Kommentar: Til kamp mod den kvindefjendske regering

I betragtning af at alle tre regeringspartier har kvindelige partiledere, skulle man tro at den nuværende regering havde gode forudsætninger for at tage nogle markante skridt i retning af ligestilling i samfundet. Desværre forholder det sig helt modsat. Regeringens asociale politik rammer kvinder særlig hårdt.

Når regeringen sammen med de borgerlige partier hævder, at det er den private sektor der skaber værdi, mens den offentlige sektor er en gigantisk ”forbruger”, så siger de samtidig at det er mændenes typiske arbejde der er det nyttige for samfundet, mens kvindernes blot er et forbrug af de værdier, mændene henter hjem til statskassen. Dette samfundssyn er lige så kvindefjendsk som det er arbejderfjendsk.

Regeringen angreb på de ansatte i den offentlige sektor rammer særligt kvinder. I kommuner og regioner, hvor tre ud af fire ansatte er kvinder, er beskæftigelsen faldet med over 36.000 personer indenfor de seneste to år. Og regerings nedskæringspolitik lægger op til endnu flere fyringer i det
offentlige i den kommende tid.
De resterende ansatte i den offentlige sektor presses til at arbejde mere og hurtigere for den samme løn. Det gælder for pædagoger, sygeplejere, social- og sundhedsarbejdere, socialrådgivere og andre ”kvindefag”. Lige nu er det lærernes arbejdstid der står for skud – et fag hvor over 70 % af de ansatte er kvinder.
De kvindedominerede fag i den offentlige sektor er i forvejen underbetalte, hvilket er en stor del af forklaringen på den stadigt manglende ligeløn. Dertil kommer, at mere end hver tredje af kvinderne i den offentlige sektor er ansat på deltid. Hver ny nedskæringsrunde presser arbejdsforholdene for kvinder og tvinger dem ud i arbejdsløshed eller til at blive deltidsansat på forringede vilkår. Det er kvindefjendsk politik!

Og angrebene på velfærdsstaten rammer kvinder dobbelt hårdt. Når daginstitutioner holder lukkedage, når hjemmehjælpen kun kommer en gang hver anden uge, når patienter sendes hjem før de er helt raske, er det typisk kvinder der påtager sig ekstra arbejde for at få hjem og familie til at fungere.
Det er stadig kvinderne der gennemsnitligt står for over to tredjedele af husarbejdet og omsorgsarbejdet i hjemmet og familien. I børnefamilier er tallet endnu højere. Når den offentlige velfærd kommer under pres, bliver en del af arbejdet lagt over på familierne og dermed gjort til gratis arbejde, som typisk tilfalder kvinder. Så længe arbejdet i hjemmet er skævt fordelt imellem kønnene, er den offentlige velfærd vigtig for ligestillingen, og regeringens angreb på velfærden er derfor også i særlig grad et angreb på kvinder.

Oven i alt dette har regeringen, i forbindelse med kontanthjælpsreformen, minsandten foreslået at udvide forsørgerpligten til også at gælde samlevende par, der ikke er gift eller har indgået registreret partnerskab. Tanken om hvordan denne lov skal håndhæves, er i sig selv åbenlyst grotesk - hvordan skal kommunerne undersøge om samboende også er samlevende?
Dertil kommer at forsørgerpligt skaber økonomisk afhængighed mellem parterne i et forhold, typisk ved at gøre kvinden afhængig af manden, fordi kvinder på adskillige områder er dårligere stillet på arbejdsmarkedet end mænd. Forsørgerpligten bør totalt afskaffes – også for gifte eller registrerede par. At udvide forsørgerpligten til samlevende er både grotesk i sig selv og dertil hamrende kvindefjendsk.

En ligestillingspolitik i dag, må indebære en udvidelse af den offentlige velfærd. Der skal ansættes flere ”varme hænder”. Lønnen blandt de ansatte i såkaldte ”kvindefag” skal hæves. Og forsørgerpligten skal afskaffes, således at alle garanteres en selvstændig indkomst uafhængigt af bolig- og samlivsform, og uanset om de er i arbejde eller ej.
Regeringens kurs er den stik modsatte, og derfor må kvindekamp i dag også være en kamp imod regeringens asociale politik. Skulle det kvindefjendske ved regeringens politik være forbigået opmærksomheden hos statsministeren og partilederne, er kvindernes internationale kampdag en glimrende lejlighed til at råbe disse kvinder i regeringen op. Dette opråb kræver mere end en enkelt kampdag. Hvis regeringen skal ændre kurs, kræver det aktiv organisering og kamp fra alle de grupper der bliver ramt af regeringens politik, mod dagpengeforringelser og kontanthjælpsreform, for ordnede arbejdsforhold for lærerne og andre offentligt ansatte mod slagtningen af den offentlige sektor. I den kommende uge er der fælles europæiske aktionsdage mod krisepolitikken. Enhedslisten og SUF sender busser af sted til demonstrationen i Bruxelles d.14.3. under parolen ”Deres nedskæringer – vores arbejdsløshed”. I Danmark er der på onsdag den 13.3. demonstrationer i både Århus og København med fokus på jobskabelse, dagpengeret og nedskæringerne i det offentlige. Her fortsætter kvindekampen!
(Se nærmere om 8.marts-arrangementer på Modkraft.dk og om aktionsdagene i kalenderen på enhedslisten.dk)

SAP’s Forretningsudvalg, den 8. marts 2013

Tip en ven | Print