Fagligt: Toppampere falder medlemmerne i ryggen

Aftalen mellem de offentligt ansattes hovedorganisationer (Offentligt Ansattes Organisation, OAO) og regeringen ligner ved første øjekast en ligegyldighed: 7 ”principper for samarbejde om modernisering”, der er stort set indholdsløse. I medievirkeligheden bliver ”Moderniseringsaftalen” da også kaldt for ”varm luft” uden reel betydning. Især de borgerlige partier har opfattelsen af, at aftalen ikke er forpligtende nok. Men aftalen er langt fra betydningsløs.

Tværtimod er regeringen samlede økonomiske plan, 2020-planen, dybt afhængig af at netop fagbevægelsen bakker op om ”modernisering” i den offentlige sektor. For ser man på den økonomiske side af aftalen, kan den blive tre gange større end den kuldsejlede trepartsaftale om højere arbejdstid.

For bag aftalen om principperne spøger regeringens målsætning om at der skal ”moderniseres” for 12 mia. kr. i den offentlige sektor. De 12 mia. kr. er ikke tilfældige. De indgår som et afgørende finansieringselement i den reviderede 2020-plan (vækstplanen), hvor effektiviseringerne skal føre til nye prioriteringer. Uden ”frigjorte” midler – ingen nye prioriteringer. Altså uden besparelser i den offentlige sektor kan regeringen ikke levere ”nye penge” til mere velfærd, og dermed falder figenbladet fra den ublu nyliberale klassepolitik, som denne regering fører.

Lad det være sagt med det samme: Det er en god idé at skabe en effektiv og dynamisk offentlig sektor, der er teknologisk udviklet og med en højt kvalificeret arbejdsstyrke til at få optimal effekt af de til rådighed stående midler. Det må være ambitionen for alle dele af den offentlige sektor. Men det kræver investeringer, ikke besparelser, at gøre den offentlige sektor produktivitetsmæssigt toptunet.

Problemet med regeringens moderniseringsdagsorden er netop, at den foregår som en ”blind” oppefra-ned spareøvelse. Uden at kende til de konkrete områder, hvor og hvordan det er muligt at effektivisere, meldes der sparekrav ud, som skal indfries på kort sigt. Herefter må folk længere nede i systemet så opfinde løsninger på besparelsen. Langt oftest løsninger, der medfører opskruning af arbejdstempoet og stress for de ansatte og/eller serviceforringelser for brugerne.

Regeringen gør dårligt nok forsøg på at skjule, at de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår skal forringes. Det blev tydeligt under lærerkonflikten, og generelt ved de offentlige overenskomster, som - bemærket i forbifarten - sparede de offentlige arbejdsgivere for ca. 2 mia.kr. om året, ift. hvis overenskomsterne fra 2011 havde været gældende.

I både aftalen om kommunernes økonomi for 2014 og ditto for regionerne står der, at regeringen og kommuner/regioner vil forsøge at fravige overenskomstkrav i både sygehusvæsen og i kommunerne for at modernisere. Med andre ord: modernisering bruges som et andet ord for forringelse af arbejdsforholdene.

Det ved OAO’s ledelse, og det ved regeringen. Men lederne af de faglige organisationer er så skræmte af lærerkonflikten, at deres nye devise er: En dårlig aftale er kun dårlig, hvis ikke den er underskrevet af fagforeningerne. Med andre ord er det ligegyldigt hvad regeringen præsenterer toppamperne for: de må skrive under for enhver pris.

Bente Sorgenfrey fra FTF udtalte således, at ”Frem for at sætte os udenfor og være sure, så vil vi hellere være med til at udvikle den offentlige sektor, selv om det kan koste job”. Hun fortsatte: ”Jeg tror ikke på, at alternativet er, at vi står på Slotspladsen hver anden dag med demonstrationer. Jeg tror på, at vi kan nå hinanden med dialog, og det er denne aftale et eksempel på.”

Med en sådan indgang til den faglige kamp falder toppamperne deres egne medlemmer i ryggen. Lederne forråder kampen mod opskruet tempo og nedslidning såvel som serviceforringelser for borgerne. Samtidig accepterer de at undergrave overenskomstsystemet, hvis de medvirker til at indføre lokale undtagelser og fravigelser, således som aftalen lægger op til det.

Heldigvis har ikke alle de offentlige forbund ledelser siddet på hænderne. Både FOA og lærernes fagforening sagde klart fra overfor regeringens moderniseringsaftale. Reaktionen fra FOA kom prompte: Forbundets ledelse besluttede, at FOA skulle melde sig ud, hvis ikke der kunne findes et andet grundlag for OAO’s arbejde. Dette viser, at FOA er villige til at forsvare deres medlemmers interesser og tage kampen mod forringelserne. Det er den rette vej, hvis fagbevægelsen fortsat skal have en eksistensberettigelse, der rækker ud over gummistempel for en nyliberal sparepolitik.

Dermed har både FOA og lærerne vist vejen. Toppamperne står i vejen for et modsvar på regeringens arbejdsgiverpolitik og nyliberale forandring af den offentlige sektor. Derfor må toppamperne væltes!

Umiddelbart tegner der sig imidlertid ikke nogen tydelig opposition i de forbund, som støtter op omkring ”moderniseringen”. Der er derfor flere hver for sig store opgaver på kort og lang sigt. Dels må der en grundlæggende demokratisering af fagbevægelsen til – så OAO’s ledere lettere kan blive væltet af utilfredse medlemmer. Dels må der overalt opbygges – om ikke andet en opposition, der arbejder for - en kæmpende fagbevægelse. Slotspladsen og strejker kan i bedste fald give resultater. Det kan pamperudsalg bag lukkede døre med sikkerhed ikke!