Kommentar: Vejlegården: Magtforholdet skal ændres!

Torsdag d. 29. november afsagde Arbejdsretten dom i konflikten mellem Vejlegården og 3F. Kristelig Arbejdsgiverforening havde lagt sag an mod 3F, under påstand af at hovedkonflikten, og sympatikonflikterne mod Vejlegården var for hårde i forhold til konfliktens omdrejningspunkt. Herunder påstod KA at konflikten var ulovlig, da Vejlegården var omfattet af en overenskomst mellem Kristelig Fagbevægelse og KA.

Sidst af alt påstod KA, at flere af 3F's kampskridt var ulovlige. Det drejede sig både om en sympatikonflikt omkring manglende afhentning af affald, manglende uddeling af post og opfordring til kundeboykot. Konkret henvises til et banner med teksten: ”GÅ BARE VIDERE! Restaurant Vejlegården ønsker ikke at indgå overenskomst” og en flyer med teksten: ”Vi opfordrer til at man i stedet går på overenskomstdækkede spisesteder. Se liste på bagsiden.”

I første omgang sælges dommen i faglige kredse som en stor sejr, der for alvor understreger, at fagbevægelsen har ret til at kæmpe for lønmodtagerne. Men læser man blot lidt mere end overskrifterne i medierne, står det hurtigt klart, at denne dom i vidt omfang lægger flere lænker om fagbevægelsen og mindsker mulighederne for konflikter.

Konkret var dommen følgende: Konflikten og sympatikonflikter blev godkendt, mens konflikten omkring afhentning af affald og opfordring til kundeboykot blev erklæret ulovlige. Begrundelsen for ulovliggørelsen af manglende afhentning af affald er gældende love indenfor sundhedsområdet. Arbejdsretten valgte ikke at afsige dom omkring postudlevering, da dette er en sag mellem Post Danmark og 3F.

Grundlæggende er Arbejdsretten en klassedomstol, hvor repræsentanter fra fagbevægelsen er med til at dømme faglige aktive, en kritik venstrefløjen har fremlagt siden starten. Men her og nu må vi tage bestik af dommen og kigge på dens konsekvenser, i forhold til et konkrete videre arbejde:

Arbejdsretten accepterede kun hoved- og sympatikonflikten fordi den ikke havde som konsekvens at Vejlegården måtte opgive sin forretning – derved sagt at en fagbevægelseskonflikt aldrig må være så hård, at den kan presse arbejdsgiveren ud i at lukke sin virksomhed.

Dommen siger direkte, at fagbevægelsen ikke må opfordre til kundeboykot, og hvad værre er, må fagbevægelsen ikke henvise til andre spisesteder for kunderne.

Underkendelse af sympatikonflikten omkring afhentning af organisk affald.
Konsekvensen af denne dom kunne let blive, at renovationsområdet aldrig må konflikte, evt. også at dette argument udbredes til andre dele af sundhedsområdet.

Problemet ved denne dom skal ses i lyset af, at den konflikt, som 3F har gennemført mod Vejlegården, har været yderst symbolsk og venlig.

Der har på intet tidspunkt været fysisk blokade, der har ikke været udstilling af hverken medarbejdere eller ejere, der har ikke været gennemført en massiv sympatikonflikt fra dag ét, der kunne tvinge vejlegården i knæ osv.

Alt i alt påviser konflikten blot, at fagbevægelsestoppen, har fået sværere og sværere ved at fastholde terræn, både medlemsmæssigt, men også i forhold til overenskomstområdet.

Arbejdsrettens dom i dag er kun delvist et rygstød til fagbevægelsen, fordi den cementerer, at forhandlinger, konflikter og domme afgøres i lukkede lokaler, mens medlemmerne gøres passive for at kunne benyttes bedst muligt som skakbrikker – herunder fagbevægelsens aktioner med at hive folk til Vejle under de symbolske protester, for at sende dem hjem igen.

Som medlemmer af Enhedslisten må vi være med til at bekæmpe denne nedadgående spiral bedst muligt (både fagbevægelsens, men også styrkeforholdet). Det kræver en to-bensstrategi. På den ene side skal vi loyalt og aktivt gå ind i fagbevægelsen, være aktive, biddrage, organisere kollegaer og kæmpe for en forandring i fagbevægelsen. Men på den anden side udstiller sager som disse også, at der er behov for nyaktivering i form af faglige netværk og klubber der tør gå forrest i disse kampe.

Det var på baggrund af en lignende faglig kamp – rettet mod CSC -, at netværket ”Fremtids Fighters” blev stiftet. Dette netværk har også været yderst aktive under Vejlegårdskonflikten. Netværket mangler dog stadigvæk, at tage det sidste skridt til at kunne være det toneangivende supplement til fagbevægelsen. Der mangler det netværk, der tør gå forrest i fysiske blokader og som tør stå frem og anbefale kollegaer, venner, familie og borgere en kundeboykot.

I et sådant opbygningsarbejde kræves det selvfølgelig, at der løbende sparres, koordineres og diskuteres med politiske kammerater indenfor samme område. Derfor må de faglige netværk i Enhedslistens danne basis for denne type diskussioner, og opprioriteres/styrkes internt i Enhedslisten. Indtil et sådan stort bevægelsesnetværk er tilstede, kunne Enhedslisten passende overtage denne rolle, og åbent gå forrest i en kundeboykot, optrapning af konflikten og udstilling af højrefløjens hykleriske ”frihedskamp”.

SAP’s Forretningsudvalg, den 1. december 2012

Tip en ven | Print