04.01.13 | SAP's Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Arbejderister og hattedamer

De såkaldte arbejderister i SF mener at venstrefløjen svigter de hårdtarbejdende arbejdere ved at fokusere for meget på modtagere af overførselsindkomster.

Thor Möger lagde ud med at annoncere at han med sin skattereform ville tilgodese de, der ”står op om morgenen og smører leverpostejsmadder”. Og nu fortsætter Mattias Tesfaye ved i Politiken den 22. december at skrive at venstrefløjen har svigtet det, han kalder ”den arbejdende middelklasse”. Svigtet skulle angiveligt være sket ved at venstrefløjen ”dyrker modtagerne af overførselsindkomst som kernen i det politiske projekt”.
Men det er Mattias Tesfaye og de andre ”arbejderister”, der svigter. Det gør de ved at opstille et kunstigt skel mellem de lønmodtagere, der er i arbejde, og de, der pt. ikke er i arbejde – p.g.a. arbejdsløshed, sygdom eller andet.

Men ordentlige forhold for arbejdsløse, syge og andre på overførselsindkomst handler ikke om en ”hattedame-politik”, hvor vi skal være søde ved nogle stakler, som det er synd for. Det handler om, at vi alle har en interesse i at sikre os selv og hinanden – uanset om vi pt.er i arbejde eller ej. Som lønmodtagere er vi alle potentielt arbejdsløse – ligesom vi alle kan risikere at blive syge. Og visheden om, at vi er sikrede i den situation, er helt afgørende for vores tryghed og vores arbejdsliv. Når vilkårene for arbejdsløse og syge forringes – særligt når det sker samtidig med en øget risiko for at miste sit arbejde – påvirker det os alle i negativ retning. Det har en indflydelse på de lønkrav, der stilles, hvilket disse års reallønsnedgang vidner om. Men det har også en indflydelse på både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Vi bøjer simpelthen nakken og finder os i mere, når truslen om økonomisk ruin i tilfælde af arbejdsløshed hænger over hovedet på os. Hvis Tesfayes egne arbejdspladserfaringer ikke er nok til at overbevise ham om dette, kan han jo f.eks. læse rapporten ”Det psykiske arbejdsmiljø forringet under krisen” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. (læs rapporten her). Ifølge den er arbejdsmiljøet i både den private og den offentlige sektor blevet forringet i løbet af de seneste fem år - noget der har store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser, på kort, mellemlangt og langt sigt.

I slutningen af 2012 kunne man forlyste sig med forskellige meningsmålinger. En måling viste at et flertal af danskere var villige til at undvære lønstigninger – og en del ville endda acceptere lønnedgang – for at redde deres job. Nogle ville gerne udlægge denne måling som et (positivt) udtryk for danskernes krisebevidsthed: vi har forstået at i disse for vort land så alvorlige tider, må vi alle yde mere og give afkald (undtagen selvfølgelig bankdirektører, storaktionærer og lignende, f.eks. vidste Berlingskes sidste opgørelse i efteråret 2012, at de rigeste ti personer er blevet 12 % rigere det forgangene år). Man kan dog også tolke en sådan måling som udtryk for at danskerne ikke længere har tiltro til den model, der kollektivt sikrer alle både en ordentlig løn og en acceptabel indkomst i tilfælde af arbejdsløshed. Enhver er sig selv nærmest og det gælder om at redde, hvad reddes kan – hellere en lavere løn end slet ingenting!

En anden måling viste at et klart flertal af danskerne ikke mener, at kontanthjælpen er for høj. Dette er efter et år med historier om Carina og Robert. Denne måling er i klar modstrid med Tesfayes skurvognsoplevelser af, at de hårdtarbejdende faglærte og ufaglærte føler sig til grin p.g.a. ventrefløjens kamp for at sikre overførselsindkomsterne.
Sammenholdt kan disse to målinger desværre tages som et temmelig pessimistisk udtryk for mulighederne for og troen på kampen for forandring. Vi er udmærket klar over at de vilkår, der tilbydes modtagere af overførselsindkomster er ringe – og det betyder, at vi hellere undlader at stille krav til løn og arbejdsvilkår, fremfor at risikere jobbet. Den sammenhæng er også helt klar for vores politiske modstandere. Baggrunden for at forringe dagpenge og andre overførselsindkomster er ikke
blot at spare penge på statsbudgettet her og nu. Nadeem Faroukh, arbejdsmarkedsordfører for de Radikale var i det mindste ærlig, da han i sommer udtalte at intentionen med at øge arbejdsudbuddet og presset på de arbejdsløse i en tid med arbejdsløshed, er at mindske lønningerne.

Så mens Tesfaye største overvejelse er hvorvidt han skal ”forsvare arbejderklassen”, ved at følge Pernille Rosenkrantz-Theil ind i Socialdemokraterne, eller derimod skal ”forsvare arbejderklassen” ved at lave én Karen Jespersen. Så må konklusionen for alle, der ønsker at styrke den samlede arbejderklasse være helt klar: Varige forbedringer af dagpengereglerne og sikring af overførselsindkomsterne kombineret med skabelse af reelle jobs har højeste prioritet. Det er hele fundamentet for at kunne kæmpe – sammen! Derfor må alle gode kræfter, i og udenfor arbejdsmarkedet også bakke op og deltage i de forskellige former for protester mod regeringens manglende initiativ for at holde på dem der er faldet ud af dagpengesystemet, og dem som de kommende måneder er på vej samme vej.
Derfor må der sættes skub i alle former for job og dagpengekampagner, både i og udenfor Enhedslisten!

SAP’s forretningsudvalg, 4. januar 2012

 

Tip en ven       |     Print