Kommentar: Efter Enhedslistens årsmøde: Nu skal der mobiliseres

Enhedslisten har, på det netop overståede årsmøde, strammet ikke blot retorikken over for regeringen, men også mulighederne for at indgå i Finansloven til efteråret. Det blev således besluttet, at Enhedslisten KUN kan stemme for en finanslov, der markerer et samlet brud på helårsbasis med den hidtil førte, borgerlige politik. I vedtagelsen fra 2010 stod der bare, at vi kan stemme for en sådan finanslov og der blev faktisk henvist til en blød fortolkning af dette i forbindelse med at EL stemte for finanslov 2013.

Årsmødebeslutningen skal formentligt ses som et udtryk for, at det efterhånden kun er et lille mindretal i Enhedslisten, der tror på et scenarium, hvor det giver mening at være en del af efterårets finanslov. Men det betyder ikke, at vi skal opgive arbejdet med at opbygge de udenomsparlamentariske kampe for at presse regeringen for eksempel på job- og dagpenge-spørgsmålet. Tværtimod!

Slaget skal vindes uden for Christiansborg
Job- og dagpengekampagnen er det første politiske fikspunkt. Enhedslisten har i den forbindelse fået en udstrakt hånd fra HK og de andre forbund, der står bag kampagnen 'Forlæng dagpengeretten'. Endelig har den organiserede fagbevægelse taget initiativ til at kæmpe for de af deres medlemmer, der står til at falde helt ud af dagpengesystemet.

Dette er selvfølgelig en oplagt mulighed for, at alle afdelinger aktivt kommer ud og samler underskrifter. Men også for at Enhedsliste-medlemmer og -afdelinger lokalt tager initiativ til møder, hvor udgangspunktet er at indsamle underskrifter, men hvor der også kan tænkes i mere udtryksfulde aktiviteter, som kan samle bredt omkring underskriftsindsamlingen. Det kan være i klubben eller fagforeningen eller lokalt, hvor en række fagforeninger, aktivister og f.eks. arbejdsløse i Solidaritet eller frit fald samles.

Samtidig er det vigtigt, at Enhedslisten arbejder for at udbrede de mere vidtgående krav, som rækker videre end hvad toppen af fagbevægelsen kan samles om f.eks. det grundlæggende krav om, at dagpengeretten bevares i mindst fire år og kravet om at udfaldstruede dagpengemodtagere ansættes kommunalt inden for velfærd og klimarenovering.

Kampen i kommunerne
Det næste store fikspunkt er kampen om de kommunale budgetter samt kommunal- og regionsvalgkampen op til den 19. november. Dette valg bør bruges til at sætte en landsdækkende politisk dagsorden, som viser, at der er et klart socialistisk alternativ til den nyliberale selvmordskurs, som regeringen fører. Kommunalvalget skal vise, at et brud med nedskæringerne i den offentlige sektor kræver offensive modsvar, som målrettede beskæftigelses-projekter, der skaber velfærds- og klimajobs, og oprettelse af offentlige produktionsvirksomheder, selvom dette udfordrer kommunalfuldmagten.

I den forbindelse er det centralt at kæmpe mod den økonomiske spændetrøje, som regeringen har iført kommunerne. Vi skal lokalt mobilisere til et kommunalt oprør mod kommuneaftalens begrænsning af service- og anlægsudgifter ved at kæmpe for investeringer i vedvarende energi, flere hænder til velfærden, renovering af offentlige bygninger, skolemad og alle de andre gode forslag, man kan finde på lokalt.

Med dette udgangspunkt kan vi - også udenomsparlamentarisk - rejse kravet om at bryde med de snævre rammer, som regeringen har fastlagt. Hvis Enhedslisten forstår at sætte denne dagsorden som et samlet parti, kan vi bidrage til at knytte de kommunale kampe sammen.

Vores repræsentanter i Folketinget skal heller ikke fremover ligge på den lade side. De er dem, der har de bedste muligheder for at agitere og argumentere for både bevægelsernes og vores egne krav i den brede offentlighed. Det er også dem, der fortsat skal bombardere regeringen med forslag om at tage nok så små skridt i den rigtige retning (- og stå benhårdt fast på vores modstand mod at tage ansvar for et lidt mindre skridt i den forkerte retning). Men det er ikke folketingsgruppen, der kan skabe den mobilisering, som kan sætte en ny dagsorden, hverken når det handler om jobs, dagpenge eller velfærdsnedskæringer. Det er alle os andre.

Og her kan og skal Enhedslistens afdelinger og netværk med tusinder af aktive medlemmer spille en helt afgørende rolle.

Tip en ven | Print

Kommentarer fra brugerne

Andre hændelser på årsmødet

Jeg synes at der er nogle hændelser på årsmødet, som I bekvemt kryber udenom og ikke tager stilling til: - At man i den nævnte udtalelse om stramning af finanslovsdeltagelse, 7.1., indførte en "kattelem", som gør at "strategiske hensyn" kan betyde finanslovsdeltagelse. - At flere af de mest kritiske folketingskandidater der havde opnået høj placering i medlemmernes urafstemning, heraf jeres egen Jinathan Simmel, blev skrottet af årsmødet og at dirrigenterne endda nægtede mulighed for at opstille andre lister, da de angiveligt var for lange. - At der ikke var nogle røde faner (det ville jo også være synd, når nu der var flere TV-kamara der snurrede rund) og at de to boder med marxistiske materialer (herunder jeres egen) var placeret "ude på lokummet", for at bruge en delegerets ord. Er det slet ikke noget som skaber eftertanke hos jer?

Morten Bruun d. 06.05.13

Vi har ikke brug for dogmer

Jeg er uenig med analysen omkring den politiske binding – og altså også uenig med Landsmødebeslutningen. I min optik skal politik ikke blive til dogmer. Vi vælger en HB til at træffe politiske beslutninger i forhold til vores socialistiske målsætning. Al det fnidder om finanslove fjerner os fra vores rolle i klassekampen. Man kan være enig eller uenig med HBs beslutninger, men det er for mig alene et spørgsmål om at udvikle den politiske diskussion i partiet. Hvad »VI« kan leve med skal ikke afgøres gennem at de uenige blot kører derudaf og graver grøfter, som kan blive uoverstigelige. Politiske bindinger er der ikke meget perspektiv i, det er der til gengæld i at tage fat i det grundlæggende problem: At Enhedslisten er begyndt at afsværge klassekamp (marxismen) og rækker ud efter menneskerettigheder – som jo blot er fugle på taget (USA kæmper jo mange steder i verden for demokrati og menneskerettigheder). Jeg er til gengæld meget enig med SAP i den anden del, der omhandler at gå på gaden omkring dagpengespørgsmålet. Og kan helt tilslutte mig oplægget til den kommunale valgkamp. Jeg synes det skal med, at Els medlemmer skal forsøge at være med til at sætte en arbejdsløshedsbevægelse i gang lokalt. Det vil være noget af en opgave, men hvis lokalafdelingerne (10.000 medlemmer) tager sig selv i nakken, må der være en chance for at det kan lykkes i et eller andet omfang.

Per Hørning d. 06.05.13

Målet er resultater, midlet er mobilisering og folkeligt pres

Årsmødets beslutning om at stille regeringen overfor et klart valg ved efterårets finanslov er den rigtige metode til at skabe maksimalt pres på regeringen – efter min mening. Beslutningen skal ikke ses som dogmeregler for at føre politik; det er en metode til at mobilisere det størst mulige pres på regeringen for at skifte spor. Grundlæggende er tilgangen i beslutningen, at finansloven – som er udtryk for den samlede økonomiske politik – må indebære et brud med den hidtidige linje for at få Enhedslistens stemmer. Dette skal vi konkretisere ved at formulere vores krav til et sådan kursskifte, samt opfordre de fagligt aktive, græsrødder og sociale organisationer til at også at formulere deres krav. På den måde lægger vi et maksimalt pres på regeringen, men vi åbner samtidig for muligheden for at den foretager dette valg. Det er altså en taktik, hvor vi skaber den størst mulige front overfor regeringen for at presse den til et kursskifte – som vi gerne lægger stemmer til. Hvis vi med det samme udelukker en finanslov – selvom det ser utænkeligt ud i den nuværende situation – vil vi ikke kunne mobilisere på fremadrettede krav til regeringen. Og vi vil bidrage til resignation og skuffelse. Hvis vi omvendt ikke fastholder, at finansloven skal være et brud med den samlede økonomiske politik (fordi finansloven jo netop er udtryk for den samlede økonomiske politik) skaber vi ligeledes desillusion, fordi vi vil bidrage til fortsættelsen af den nyliberale nedskæringspolitik, som regeringen har sat sig i spidsen for. Hvis vi blot får lidt indrømmelser hist og pist, så virker vores modstand mod regeringens højredrejning utroværdig. Vedr. dagpengespørgsmålet er jeg meget enig i din analyse. Der er stort momentum for aktivitet omkring dagpengespørgsmålet netop nu. Og vi skal i Enhedslisten lægge alle vores kræfter i at mobilisere for nye initiativer og løsninger for arbejdsløse, som står til at falde ud. Chancen for at det lykkes er større, nu hvor flere faglige organisationer har lagt sig i selen for at finde også progressive løsninger. Den kommende ugekommentar handler netop om dagpengespørgsmålet og her vil vi i FU tage dine input med. Kammeratligst Anders Hadberg

Anders Hadberg d. 09.05.13

Demokratisering af årsmødet

Kære Morten, jeg er enig med dig i, at der til tider var en dårlig stemning på årsmødet. Årsmødets politiske resultater var imidlertid for mig at se ganske fornuftige. Derfor ser jeg ikke nogen grund til at se spøgelser. Tværtimod synes jeg der er behov for konstruktivt at fortsætte kampen mod regeringen ved at lægge kræfterne i at mobilisere på dagpengespørgsmålet nu og på finansloven til efteråret. Det er - sammen med kommunalvalgkampen - de afgørende kampe netop nu. Derfor har vi også valgt at fokusere på det afsæt, som Årsmødet giver for den udenomsparlamentariske kamp. I forhold til dine konkrete punkter, så mener jeg ikke, - at der blev indført en kattelem. Vedtagelsen siger helt konkret, at det er en skærpelse af kravene. Nogle havde ikke forstået dette, men troede at det var en suspension af de andre krav, vi stiller til finansloven. Men det er det ikke ifølge forslagsstillerne. - At de røde faner er et politisk problem, som der er grund til at opholde sig særligt længe ved. Det er et praktisk problem, som sikkert bliver rettet på det kommende årsmøde. Derudover synes jeg du forbigår det vigtigste politiske problem på årsmødet: den sparsomme taletid. Det er uholdbart at taletiden blot er 1 minut. Det skaber dårlig debatkultur, hvor vi ikke bliver klogere. I det hele taget er der dog brug for afklaring omkring årsmødets funktion. Lige nu udfylder årsmødet 3 funktioner som: Presse-mulighed, medlemsfest, og knudepunkt for politisk afklaring. Jeg har gennem de sidste par år i HB advokeret for at vi sætter fokus på presse-muligheden og den politiske afklaring. Presse-dækning, fordi det kan og skal vi udnytte til at sende signaler til arbejderbefolkningen om vores holdninger. Politisk afklarende fordi årsmødet skal være det sted, hvor vi så kvalificeret som muligt afklarer de politiske linjer i forhold til de udfordringer vi står over. Det betyder for mig: 1. Færre delegerede (og suppleanter) 2. Tynde ud i dagsorden Det er ingen naturlov, at 10 pct. af medlemsmassen skal være til stede på årsmødet. Det bliver ÅM ikke mere demokratisk af. Tværtimod. Det afgørende for en god politisk afklaring er at afdelingerne forbereder sig grundigt og at delegeretvalget bliver klart politisk, så det afspejler holdningerne i afdelingerne til hovedspørgsmålene. Vi skal samtidig tynde ud i dagsorden. Der er alt for mange punkter på et årsmøde med blot 48 timer. Dette er den nye HB’s opgave. Jeg mener det er nødvendigt at tage fat på opgaven og gøre det mere gennemført. Med Enhedslistens medlemsvækst er der ikke plads til endnu et årsmøde hvor vi fylder flere deltagere og flere punkter på årsmødet. Kammeratligst Anders Hadberg

Anders Hadberg d. 09.05.13

Et politisk spørgsmål

Hej Anders og SAP, Selvom jeg er enig med de organisatoriske forslag som du kommer med, så er det da helt tydeligt, at problemet på årsmødet er politisk og ikke bare organisatorisk-strukturelt. Der foregår en fløjkamp imellem en moderat gruppe i FT/HB (der stemte for sidste finanslov) og et mindretal (der består af en myriade af folk) som prøver at forsvare de mest elementære revolutionære principper. Det blev tydeligt i samtlige afstemninger og debatter. Selv jeres egen Michael Voss har anerkendt dette i flere udmærkede indlæg om "reformisme i enhedslisten". Og hvis man synes at programmatiske diskussioner om demokrati og revolution er for højtflyvende (og ja, FT gruppen har spinnet den godt ifht. at sætte falske modsætninger op), så kan man jo bare vente til næste finanslovsforhandling eller næste store reform, hvor FT-gruppen vil benytte den kattelem, som de unægteligt har fået indføjet. Uanset hvad, så vil Ø's konkrete attitude overfor regeringen vise den knivskarpe forskel på reformise og revolutionær socialisme, ligegyldigt hvor mange organisatoriske krumspring man foretager...

Morten Bruun d. 13.05.13