22.06.13 | SAPs Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

EU: Klassekamp i EU

Den 27.-28. juni samles EU's stats- og regeringsledere til topmøde i Det Europæiske Råd. Allerede nu er det klart, at resultaterne af dette topmøde vil blive forsøgt solgt som store fremskridt med hensyn til at skabe vækst, hjælpe de kriseramte euro-lande samt ikke mindst gøre noget ved ungdomsarbejdsløsheden. Men det er intet andet end bullshit! Virkeligheden er, at topmødet vil blive brugt til at bekræfte den overordnede nedskærings- og sparepolitik, som har ført til at over 26 millioner er arbejdsløse, og at over 100 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen i EU.

Denne overordnede linje ændres ikke af, at der uddeles nogle håndører til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed eller af, at nogle lande får lidt længere tid til at gennemføre de EU-dikterede nedskæringer. Samtidig vil mødet blive brugt til at tage yderligere skridt i retning af opbygningen Euro-staten.

Man skal ikke være den store økonom for at forstå, at EU's økonomiske kurs på kort sigt uddyber den økonomiske krise. Når EU-lederne og deres pengestærke bagmænd på trods af dette holder fast ved nedskæringspolitikken, er det ikke fordi de er dumme. Der er tale om et helt bevidst politisk valg.

Et konkret eksempel er EU's landespecifikke henstilling til Spanien - et land med en arbejdsløshed på over 25% og en ungdomsarbejdsløshed på over 50%. Hvad anbefaler EU den spanske regering?
EU henstiller – det vil sige: befaler! – at Spanien skal hæve pensionsalderen! Endnu flere skal altså tage plads i arbejdsløshedskøen og slås om det arbejde, der ikke er der. Se, det har intet med økonomi at gøre og det har slet ikke noget med fornuft at gøre. Det handler om ren og skær klassepolitik: Krisen skal bruges til at forringe de resultater, som arbejderbevægelsen har opnået.

Skruen uden ende
Stillet overfor EU's klassepolitik er det nødvendigt at sige fra. Det skal selvfølgelig ske i hvert enkelt land med udgangspunkt i den konkrete situation og i, hvordan EU-politikken søges gennemført. Men det er også nødvendigt at sige fra på europæisk plan for at undgå, at arbejderbefolkningerne bliver splittet ud mod hinanden.

Det ser vi i øjeblikket et negativt eksempel på i Danmark, hvor RAF-regeringen har udnævnt sænket selskabsskat og lavere lønudvikling til redskaber til at forbedre beskæftigelsen. Tiltag, som oven i købet har fået støtte fra visse fagforeninger. Men ligesom finansministeren har brugt faldende selskabsskat i vores nabolande som argument for at sænke selskabsskatten, så bliver vores sænkede selskabsskat nu brugt som argument i andre lande for at de nu også skal sænke deres yderligere!

Der er tale om skruen uden ende. Vi kan konkurrere hinanden ned under gulvbrædderne, sådan at vi til sidst skal betale virksomheder for at være placeret i Danmark, og til at vi skal have penge med på arbejde. De eneste som vil tjene på det, er kapitalisterne i alle lande. For lønmodtagerne er det ikke og har det aldrig været en løsning.

Koordineret modstand
I et forsøg på at skabe et rum for fælles krav og fælles mobilisering på tværs af landegrænserne blev der den 7.-8. juni afholdt et fælleseuropæiske møde i Athen under navnet Alter Summit. Forhåbningen var blandt andet at det kunne føre til en stærkere og mere koordineret modstand på europæiske niveau end de enkeltstående aktionsdage, som den europæiske fagbevægelsen (ETUC) lejlighedsvis har indkaldt til.

Det blev sagt mange gode og rigtige ting i Athen. Og der blev vedtaget et udmærket manifest, som sætter fingeren på en række af de ømme punkter (

http://www.altersummit.eu/manifeste/article/the-manifesto?lang=en)

. Men det må også nøgternt konstateres, at mødet ikke blev svaret på den nødvendige koordinering. Trods en imponerende liste af organisationer (inklusiv faglige), som støttede arrangementet, så repræsenterede deltagerne først og fremmest sig selv. Fra de rigtige meninger og sporadiske fælles aktioner og til en fælles europæiske mobilisering er der stadig meget langt.

Men behovet er der stadig. Derfor er det en uomgængelig opgave fortsat at presse på for at sikre disse fælleseuropæiske mobiliseringer. Udover Alter Summit-processen, så handler det først og fremmest om at få fagbevægelsen op i omdrejninger. Dels ved gennem de enkelte forbund at presse på for at de europæiske faglige sammenslutninger begynder at tage deres ansvar alvorligt. Og dels ved at etablere kontakten på europæiske plan fra arbejdsplads til arbejdsplads og fra faggruppe til faggruppe. Det er en opgave for Enhedslistens medlemmer overalt, hvor det er muligt, at være med til at sætte skub i den slags initiativer.

Når det f.eks. endnu ikke er lykkedes for EU - selvom de nu forsøger igen – at få gennemtvunget et havnedirektiv, som vil ødelægge løn- og arbejdsforhold, så skyldes det ene og alene at havnearbejderne i de europæiske havne har opbygget en direkte kontakt med hinanden og gentagne gange har aktioneret sammen. Både i solidaritet med en enkelt havn under angreb, men også sammen til forsvar af alle havnearbejderes forhold.

At gøre det samme indenfor en lang række andre faggrupper og at presse på for at de faglige organisationer på europæiske plan gennemfører fælles mobiliseringer mod EU-politikken er ikke nogen let opgave. At påstå noget andet vil være rent skrivebordsgymnastik. Men det er den eneste mulige vej frem, hvis ikke arbejderbefolkningen i Europa skal betale prisen for kapitalismens krise.

Tip en ven       |     Print