Økonomi: Kommuneaftalen er en blå krigserklæring

Med udsigten til et kommunal- og regionsvalg i november havde nogle i baglandet hos S og SF nok håbet på en kommuneaftale, der ville give en smule råderum til valgløfter om mere og bedre velfærd. Men håbet blev torsdag aften gjort til skamme, da regeringen og Kommunernes Landsforening præsenterede en økonomiaftale, som medfører nulvækst i den samlede kommunale økonomi.

Rammerne for aftalen var tilsyneladende blevet lagt allerede i februar i forbindelse med forhandlingerne med de borgerlige om Vækstplanen, hvor den lave vækst i kommunerne finansierer en del af de skattelettelser, som gives til erhvervslivet.

Aftalen viderefører ikke blot rammen fra 2013. Den tager samtidig 2,6 mia. kr. fra service, som lægges over i anlægsinvesteringer. Altså ikke bare nulvækst, men en regulær forringelse af velfærden. Beskæftigelsen i kommunerne frygtes på velfærdsområdet at blive op til 4000 personer mindre, uden at dette modsvares af tilnærmelsesvis lige så mange jobs i bygge- og anlægssektoren.

Samtidig har regeringen ikke forpasset muligheden for at tvinge kommunerne til at skære ned (effektivisere, kaldes det) inden for rammen – for at kunne omprioritere, som det hedder. Derfor skal kommunerne finde 750 mio. kr. i moderniseringens navn, bl.a. ved at omgå overenskomster, skære ned på beskæftigelsesområdet og indføre mere tvungen digitalisering.

Aftalen tillader end ikke kommunerne at bruge de penge, de allerede har i kassen. Det ville ellers ikke koste staten noget, og ville kunne vende den negative udvikling i kommunernes beskæftigelse. Alene under denne regering er antallet af kommunalt ansatte faldet med mere end 10.000 fuldtidsstillinger. Regeringen kunne - blot ved at lempe på det strenge sanktionsregime overfor kommunerne, som indførtes med budgetloven - tillade kommunerne at bruge de hhv. 6 og 5,3 mia. kr., som de i 2011 og 2012 har opsparet pga. underforbrug på service. Men end ikke den lille indrømmelse har regeringen givet.

En kommuneaftale, der gav pusterum oven på tre års benhård sparekurs overfor kommunerne, kunne ellers have givet lokale borgmestre og byrådsmedlemmer fra S og SF et rygstød til at sige: ”Det havde vi ikke fået med Løkkes nulvækst”. Men realiteten er nu, at S og SF´s kommunalrødder i stedet skal forsvare både nulvækst og velfærdsnedskæringer, kort sagt regeringens helt igennem borgerlige politik. - Hvis det da ikke lykkes at presse dem til at undsige regeringen og markere, at de vil en anden vej...

For Enhedslistens afdelinger er opgaven nemlig klar. Kommunalvalgkampen er en mulighed for at skabe en tydelig front mod regeringens økonomiske politik. Opgaven er at stille regeringspartierne til ansvar for sparepolitikken også på lokalt plan. At arbejde for alliancer og mobiliseringer, der lægger pres på de lokale kommunalbestyrelser og budgetforhandlinger. Lokale faglige og sociale kræfter må samles om det fælles krav, at sparepolitikken afvises lokalt.

Som led i dette arbejde er det vigtigt, at Enhedslisten offensivt præsenterer krav, der viser en anden retning end sparekursen. Det er forslag, som kan forbedre både den kommunale økonomi og beskæftigelsen: Indlicitering, krav om arbejdsklausuler ved udbud, udvikling af kommunal produktion indenfor fødevarer, sundhedsteknologi og velfærdsteknologi. Kommunale investeringer i klimatiltag, vedvarende energi, affaldshåndtering og genbrug. Og sidst, men ikke mindst: forslag om at se stort på serviceloftet og bruge de penge, som kommunen faktisk har.

Det er samtidig vigtigt, at den lokale modstand mod forringelserne af den kommunale velfærd også udmønter sig i krav til finansloven for 2014. Fagforbundene FOA og HK/Kommunal har allerede taget afstand fra økonomiaftalen; de peger i stedet på, at der er behov for en finanspolitik, der investerer i velfærd og arbejdspladser. Enhedslisten har en central rolle i at styrke presset og opsamle kravene fra faglige og sociale bevægelser. Den finanspolitiske lempelse, som Helle Thorning - på kraftig opfordring fra bl.a. de borgerlige økonomiske vismænd – nu åbner døren på klem for, kan slet ikke leve op til disse krav, hvis den fortrinsvis handler om fremskudte anlægsarbejder og næsten udelukkende bliver kanaliseret ud i det private erhvervsliv. Der skal rettes op på de brutale nedskæringer på velfærden, ikke mindst i kommunerne, og der skal gang i offentlige projekter, der giver langt mere beskæftigelse og samfundsmæssig gevinst.

Kommuneaftalen er endnu en blå krigserklæring mod alt, hvad der smager af rød politik. Den lægger sig i uskøn forlængelse af forårets blå mareridt af SU- og kontanthjælps-reform, undergravningen af lærernes aftaleret, manglende varige løsning af dagpengekatastrofen osv. I Folketinget må Enhedslisten tage krigserklæringen til efterretning og give klar besked: Enten skifter regeringen spor, eller også har den lagt sin skæbne i hænderne på de borgerlige. Kun et massivt pres udefra kan give håb om, at regeringen vælger rigtigt.

SAP's Landsledelse, den 15. juni 2013

Tip en ven | Print