GGGI: Den store skandale bag lille-Lars-skandalen

Det er Lars Løkkes skandaløse fråseri med organisationens penge, der har stået i centrum for omtalen af GGGI (Global Green Growth Institute) i den danske debat. Selvfølgelig fordi det åbenlyst diskvalificerer ham som statsministerkandidat, at han er ude af stand til at administrere offentlige midler ansvarligt, hvilket har betydelig indenrigspolitisk interesse. Men i et globalt perspektiv er lille-Lars’ store rejseudgifter den mindste skandale i forbindelse med GGGI. Den store skandale er, hvad der efterhånden afsløres om organisationen, der skal forestille at være en frontløber i den internationale proces, som skulle forhindre en forestående verdensomspændende klimakatastrofe.

I kølvandet på Løkkes rejseskandale er der kommet pressehistorier frem, der med GGGI i centrum tegner et rystende billede af denne proces:

GGGI er, som navnet næsten siger, bygget op om ideen om (uhæmmet) ”grøn vækst”. Altså ud fra den helt katastrofale idé om, at den materielle vækst globalt (også i i-landene) kan og skal fortsætte på det nuværende niveau – og at dette skal lægge rammen om nedtrapningen af CO2-udledningen. Sydkoreas egen såkaldte ”grønne vækstplan” var udgangspunktet, da præsident Lee Myung Bak præsenterede organisationen på det mislykkede COP15-topmøde i København i 2009. I denne ”grønne vækstplan” bygger begrænsningen af CO2-udslip især på en massiv udbygning af a-kraften...

Den daværende borgerlige regering med bl.a. Søren Pind i spidsen havde i 2010 travlt med at poste nogle af de penge, Danmark havde lovet til at hjælpe ”verdens fattigste lande” med klimaomstillingen, i netop denne organisation. Organisationen fik lynhurtigt bevilget 90 mio. kr. over tre år fra udviklingsbistandens såkaldte klimapulje. Den ovennævnte, begrænsede, målsætning var helt på linje med den daværende (og nuværende) regerings linje, men endnu større begejstring skabte det konkrete indhold i organisationens arbejde, der nemlig handlede om at fremme ”privat-offentligt samarbejde om den grønne vækst”.

For Sydkorea såvel som Danmark handlede dette mere eller mindre åbenlyst om at skabe nye markeder for private (ikke mindst danske og sydkoreanske!) koncerners eksport af ”grøn teknologi” til udviklingslandene – gennem det ”uafhængige” grøn-vækst-instituts glimrende rådgivning af offentlige myndigheder i tredjelande... I de seneste år har organisationens aktiviteter udelukkende bestået af sådanne ”rådgivningsopgaver”. Lars Løkke kom da også i præsentationen af organisationens gode gerninger for skade at nævne den gavnlige effekt på ”samarbejdet mellem Sydkorea og Danmark” som et hovedpunkt. Et lidt besynderligt perspektiv for en international organisation, der ifølge de bevilgende politikere har som mål at hjælpe verdens fattigste lande med klimaomstillingen? Men der blev, ganske rigtigt, i 2011 lavet samarbejdsaftaler mellem bl.a. Danfoss og Samsung C&T Corporation og mellem Dong Energy og Korea Electric Power.

Hvis man så bare kunne trøste sig med, at dette – trods korruption, skumle motiver og profitjagt – gav positive resultater for miljø og klima. Men det kan man absolut ikke:

Lige fra starten, hvor GGGI i 2009 blev opbygget i Sydkorea omkring en storstilet ”grøn restaurering” af landets fire store floder, blev det et rystende eksempel på, hvad profitjagende private koncerner kan gøre mod miljøet i samarbejde med offentlige instanser, der har vækst – ikke det grønne - som den egentlige målsætning. Hvis myndighederne da ikke simpelthen er direkte korrupte, bestukket af byggekoncernerne, som noget tyder på også er forekommet. Projektet Four Rivers’ dæmningsbyggerier m.v. har betydet en økologisk katastrofe og ødelæggelse af enorme fredede naturområder. Over 2000 forskere fra 70 universiteter har protesteret mod ødelæggelserne. Hvad Sydkoreas CO2-udledning angår, har landet flyttet sig adskillige pladser på listen over verdens største udledere – men den forkerte vej.

Både væsentlige dele af denne historie og historier om korruption og frås i GGGI-regi var eller burde være kendt af embedsmænd og ministre, da et enigt Folketing bevilgede de 90 mio. i 2010. Alligevel er det kun Enhedslisten, der nu erkender, at man blev ført bag lyset, og at bevillingen var en fejl.

Skandalen med Løkkes rejsepenge har demonstreret, at man ikke kan betro den mand ansvaret for offentlige midler. Skandalen bag skandalen, historien og GGGI, har demonstreret, at man ikke kan betro samarbejdet mellem profitjagende privatkapitalistiske koncerner og deres villige politiske håndlangere ansvaret for klodens klima.

Skal klimakatastrofen begrænses, er det således kun en genopbygget og styrket verdensomspændende klimabevægelse, der i kamp fra tue til tue kan tvinge udviklingen i den rigtige retning. Og kun en afskaffelse af profitmotivet som styrende for produktion såvel som politik, dvs. en afskaffelse af det kapitalistiske system, kan sikre det globale miljø på langt sigt.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 27. oktober 2013

Tip en ven | Print