Kommentar: Når Vismændene overhaler venstre om: Til kamp for en solidarisk finanspolitik

Endelig så det ud til, at regeringens selvmordskurs var afløst af et øjebliks fremgang. Efter aftalen med Enhedslisten var dampen gået af kritikken fra venstrefløjen, og Thorning, Corydon og Vestager kunne få lidt mere ro på bagsmækken – troede de.

For da Det Økonomiske Råds (DØR) Vismænd tirsdag i denne uge præsenterede deres forårsrapport om dansk økonomi stod den på spidsrod for regeringstoppen. Vismændene fremlagde nemlig en skarp kritik af regeringens finanspolitik for at være for stram og give for få jobs; en kritik, der gav anledning til ny uro og nye krav til regeringen.

Selvvalgt spændetrøje og ineffektive skattelettelser
Vismændene stillede for det første spørgsmål ved, hvorfor regeringen selv har valgt en strengere kurs end tilladt af EU. Regeringen havde nemlig tilbage i februar fået tilladelse til at arbejde med et underskud på de offentlige finanser, som var lempeligere end den nuværende meget rigide ramme. Imidlertid havde regeringen afvist lempelsen med henvisning til 2020-planen: Det var vigtigere at opnå strukturel balance i 2020 end at slække på sparekravene her og nu.

For det andet påpegede vismændene, at beskæftigelseseffekten af den indgåede vækstplan er meget beskeden. Især de aftalte sænkelser af selskabsskatten vil ikke ”have nogen nævneværdig effekt på aktivitet og beskæftigelse på kort sigt” (DØR 2013: 42). Samtidig vil nedskæringerne i det offentlige forbrug til fordel for skattelettelser betyde et tab af arbejdspladser. Altså en politik, der virker mod hensigten.

Mere offentligt forbrug og flere offentlige investeringer
Men ikke blot kritiserede vismændene regeringens selvpålagte spændetrøje; rådet efterlyste også en lempeligere finanspolitik i det hele taget. Med de planlagte stramninger af finanspolitikken og med velsignelsen fra EU til at lempe på sparekravene fremhævede vismændene, at det var både nødvendigt og muligt at føre en mere ekspansiv finanspolitik: kort og godt at skabe flere jobs her og nu. Ifølge DØR burde regeringen planlægge højere offentligt forbrug på den korte bane og opretholde de offentlige investeringer. Ifølge vismændene kan regeringen lempe for 10-12 mia. kr. i 2014 og 2015.

Når vismændene overhaler regeringen venstre om, er det et udtryk for, hvor langt ud til højre, regeringen har bevæget sig. Vismændene er fagøkonomer, der vælges af den helt igennem borgerlige institution DØR – oprettet på foranledning af Det Radikale Venstre i 1962 – hvis primære funktion er at skabe en velfungerende kapitalisme – for kapitalisterne.

Rapporten må være endnu surrealistisk opråb fra en virkelighed, hvor der er byttet rundt på de politiske positioner i en grad, så det er svært at orientere sig. Regeringen står endnu engang alene – udstillet som den reaktionære kraft, som forhindrer, at folk kan få et arbejde eller en anstændig understøttelse at leve for. Den ene uge fortæller regeringen den undrende arbejderklasse, at der ikke er råd til et bedre dagpengesystem, den næste må den forklare, hvorfor så både EU og borgerlige økonomiske vismænd mener, at der er plads til at undgå nedskæringer.

Til kamp for en ny finanspolitisk målsætning: Fuld beskæftigelse
Med en regering, der i den grad tumler rundt i manegen, har borgerligheden let spil. De borgerlige partier greb straks muligheden for at presse regeringen og kræve endnu flere skattelettelser – i sig selv ”ekspansiv” finanspolitik, men slet ikke den, der skaber flest jobs. Enhedslisten reagerede også hurtigt ved at præsentere krav om jobskabelse i en kommende finanslov.

Det afgørende slagsmål står nu ikke ved, OM regeringens sparepolitik har slået fejl. Den står i stedet ved hvilken slags ekspansiv finanspolitik, der vinder dagsorden. Det bliver i det kommende halvår afgørende for den fremtidige politiske og økonomiske udvikling i Danmark at vinde kampen om en ny målsætning for den ekspansive finanspolitik. Ikke bare er der plads til, men det er også nødvendigt at vende målsætningen for finanspolitikken på hovedet. Det snævre og abstrakte mål om alene at nedbringe underskuddet på de offentlige finanser; uanset omkostningerne, er ødelæggende for samfundet – og kan ikke være målet for finanspolitikken. I stedet er det nødvendigt at skabe fuld beskæftigelse på den korte bane for at forhindre den sociale deroute, for alle der falder ud af arbejdsmarkedet, for at forhindre massivt pres nedad på løn- og arbejdsvilkår, og for at fremtidssikre velfærden.

En sådan finanspolitik må indebære massive investeringer i infrastrukturen. Ikke bare på de tekniske områder – telekommunikation, transport osv. – men også på de bløde områder. De offentlige selskaber skal i spil og der skal oprettes nye selskaber i både stat, regioner og kommuner, som kan sætte gang i produktion, hvor den private sektor ikke vil investere eller i dag er for dyr.

Samtidig må nedlæggelsen af arbejdspladser i den borgernære velfærd og i uddannelsessystemet stoppes. Dette er en af de sikreste veje til at sikre arbejdspladser.

Om denne politik finansieres af et kortvarigt underskud på de offentlige finanser er ikke afgørende. Pengene kan nemt hentes ind ved at beskatte de riges indkomster og formuer – gerne nu, men ellers i en senere runde. Regningen for krisen betales dag for dag af lønmodtagere og folk på overførselsindkomst – men regningen hører hjemme hos de rige.

Tip en ven | Print