Kommentar: For et offentligt sundhedssystem styret af medarbejdere og brugere!

Den igangværende krig mellem de praktiserende læger og regionerne/sundhedsministeren aktualiserer igen spørgsmålet om, hvordan sundhedssystemet skal styres og ejes. Hvis og når lægerne vælger den 1. september at ”aflevere deres ydernumre” og altså som protest trækker sig helt ud af det nuværende system – så er det en god anledning til at rejse kravet om en radikal forbedring af systemet!

De privatpraktiserende læger ynder at fremhæve, at det kommende lovindgreb i lægernes aftaler med regionerne vil betyde, at ”DJØF’erne” fremover skal til at styre deres arbejde. Det er et klogt træk, for det kalder på sympati i brede kredse: Enhver bruger af velfærdssamfundets ydelser, og ikke mindst enhver offentligt ansat i dette system, ved af bitter erfaring, at alting bliver værre – som regel både ringere og mere bureaukratisk – ”når DJØF’erne kommer til”. Hér senest var det lærernes arbejdstid og arbejdstilrettelæggelse, der blev lagt på DJØF’ernes slagteblok. Skal vi ikke bare skynde os at starte indsamlingen til støtte for PLO (...her altså en forkortelse for Praktiserende Lægers Organisation)?

Nej, helt så let er det ikke. For hvad er egentlig DJØF-vældets kerne? Er den største skandale, at halvdelen af tiden skal bruges på at måle og veje og gøre op i kroner eller procenter? Nej, faktisk ikke. For det er bare et hjørne af det egentlige problem: Markeds- og konkurrencestyringen af det offentlige velfærdssystem! Alting skal måles og vejes for at kunne lave konkurrenceparametre og køb og salg, så alt, fra skoler til hospitaler og jobcentre, kan blive til et net af indbyrdes brutalt konkurrerende, kapitalistisk fungerende små og store foretagender (der så ved passende lejlighed kan privatiseres...). Den grundlæggende katastrofe er altså, at man er ved at overlade styringen af det offentlige velfærdssystem til de blinde markedskræfter og på længere sigt til kyniske profitinteresser.

Og hm... hvordan er det så lige med de privatpraktiserende læger? Ja, de driver unægteligt deres egne små virksomheder – med en gennemsnitlig omsætning på 2,3 millioner og en gennemsnitlig nettoindkomst på den rigtige side af millionen. Kort sagt, de er privatiserede, eller rettere: private – og har altid været det. Der er ganske vist en betydelig offentlig regulering af deres forretninger, men alligevel er der åbenlyse problemer ved den grundlæggende markedsstyring: For eksempel at ingen lægevirksomheder gider slå sig ned i udkantsområderne (kender man det fra andre virksomheder?), og for eksempel at der er for lidt overskud i et rutinebesøg hos en kronisk syg på et plejehjem. Det er faktisk nogle af disse problemer, som sundhedsministeren (og regionerne og deres DJØF’ere!) med rette fremdrager.

Jamen, er løsningen så, at vi bare skal støtte regionerne - og dermed lovindgrebet? Det afhænger så sandelig af, hvad der kommer til at stå i det! Tidligere har regionernes regulering af de praktiserende lægers arbejde været filtret ind i en problematisk sparedagsorden på patienternes bekostning – som det tydeligt fremgik af den pinlige afsløring forleden af et honorarsystem i telefonlægevagten, der åbenlyst har som formål at holde patienterne ude af akut behandling. Dertil kommer, at den første udgave af lovindgrebet øjensynligt indeholdt et forslag om, at regionerne fremover skulle kunne udlicitere driften af sundhedsklinikker til privathospitaler og f.eks. Falck. Det er ikke lige den måde, vi får DJØFiceringen og markedsgørelsen ud af lægetjenesten på!

Der er brug for at gå den stik modsatte vej. Lægekonflikten aktualiserer et indlysende krav om, at hele sundhedssystemet skal være offentligt. Flere regioner har allerede været nødt til at etablere offentlige lægehuse i udkantsområder. Hvorfor ikke benytte lejligheden til at tage skridtet fuldt ud? Det betyder ikke, at lægerne skal sættes uden for indflydelse og underlægges DJØF-styre. Tvært imod! De skal have kæmpestor indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejde – i samråd med andre ansatte, lokale patientråd og kommuner, men uden skyggen af en DJØF’er. Og de skal have en god, fast løn, der ikke styres af lumske markedskræfter, resultatkontrakter eller gustne bagtanker med patientbehandlingen, men af en ganske almindelig lønmodtageroverenskomst. Det vil dels betyde bedre patientbehandling, dels betyde læger, der kan nyde at koncentrere sig om de lægelige opgaver frem for forretningsvirksomhed.
Med statsgaranti.

Tip en ven | Print