Kommentar: Send soldaterne hjem – hænderne væk fra Mali

40 danske soldater og et Hercules-fly deltager nu i en fransk-ledet intervention i det fattige og konflikthærgede Mali. Endnu en gang er danske soldater i krig; officielt for at ”bekæmpe islamistiske oprørere”, men reelt for at sikre vestlig adgang til uran, olie og gas på trods af lokalbefolkningens ønsker – navnlig tuareg-nomadernes årelange kamp for selvstyre imod centralmagten.

Da Villy Søvndal og SF var i opposition, var de klare modstandere af krigene i Afghanistan og Irak. I dag står Villy Søvndal som udenrigsminister i spidsen for en fortsættelse af den ”aktivistiske” udenrigspolitik, der blev indført af VK-regeringen i tråd med ønskerne fra et langt mere globalt orienteret erhvervsliv. Som følge af dette er Danmark i dag fuldt ud på linje med en klassisk vestlig stormagtspolitik, der med alle nødvendige midler vil forsvare økonomiske interesser i udlandet. Lige fra krudt og kugler til ideologisk krigsførelse, der fremstiller Danmark og dets venner som humanister, mens modstanderne er umenneskelige terrorister.

Mali-interventionen er med andre ord klassisk imperialisme, hvor sagesløse indbyggere i fjerne lande bliver ofret på de multinationale selskabers alter. Men selvfølgelig er det langt fra kun de udenlandske regeringer og olieselskaber, der er skurkene – der er rigeligt med lokale konflikter og undertrykkelse i Mali. Og alt taler for, at en udenlandsk intervention kun vil forstærke dette, samt skabe nye problemer. Meget illustrerende er den aktuelle konflikt endda en direkte udløber af interventionen i Libyen, hvor anslået 2.500 bevæbnede og tidligere lejesoldater for Ghadaffi siden efteråret 2011 er vendt tilbage til Mali, hvor de har tilsluttet sig eksisterende oprørsgrupper – og følgelig pustet kraftigt til de eksisterende modsætninger, der er ophobet gennem lang tid.

Som en fransk koloni fra slutningen af 1800-tallet frem til 1960 er staten Mali en konstruktion uden hensyn til lokalbefolkningens traditionelle økonomier og etniske sammensætning. Den autoritære arv har vejet tungt og ført til et land hjemsøgt af militærkup og militær indblanding. Senest var der militærkup i marts 2012, hvor utilfredse underofficerer krævede en hårdere kurs imod oprørsbevægelsen MNLA i Azawad-regionen. Her har tuareg-nomader navnlig siden 1990’erne kæmpet for større selvstyre og respekt for deres livsgrundlag, rettet imod en korrupt regering, der imidlertid kun ser terrorister og separatister i et ørkenområde med store forekomster af uran, olie og gas. Kort efter marts-kuppet indtog MNLA flere afgørende byer i Nord-Mali, men blev imidlertid udmanøvreret af den islamistiske Ansar Dine-bevægelse. Herefter beder regeringen Frankrig og andre om hjælp, angiveligt af frygt for et islamistisk stormløb på hovedstaden – uagtet at 90 % af landets 12 millioner indbyggere bor i Syd-Mali og næppe uden videre kan løbes over ende. Omvendt er det udstrakte, men sparsomt befolkede Nord-Mali som skabt til at føre en langvarig modstandskrig, hvor selv moderne vestlige krigsteknologier vil komme til kort.

Det er i denne situation, at danske, franske og andre tropper sættes ind for at hjælpe centralmagten. Villy Søvndal og et enigt folketing – med kun Enhedslisten som modstandere – har en plan om, at de danske soldater skal trækkes tilbage efter tre måneder. Frankrig derimod forbereder sig til et langvarigt engagement, der meget vel kun vil føre til yderligere destabilisering og ødelæggelser i den gamle koloni – og med vestlige hovedstæder som aktualiserede terrormål.
For fagbevægelsen, fredsbevægelsen og venstrefløjen er det på tide at koble krigsmodstanden sammen med kampen imod krisepolitik, nedskæringer og racisme. Vi skal på ingen måde støtte islamiske fundamentalister, tværtimod. Men fundamentalister bekæmpes ikke ved at alliere sig med de militære kupmagere, der har regeringsmagten i Mali. I stedet må vi bekæmpe vores egen deltagelse i et imperialistisk krigseventyr og strække hånden ud til tilsvarende kræfter i Mali, der også kæmper imod militarisme, nationalisme og religiøs fanatisme.

SAP’s Forretningsudvalg, den 25.januar 2013

Tip en ven | Print