Kommentar: Kun bevægelse kan standse regeringens højreskred

Den 28. februar 2013 blev den sidste mulighed for at have illusioner om, at S-R-SF regeringen vil gøre op med VK-regeringens asociale politik, fjernet. Det står nu klart for enhver, at regeringen ikke vil føre en solidarisk politik til gavn for arbejderklassen og folk på overførselsindkomst.

Regeringen tog endnu et kæmpe skridt til højre med sit udspil til en samlet reformpakke bestående af forringelse af kontanthjælpen, forringelse af SU’en, forringelse af kommunernes økonomi i 2014 og krydret med store gaver til erhvervslivet i Vækstplan DK.
Linjen i reformpakken er klar: Virksomhederne og aktionærerne skal behages; lønmodtagere og folk på overførsels indkomst skal betale for gaverne til erhvervslivet. Alle tre reformer er rendyrket borgerlige politik uden et figenblad af social profil.
Vækstplan DK smadrer den sidste rest af tro på, at S-SF vil gennenmføre noget, der minder om de positive elementer i Fair Forandring. Og ideen om jobskabelse ligner et fatamorgana på den anden side af den kapitalistiske markedsøkonomis ligevægt i 2020. Vækstplan DK’s netto-effekt på beskæftigelsen er ca. 1.000 personer.
Som lidt sukker på pillen har regeringen præsenteret en investeringsplan for kollektiv trafik. Men én milliard kroner om året til et godt formål, kan langt fra opveje resten af ugens hærgen.

Mange, som har støttet regeringen, er med rette vrede og skuffede. De føler sig afmægtige overfor en regering, der tilsyneladende ikke lytter til opråb fra virkeligheden. Det har fået dele af baglandet hos både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti til at sige fra. Det eneste alternativ på venstrefløjen er Enhedslisten, som da også vokser dramatisk i den første meningsmåling efter offentliggørelsen af Vækstplanen.
Men frustrationerne gør også, at mange vælgere og aktivister drager en magtesløs konsekvens. Mange mener, at Enhedslisten via Folketinget skal vælte regeringen, at Enhedslistens folketingsgruppe skal tvinge regeringen fra magten med et mistillidsvotum.
Denne afmagt er fuldt forståelig. Men lige så forståelig som afmagten er, lige så forkert vil det være at gøre ”EL skal vælte regeringen” til en løsning på noget som helst. Det er nogenlunde lige så håbløs en illusion som den modsatte: At folketingsgruppen kan lokke eller tvinge regeringen til at føre en anden politik ved et tilstrækkelig dygtigt eller taktisk snedigt stykke arbejde bag Christiansborgs tykke mure.
Vi opnår vi ingen fremskridt i klassekampen ved at få en VKO-regering tilbage til magten. Tværtimod vil denne blok vende styrket tilbage med mulighed for at gennemføre en endnu skrappere politik end den, den gennemførte sidst, den var ved magten. Det vil blive endnu sværere at mobilisere til kamp mod en regering, der lige har fået et massivt flertal ved valget, og som ikke er konfronteret med et troværdigt parlamentarisk alternativ.
Samtidig vil det svække – ikke styrke – vores muligheder for at vinde større dele af S og SF for fælles kamp, for pres på deres egne ledere (eller for at skifte parti), fordi Enhedslisten vil stå med ansvaret for at bringe VKO tilbage, ikke deres egne partiledelser.
Det eneste positive resultat af at vælte regeringen og et efterfølgende valg i den aktuelle situation vil være en større Enhedsliste-folketingsgruppe, men den vil kunne gøre endnu mindre end i dag. Og det vil fremstå ekstrem partiegoistisk, hvis vi vælter regeringen med de borgerlige bare for at få flere folketingsmedlemmer.

Det er naturligvis vigtigt, at folketingsgruppens offensivt bakker op om enhver spirende bevægelse, og at Enhedslisten konsekvent afviser at tage den mindste smule medansvar for den dybt borgerlige politik, som regeringen fører. Det skal stå lysende klart, at vi ikke er støtteparti for en regering, der fører den slags politik. Heller ikke i finanslovsforhandlinger, og heller ikke, hvis konsekvensen bliver, at regeringen vælter sig selv.
Men Enhedslisten må være med til at gøre op med den passiviserende opfattelse af, at befolkningen først og fremmest skal være tilhørere og kommentatorer til folketingspolitikernes handlinger, som er så udbredt i samfundet. I stedet må venstrefløjen være med til at kanalisere frustrationerne over regeringen ud i handling. Skuffelsen skal vendes til vrede og bruges til at skabe bevægelse.
Den bedste måde at opbygge et pres på regeringstoppen er stadig ved at fremføre kritikken af dens asociale politik over baglandet i S og SF.
Samtidig er det bydende nødvendigt, at mobilisere de protester, som faglige organisationer lige nu omsætter i annoncekampagner mv., til organisering på græsrodsniveau. Der må laves protester, debatmøder, happenings og meget andet for at give utilfredsheden et tydeligt udtryk.

De studerende er gået i front med en demonstration mod forringelserne af SU’en d. 28. februar. Det var et bredt initiativ, som mobiliserede tusinder af unge mennesker. Initiativer som dette må følges op af andre.
Forhåbentlig vil demonstrationen blive et afsæt for en mere samlet markering af utilfredsheden på tværs af studerende og fagbevægelsen.
Demonstrationen, arrangeret af initiativet ”Solidaritet eller Frit Fald” den. 13. marts, er den næste oplagte mulighed for at knytte bånd på tværs af utilfredse grupper.
Folkeskolelærerne er det næste mål for regeringens nyliberale offensiv mod arbejderklassens løn- og arbejdsforhold og ikke mindst mod kollektive rettigheder, sikret gennem overenskomster. En bred folkelig solidaritet med folkeskolelærerne vil ikke bare støtte en vigtig overenskomstkamp, men også være et direkte angreb på regeringen, der er i åbent ledtog med Kommunernes Landsforening.
Opgaven for socialister er at kaste kræfterne ind i:
- SU kampen
- arbejdsløshedskampen, og
- kampen omkring lærernes overenskomst
Det er her, der er bevægelse, og der er her, der er organiseringer, som kan mobilisere deres bagland. Derfor er det her, kampen starter. Samtidig skal Enhedslisten være klar til de protester der ulmer på andre områder og måske bryder ud.

SAP’s Landsledelse, 2. marts 2013

Tip en ven | Print