11.01.13 | SAP's Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Forsvaret for SU’en er også i arbejdernes interesse

Regeringen og den borgerlige opposition har i forening med liberale tænketanke, ideologer og kommentatorer skabt den samme løgn om de studerende som de har skabt om de arbejdsløse: De er af natur dovne, og man nødvendigvis må straffe dem økonomisk, hvis de skal bidrage til ’fællesskabet’. Den naturlige følge er at skære i SUen. Så belaster de studerende statskassen mindre under deres uddannelse, og de bliver færdige, så de kan få et arbejde og bidrage gennem skatteindtægter.

Men denne fine indpakning i floskler om at ”alle skal bidrage i krisetider” dækker over en hård, borgerlig nedskæringspolitik med det formål at skabe mere og billigere arbejdskraft. Dette bliver tydeligt hvis man kigger lidt dybere på de manipulerende, nærmest løgnagtige, påstande som de varslede SU- forringelser bygger på.

Først og fremmest eksisterer der ikke skyggen af belæg for, at studerende bliver hurtigere færdige, hvis man skærer i SU’en. I Norge skar man for små ti år siden det sjette år af SU’en. Erfaringerne viser tydeligt, at færdiggørelsestiden ikke mindskes. Derimod vælger færre unge overhovedet at starte på en uddannelse.
Derudover er det – ifølge adskillige forskere og fagpersoner fra universiteterne - på ingen måde mængden af SU, der forhindrer de unge i at blive færdige til normeret tid. Derimod handler det til dels om studiemiljøet og i høj grad om, at der skal være et job at uddanne sig til. Hvorfor skulle man haste igennem en uddannelse, hvis det eneste formål er at stille sig op bagerst i arbejdsløshedskøen?
Denne situation bliver yderligere forstærket af, at virksomheder helst vælger folk med erhvervserfaring. Nyuddannede må derfor acceptere lave lønninger for at komme foran i køen, især hvis de er hastet igennem studiet uden relevant studiearbejde,. Der er altså ikke det store incitament til at blive hurtigt færdig når der ikke er jobs. Når det store flertal af folketinget alligevel insisterer på dette, er det for at løbe virksomhedernes ærinde på bekostning af de studerende, de arbejdsløse samt dem i arbejde.

De borgerlige forsøger også at spille på socialdemokratiske værdier i deres argumentation. De hævder, at det primært er unge med en stærk uddannelsesmæssig baggrund, der går over tid. Derfor er det – siger de – omfordeling fra de velstående til mindre velstående, hvis man skærer det sjette år fra.
Selv hvis tallene er korrekte, er der stadig mange med svag uddannelsesmæssig baggrund og færre penge i ryggen fra forældrene, der overskrider den normerede tid. Og det er netop den gruppe, der vil have rigtig svært ved at gøre studiet færdigt uden SU det sidste år.

I modsætning til disse sociale pseudo-argumenter må vi fastholde, at det ikke gavner arbejderklassen, at tusindvis af studerende tvinges til at tage endnu mere erhvervsarbejde for at finansiere den sidste del af studiet. Det er heller ikke til almindelige lønmodtageres fordel, hvis det virkelig lykkes at piske studerende hurtigere igennem, så de kan stille op i arbejdsløshedskøen.
I begge tilfælde vil de studerende eller færdiguddannede tage ufaglært arbejde på deltid og på korte kontrakter i stedet for til overenskomstmæssige forhold. De vil derfor konkurrere med den ufaglærte del af arbejderklassen om jobbene. Samtidig vil de fungere som rambuk for et ureguleret arbejdsmarked uden ret til fuld arbejdstid og overenskomstmæssige vilkår.

Derfor har arbejderklassen og de uddannelsessøgende en fælles interesse i at forsvare SU’en, holde arbejdsløshedskøen kort og lønningerne høje.
Dertil kommer muligheden for, at arbejderklassens unge også kan uddanne sig. Det er en tilstrækkelig SU en afgørende forudsætning for.

Elev- og studenterbevægelsen i Danmark er stærk og velorganiseret, og har før formået at rulle store besparelser tilbage. Endvidere er den i besiddelse af den klare fordel, at dens top ikke er fedtet ind i en blanding af bureaukrati og alt for tætte bånd til den socialdemokratiske regering, samt at den har en ganske nylig og velplejet tradition for massebevægelser mod nedskæringer.
De varslede SU-forringelse følger dog i halen på en lang række vellykkede angreb fra: arbejdsgiverne, Folketinget og regeringen: efterlønnen, dagpengene, fleksjobbene og skattereformen er alle eksempler på vellykkede angreb mod arbejderklassen, som man ikke har formået at gøre noget ved.
Hvis man skal sætte en stopper for forringelserne, er det vigtigt, at man kæder kampen sammen med kampen mod arbejdsløshed og for bedre forhold for de arbejdsløse. En sådan alliance indeholder et klart interessefællesskab, og vil i en vellykket form indeholde styrken til at bekæmpe de borgerlige nedskæringsforsøg. Fokuserer man derimod ensidigt på SU’en som et rart velfærdsgode, kan bevægelsen let blive offer for propagandaen om dovenskab og bidrag til fællesskab. Det vil både isolere elev- og studenterbevægelsen fra andre bevægelser og tage luften ud af et ellers enormt mobiliseringsgrundlag.
Derudover er det vigtigt at man ikke går på kompromis med nedskæringer og forsøger kun at rette dem mod de overbureaukratiserede dele af uddannelsessektoren. Da øvelsen først og fremmest går på at trykke lønningerne vil borgerskabet aldrig lade sig nøje med at slanke det administrative bureaukrati, og man vil kun opnå det at man selv er med til at legitimere nedskæringerne. Kun et klart og kompromisløst nej til enhver nedskæring kan skabe den nødvendige samling og klarhed til at skabe en stærk bevægelse.

Som medlemmer af SUF og Enhedslisten har vi en klar forpligtelse i denne kamp Vi skal gå aktivt ind og være med til at skabe bevægelse mod SU-forringelserne med det formål at forhindre dem. Vi skal styrke kampen ved at anvende de argumenter, der giver grundlag for en alliance med arbejderklassen og fagbevægelsen. Her kan EEO, der organiserer unge på tekniske skoler og tekniske gymnasier, som tidligere være med til at danne bro over mod de egentlige fagbevægelser.

SAP’s forretningsudvalg, 11. januar 2012

 

Tip en ven       |     Print