Syrien: Vi støtter det syriske folks revolution - nej til fremmed intervention

Denne uges kommentar er en fælles udtalelse fra Revolutionary Left Current (Syrien), Revolutionary Socialists (Egypten), Union of Communists (Irak), Al-Mounadil-a (Marokko), Socialist Forum (Libanon) og League of the Workers' Left (Tunesien). Over 150.000 dræbt, hundredtusinder såret og invalideret, millioner drevet på flugt indenfor og udenfor Syrien. Byer, landområder og kvarterer helt eller delvist ødelagt, med alle mulige former for våben, inklusiv krigsfly, missiler, bomber og tanks. Alt sammen betalt af det syriske folks eget blod og sved. Det skete under dække af at forsvare hjemlandet og sikre militær balance med Israel (selvom det syriske regime beskytter den israelske besættelse af syrisk land og har undladt at reagere på Israels kontinuerlige angreb). Trods de enorme tab som det syriske folk har lidt, har ingen international organisation og intet større land (eller mindre land) følt sig forpligtet til at give praktisk solidaritet eller støtte til det syriske folks kamp for basale rettigheder, menneskelig værdighed og social retfærdighed.

Den eneste undtagelse var nogle golfstater, mere specifikt Qatar og Saudi Arabien. Men deres mål var at kontrollere konflikten og styre den i en sekterisk retning, at forvride den syriske revolution og abortere den, fordi de frygter at revolutionen vil brede sig til deres egne lande. Derfor støttede de obskure "takfiri-grupper", der vil indføre en grotesk styring af landet baseret på islamisk sharia. Disse grupper har igen og igen været involveret i grusomme massakrer mod det syriske folk, der gik imod deres repressive tiltag og aggressioner, både i områder under deres kontrol og i områder under angreb, som f.eks. for nyligt i landsbyerne i Latakia-området.

En stor blok af fjendtlige magter rundt om i verden konspirerer nu imod det syriske folks revolution, som er opstået i forlængelse af de oprør der har spredt sig i en stor del af den arabiske region og Nordafrika i de sidste tre år. Folkets opstand drejer sig om at sætte en stopper for brutalitet, uretfærdighed og udbytning, samt at sikre retten til frihed, værdighed og social retfærdighed.

Men dette oprør provokerede ikke blot det lokale brutale diktatur. Det har også provokeret imperialistiske kræfter, der forsøger at fastholde deres tyveri af befolkningens rigdomme, samt desuden forskellige reaktionære klasser og kræfter i området og i nabolandende.

I Syrien bliver folkets revolution bekæmpet af en alliance der inkluderer reaktionære sekteriske kræfter, anført af Iran og religiøse militser i Irak, og desværre også Hizbollahs væbnede styrker, som er ved at drukne i deres forsøg på at forsvare et dybt korrupt og kriminelt diktatorisk regime.

Denne uheldige situation har også ramt store dele af den traditionelle arabiske venstrefløj med stalinistiske rødder. Både i Syrien, Libanon, Egypten og resten af den arabiske region - og i verden - har man tydeligvis valgt at støtte den elendige alliance omkring Assad-regimet. Dette retfærdiggøres med påstande om at regimet er "modstandsdygtigt" eller ligefrem et "modstandsregime", på trods af regimets forsvar for den zionistiske besættelse af Golanhøjderne, dets blodige repression af forskellige modstandsgrupper der bekæmper Israel - både palæstinensiske og libanesiske (og syriske) - og dets forsatte passive og underdanige indstilling (siden krigen i 1973) til Israels aggressioner på syrisk territorium. Denne ambivalens i forhold til regimet har alvorlige konsekvenser for almindelige syreres opfattelse af venstrefløjen i det hele taget.

FN, og særligt FN's sikkerhedsråd, evnede ikke at fordømme regimets forbrydelser, som det syriske folk kontinuerligt og fredeligt stod op imod i mere end syv måneder, mens kuglerne fra Shabbihas (civilklædt milits, der støtter regimet, red.) snigskytter tog demonstranter en efter en, dag efter dag, mens de ledende aktivister blev tilbageholdt og udsat for de værste former for tortur og blev myrdet i fængsler og detentionscentre. I al denne tid forholdt verden sig fuldstændig stille.

Denne situation forsatte, med en lille ændring, efter at revolutionens folk besluttede at tage våben i hænderne og dannelsen af Free Syrian Army (FSA) fandt sted. Store dele af ledelsen og soldaterne i disse væbnede styrker kom fra den regulære hær. Dette førte til en forfærdelig eskalering af regimets forbrydelser.

Russisk imperialisme, den vigtigste allierede for Baathist regimet i Damaskus, som på alle mulige måder støtter regimet, fortsætter med at blokere ethvert forsøg på at få sikkerhedsrådet til at fordømme regimets forbrydelser. USA ser på den anden side ikke noget virkeligt problem i en fortsættelse af den nuværende situation. Dette er tilfældet, også selvom der er kommet trusler og intimideringer fra USA's præsident, hver gang nogen i oppositionen har rejst spørgsmålet om regimets brug af kemiske våben, hvilket, op til den seneste eskalering, blev betragtet som at "gå over stregen".

Det er tydeligt, at Obama, som giver indtryk af at han vil gå videre med sine trusler, ville have følt det som en stor ydmygelse hvis han ikke gjorde det, da det i så fald ikke blot ville have negative konsekvenser for ham som præsident, men også for indtrykket af USA som en mægtig og arrogant stat, i øjnene på de arabiske lande og resten af verden.

Angrebet imod de syriske væbnede styrker er essentielt ledet af USA. Dog finder det sted i forståelse og samarbejde med allierede imperialistiske lande, men uden at rationalisere sig frem til dette igennem den sædvanlige farce, kendt som international legitimitet (særligt FN's beslutninger, som var og er repræsentative for de store magters interesser, både i forhold til konflikter og alliancer, afhængig af situationen og balancen imellem dem). Med andre ord, angrebet vil ikke vente på sikkerhedsrådet, på grund af det forventede veto fra Rusland og Kina.

Desværre er der mange i den syriske opposition, som gambler med dette angreb og USA's position generelt. De tror, at dette vil skabe en mulighed for, at de kan komme til magten og springe bevægelsen, masserne og deres selvstændige beslutninger over. Derfor bør det ikke være en overraskelse, at repræsentanterne for denne opposition og for FSA ikke holdt sig tilbage fra at give informationer til USA om foreslåede angrebsmål.

Vi er imidlertid enige om følgende:

Den vestlige imperialistiske alliance vil angribe adskillige positioner og vigtige dele af militærets og civilsamfundets infrastruktur i Syrien (med adskillige dødsfald som sædvanligt). Alligevel er det klart blevet slået fast, at disse angreb ikke vil have til formål at stoppe regimet. Formålet er udelukkende at straffe, hvad Obama har kaldt" det nuværende syriske lederskab", og samtidig at rede ansigt for USA's administration, efter alle truslerne vedrørende brug af kemiske våben.
USA's præsidents intention om at straffe det syriske lederskab udspringer på ingen måde af nogen form for solidaritet fra Washington med de lidende børn som faldt i Ghouta massakren, men derimod af et ønsket om at fremme hvad Obama kalder 'USA's vitale interesser i hjemlandets sikkerhed' i forlængelse af Israels interesser og sikkerhed.
Den syriske hær og deres regionale allierede, ledt af det iranske regime, vil sandsynligvis ikke være modige nok til at gennemføre hvad der har set ud som trusler fra deres højtstående embedsmænd om, at ethvert vestligt angreb på Syrien vil antænde hele regionen. Men denne mulighed fortsætter med at være i spil, som en sidste mulighed med katastrofale følger.
Det forestående vestlige imperialistiske angreb vil ikke støtte den syriske revolution på nogen som helst måde. Det vil forsøge at presse Damaskus til forhandlingsbordet og tillade Bashar al-Assad at trække sig tilbage fra forgrunden, men fastholde regimet ved magten, mens man vil fremme amerikansk imperialisme i Syrien på bekostning af den russiske imperialisme.
Jo mere deltagerne i den fortsatte folkelige mobilisering, som er bevidste, principfaste og dedikerede til det syriske folks fremtid, indser disse realiteter og deres konsekvenser og handler derefter, jo mere vil det bidrage til at hjælpe det syriske folk til at vælge et virkeligt revolutionært lederskab. I en forsat kamp for folkets nuværende og fremtidige interesser vil der kunne skabes et radikalt program, baseret på disse interesser, som vil kunne fremføres og realiseres på vejen til sejr.

Nej til alle former for imperialistisk intervention, uanset om det er fra USA eller Rusland.
Nej til alle former for reaktionær sekterisk indblanding, uanset om det er fra Iran eller golfstaterne.
Nej til indblandingen fra Hizbollah, som fortjener maksimal fordømmelse.
Ned med alle illusioner i forhold til det forestående militære angreb fra USA.
Bryd våbendepoterne op, for at det syriske folk kan kæmpe for frihed, værdighed og social retfærdighed.
Sejr til et frit og demokratisk Syrien, og ned med Assad diktaturet og alle diktaturer for evigt.
Længe leve det syriske folks revolution.

Offentliggjort 31. august 2013.
Oprindeligt publiceret på Al Mansour (engelsk).