Kommentar: Et fejlskridt

I denne uge opgav Enhedslistens folketingsgruppe* det, der indtil da havde været et ultimativt krav til finansloven: At de arbejdsløse, som står for at falde ud af dagpengesystemet den 1. januar og i perioden efter, skulle tilbydes job, uddannelse eller fortsatte dagpenge.

Det var et krav, der udsprang af et stort socialt problem i Danmark. Det var et krav, der ramte lige ned i kampen om, hvem der skal betale krisen. Det var et krav, som kunne blive afgørende for styrkeforholdet mellem klasserne, fordi det handlede om at undgå løntrykkeri og fastholde de arbejdsløse i a-kasse-systemet. Det var et krav, der havde bred opbakning i arbejderklassen og andre dele af befolkningen.
Det krav har folketingsgruppen opgivet. I stedet lyder udmeldingen nu: »Vi kræver, at alle, der står til at miste deres dagpenge på grund af stramningen af dagpengereglerne, er sikret en forsørgelse i 2013. Hvordan det skal ske, vil vi forhandle om. Bare der er en sikkerhed for, at de, der ellers vil få nul kroner, er sikret forsørgelse.«, udtaler Frank Aaen (EL) til Jyllands-Posten den 31.10.
Nu er det ikke længere et krav, at de arbejdsløse bliver i dagpengesystemet, hvis de ikke får job. Nu er det ikke længere nødvendigt, at de arbejdsløse får et beløb, der svarer til dagpengesatsen. Nu er en ukendt ”forsørgelse” af en ukendt størrelse tilstrækkeligt.
Med dette skift svækker folketingsgruppen den stadig mere udbredte sympati og forståelse for de arbejdsløse i befolkningen – en sympati, der oven i købet var ved at brede sig i medierne. Med sit oprindelige krav havde Enhedslisten en ren vindersag, og regeringens uvilje mod at opfylde den skabte store problemer i S-SF-baglandet.
Folketingsgruppen underløber samtidig den spirende mobilisering, der findes i dele af fagbevægelsen, og som Enhedslistens egen job- og dagpengekampagne har til formål at styrke. Det er godt, at både folketingsgruppe og landsorganisation understreger, at Enhedslisten vil fortsætte kampen for dagpengeretten. Men for os er der ingen tvivl om, at det bliver sværere at engagere arbejdere og andre i aktiviteter til forsvar for dagpengeretten, når der ikke længere er et eneste parti i Folketinget, der fastholder det krav i forhandlingerne.
Som argument har folketingsmedlemmer angivet, at Enhedslisten må gøre alt for at forhindre, at der bliver vedtaget en finanslov med Venstre, som bliver endnu værre for de arbejdsløse. Argumentet bygger på den fejltagelse, at det er forhandlingsudspil fra Enhedslisten, der afgør, om regeringen lader 30.000 mennesker falde ud af dagpengesystemet. Det er en overvurdering af egen betydning.
Det afgørende er, hvilket indirekte og direkte pres stemningen, protester og aktiviteter i befolkningen, ikke mindst blandt S’ og SF’s vælgere og medlemmer, lægger på regeringen. Det pres er ikke blevet styrket af, at Enhedslisten opgiver dagpengekravet som betingelse for at stemme for finansloven (en af flere betingelser, selvfølgelig).
Samtidig er det et argument, der aldrig ophører. For hvis det at forhindre at regeringen indgår finanslovsforlig med Venstre er det overordnede mål, hvad kan Enhedslisten så ikke presses til at acceptere?
En variant af dette argument er: Hvis regeringen indgår finanslovsforlig med Venstre, skal det være tydeligt, at det ikke var, fordi Enhedslisten ikke var parat til at indgå kompromis på dette område. Det er en relevant pædagogisk overvejelse, men i den konkrete udlægning efter vores opfattelse går folketingsgruppen efter vores opfattelse helt galt af behov og ønsker hos de arbejdsløse og af ”folkestemningen”. Job, uddannelse eller dagpengeret var måske det krav af alle, som flest danske ville kunne forstå, at Enhedslisten ikke gav køb på.
Det virker som om, at folketingsgruppen trods de bedste hensigter og trods fine principper i Enhedslistens program og årlige vedtagelser er blevet fanget i en puppe af forhandlingstaktik og mediespin, defineret af det miljø af mennesker, som har deres daglige arbejde i og omkring Folketinget.
Men selv inden for den snævre Christianborg-forståelse, hvor smarte udmeldinger og dygtige forhandlere afgør, hvad der bliver vedtaget, virker udmeldingen tåbelig. Meget tyder på, at regeringen går efter en finanslov med Venstre. Forhandlingerne med Enhedslisten bliver brugt til at lægge pres på Venstre. Den eneste reelle mulighed for, at regeringen vælger at gå efter en finanslov med Enhedslisten, er, hvis Venstre er totalt afvisende.
I den situation står Enhedslisten til gengæld i en forhandlingsposition, og hvor man kan stille langt skrappere krav end en eller anden ”forsørgelse” til dem, der mister dagpengeretten.
Folketingsgruppens udspil er derfor på alle måder et fejlskridt. Det svækker kampen for bedre forhold. Det letter presset på regeringen. Det svækker Enhedslisten.
Hvor store konsekvenser dette fejltrin får, er ikke til at sige nu. Det afhænger af, hvor dybt funderet den forligsivrige holdning er funderet i folketingsgruppe og evt. hovedbestyrelse. Det afhænger af, hvordan finanslovsforhandlingerne faktisk ender. Og det afhænger af, om partiets aktivister med partiapparatets hjælp – trods det folketingspolitiske benspænd - får gennemført en job- og dagpengekampagne, som er med til at skabe aktivitet i bredere dele af befolkningen.
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at partiet som helhed får gjort en ordentlig status på baggrund af bred diskussion blandt medlemmerne bagefter.

* I denne kommentar får folketingsgruppen ansvaret for de nye udmeldinger, fordi det er folketingsmedlemmer, der har præsenteret dem for offentligheden. Hovedbestyrelsen gav folketingsgruppen et mandat i weekenden før disse udtalelser. Mandatet er fortroligt, og det er derfor ikke til at vide, om hovedbestyrelsen er ansvarlig for dette fejlskridt, eller om folketingsgruppen er gået længere end mandatet.

SAP’s Forretningsudvalg 2. november 2012

Tip en ven | Print