ignoreres. Retten til selvbestemmelse over egen krop og seksualitet er derfor et fuldstændig centralt krav for at sikre ligestilling og dermed enhed i arbejderbefolkningen.
Stereotype kropsidealer er i konstant fokus i medierne, hvor mode-, slanke, og skønhedsindustrien har en central placering og er med til at skabe incitament for forbrugersamfundet og konkurrence. Skønhedsindustrien tjener styrtende på dette.
Kvinders ekstra arbejde i hjemmet udnyttes af kapitalen. Dette arbejde varetages gratis, og på arbejdsmarkedet nedvurderes og underbetales de jobtyper, hvor der er flest kvinder – ikke mindst de arbejdsopgaver, der kopierer det traditionelle husarbejde: rengøring, børnepasning, pleje mm. Disse jobtyper rammes særligt hårdt, når der skæres i den offentlige sektor, og derfor står kvinderne i en mere udsat position på arbejdsmarkedet.
Kvinder er også fortsat underrepræsenterede indenfor alle de områder, der giver mulighed for lederskab i samfundet. Det samme gælder lesbiske, bøsser, transpersoner og biseksuelle. Underrepræsentationen gælder på direktionsgangene, i det politiske liv, blandt journalister, i kulturlivet, i statsforvaltningen, blandt forskere osv. Men det gælder også i arbejderklassens egne organisationer. Selvom andelen af kvindelige arbejdere, der er organiseret i en fagforening, i dag er større end blandt de mandlige arbejdere, er 2/3 af fagforeningslederne stadig mænd.
Solidaritet og selvorganisering
De særligt undertrykte grupper i det kapitalistiske samfund, kvinder, etniske minoriteter, seksuelle minoriteter osv., er vigtige grupper i kampen for et bedre samfund.
Her er det for det første afgørende, at arbejderbevægelsen konsekvent gør deres kamp til sin og bekæmper alle former for undertrykkelse, diskrimination, fordomme om og udstødelse af bestemte befolkningsgrupper – uanset årsag. Antiracisme, feminisme, reel ligestilling af alle seksuelle orienteringer og samlivsformer m.v. skal være en integreret del af arbejderbevægelsens samlede kamp.
For det andet er selvorganiseringen af disse grupper vigtig. Undertrykkelsen af kvinder og af alle, der ikke er heteroseksuelle, hvide mænd, findes også i arbejderbevægelsen, ja, endda i Enhedslisten, SUF og SAP. Bl.a. kvinders selvorganisering både i samfundet som helhed og inden for arbejderklassens organisationer er derfor helt central. Gennem selvorganisering kan kvinder og andre undertrykte grupper synliggøre undertrykkelsen, udvikle politiske krav og tilkæmpe sig rettigheder og lederskab. Dette er helt nødvendigt for at udvikle en solidarisk arbejderbevægelse, der reelt kan repræsentere og gennemføre hele arbejderklassens frigørelse.
Andre bevægelser og kampe
Mange forskellige problemer og undertrykkelsesformer danner grundlag for modstand mod kapitalismen. Som det er beskrevet i kapitel 2, har kapitalismen en lang række katastrofale konsekvenser – der heldigvis også inspirerer til modstand, til organisering af kamp. Det gælder f.eks. også
• Klimabevægelsen
• En lang række andre miljøbevægelser
• Bevægelser mod nedskæringer – på uddannelser, sundhed, ældrepleje, overførselsindkomster osv.
• Bevægelser mod krige og andre imperialistiske overgreb
• Bevægelser for national selvstændighed, oprindelige folks rettigheder m.v.
• Bevægelser mod diskrimination og racisme
Socialister må gå forrest i alle slags bevægelser – og også være dem, der arbejder for overhovedet at udvikle den spontane modstand til organiseret bevægelse og handling.
I de seneste mange årtier har sådanne bevægelser, sammenlignet med f.eks. fagbevægelsen, spillet en stadigt større og ofte meget dynamisk rolle.
Barrierer for samfundsomvæltning
Kapitalismen skaber modstand hos dem, den går ud over. Kapitalismen skaber kriser, ikke kun økonomiske, men også kriser i forholdet mellem menneskelige aktivitet og naturen, interne magtkriser og kriser i opretholdelsen af samfundsordenen. Dette skaber mulighed for konfrontationer og revolutioner. Ud af undertrykkelsen og kriserne opstår situationer, hvor det bliver muligt at omstyrte kapitalismen, men netop også kun muligheder. Kapitalismen bryder ikke sammen af sig selv. Der er mange barrierer, som skal overvindes, før vi får et andet samfund:
• Kapitalen er god til at finde nye muligheder for at akkumulere, udbytte og skabe profit, når de gamle lukker sig.
• Kapitalismen er god til at splitte arbejderklassen og andre, som gør modstand eller kunne gøre modstand.
• Under kapitalismen opstår der også modsætninger – reelle og falske – mellem de kræfter i samfundet, der objektivt og historisk har interesse i at afskaffe kapitalismen
• Borgerskabet er gode til at give nogle af sine modstandere adgang til privilegier, indoptage dem i systemet og dermed uskadeligøre dem.
• Kapitalismen fungerer på en måde, som gør det svært at gennemskue, at det er kapitalismen som system og den private ejendomsret til produktionsmidlerne, der er årsag til problemerne.
• De ikke-kapitalistiske samfund, der hidtil har eksisteret i længere tid, har været styret af bureaukratiske, udemokratiske og undertrykkende regimer, som har kaldt sig socialistiske.
• Kapitalen sidder direkte på den økonomiske magt – og det enkelte land er på mange forskellige måder underkastet et globaliseret kapitalistisk system.
• Kapitalen sidder indirekte på den ideologiske såvel som den fysiske magt (se kap.2).
Af alle disse grunde er det kun et lille mindretal, der ser en grundlæggende samfundsomvæltning, et økosocialistisk samfund, som en mulig løsning på deres problemer. En massiv ideologisk påvirkning fra uddannelsessystem og medier cementerer, at samfundsøkonomiens indretning ligger fast, og lægger snævre grænser for de politiske muligheder.
Derfor viser al erfaring også, at vi ikke får kapitalismen afskaffet alene ved at forklare og fortælle, hvad der er galt ved systemet, og ved at udmale, hvordan socialismen vil være bedre. Uanset hvor dygtige vi bliver til at tegne billedet af et økosocialistisk, demokratisk og bæredygtigt alternativ, vil selve ideen om så grundlæggende forandringer i sig selv virke fjern og urealistisk, så kun et mindretal vil tage den til sig som noget, der skal kæmpes for, eller som noget, der har med den daglige kamp at gøre.
Teksten fortsætter i del 2 - læs her!
