Statsmagtens tro tjenere: Javel, hr. minister!: Skandalerne er toppen af det isbjerg, som Marx kaldte ”statens klassekarakter”

Fra Information til Ekstra Bladet fyldes spalterne i disse måneder af historier om magtfulde og magtfuldkomne embedsmænd, der bag kulisserne styrer tingene mere eller mindre hen over hovedet på de folkevalgte politikere. Hvis der opstår politisk bøvl, er topembedsmændene også parate til - med eller endda uden ministrenes medvirken – at skjule eller fordreje kendsgerningerne over for offentligheden såvel som Folketinget.

Myten om topembedsmændene som en neutral instans, der alene er optaget af loyalt at udføre, hvad de valgte politikere i Folketinget beslutter, er krakeleret. En side af denne sag er, at embedsmændene har travlt med at dække over alskens uregelmæssigheder – fra ministerens og ministeriets egne små fejltrin herhjemme i PET/justitsministeriet, skatteministeriet, socialministeriet eller GGGI/udenrigsministeriet, til dansk medansvar for mishandling af fanger i Irak. Men nok så væsentligt er det, at topembedsmændenes rolle øjensynligt i mange situationer er at hæve sig over respekten for ”tilfældige” folkevalgte politikere og ikke mindst offentlighedens kritiske søgelys.

Finansministeriets embedsmænd har åbenbart ganske bevidst forhindret politikerne og SKAT i at gøre op med et ejendomsvurderings-system, der var gået fuldstændig bananas – simpelthen fordi det ville komme på tværs af ”deres” planer for kommende finanslove. Denne aktuelle skandale løfter bare en flig af tæppet for et embedsmandsvælde uden for demokratisk rækkevidde. Det er det samme embedsmandsvælde, eller konkret seks departementschefer fra de tungeste ministerier, der ifølge JP i denne uge afgør, "… hvorvidt en sag overhovedet bliver forelagt ministerkredsen og for, hvilke finansieringselementer og initiativer der ender med at indgå, når der jongleres med alt fra finanslov til vækstpakker". Sikkert dog efter at have rådført sig grundigt med EU-bureaukratiet først...

At embedsmændenes selvstændige dagsorden langt fra er båret af dyb respekt for lovgivning eller etiske og moralske overvejelser, men af noget helt andet, er der masser af eksempler på. Et par af dem, som offentligheden efterfølgende (utilsigtet!) har fået indblik i, har handlet om bankkonkurser og bankpakker, hvor man skruppelløst har brugt skatteborgernes midler til at redde røven på storbanker, der på grund af deres hæmningsløse jagt på nemme profitter var truet af konkurs. Andre har handlet om at dække over militærets og efterretningstjenestens overgreb og ulovligheder. Atter andre har ’bare’ handlet om at dække over magthavernes eller apparatets egne fejltrin.
Både det ene og det andet handler dybest set om samme sag: at embedsmændene og statsapparatet som sådan har en overordnet funktion, der hæver sig over alt andet, nemlig at bevare det kapitalistiske system og magtapparat uantastet.

Når det handler om at redde storkapitalen i Danmark fra kollaps – så må alle andre hensyn vige.
Når det handler om at bakke op om magtens bevæbnede arm – militær og politi – er man altid parat til at lukke det ene øje.

Den økonomiske krise har fået flere og flere til at interessere sig for Karl Marx’ og nyere marxistiske økonomers analyse af den kapitalistiske økonomi. Det skyldes naturligvis, at marxismen giver gode bud på en analyse, der faktisk kan forklare den kapitalistiske krises uhyrlige og overfladisk set irrationelle mekanismer.
Man kan kun håbe, at interessen for den marxistiske analyse af den borgerlige stat på samme måde vil vinde terræn, i takt med at skandalesagerne i det borgerlige statsapparat ruller. Ligesom uhyrlighederne i den kapitalistiske økonomi bliver forståelige, når man analyserer den profitstyrede markedsøkonomis mekanismer, bliver uhyrlighederne i statsforvaltningen nemlig forståelige, når man analyserer statens rolle i et klassesamfund. Heller ikke her handler det nemlig om en tilfældig sammenstimlen af mennesker med særligt uheldige karaktertræk, men derimod om systemfejl.

Den marxistiske analyse af kapitalismens økonomi fører til en politisk konklusion: nemlig at et bedre samfund forudsætter et opgør med den profitstyrede økonomi og den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
På samme måde fører den marxistiske analyse af den borgerlige stat til en politisk konklusion: nemlig at vi ikke bare kan ”overtage” den borgerlige statsmagt, f.eks. ved at vinde regeringsmagten. Et bedre samfund forudsætter, at den borgerlige statsmagt som sådan afvikles – og erstattes af et helt andet system, der er under befolkningens reelle kontrol. Det gælder selvfølgelig militær og politi og alt, hvad der har med økonomi at gøre, men også ”embedsmandsvældet” inden for sundhed, undervisning osv.

At revolutionere statsmagten i sin helhed er naturligvis lettere sagt end gjort! Alt kan ikke gennemføres fra dag ét, og der er meget, der skal tænkes igennem, og meget, der skal udvikles undervejs. Men det er helt oplagt, at det nuværende lag af ledende embedsmænd/-kvinder i centraladministrationen umiddelbart skal udskiftes med nyvalgte ledelser, der kan stå i spidsen for den nødvendige totale revolutionering af staten. Et reelt folkestyre kan ikke bygge på topembedsmænd med direktørlønninger. Den nye statsmagt må bygge på grundprincipper som: ligeløn på almindeligt lønarbejderniveau også for ledere, rotationsordninger og flest mulige valgte poster i alle administrative funktioner. Overalt i statsapparatet skal der tilstræbes størst mulig decentralisering; et nærdemokrati, hvor ansatte og brugere så vidt muligt overtager styringen. På gulvplan er det en målsætning at nedbryde arbejdsdelingen, så alle medarbejdere deltager i at løse ledelses- og administrationsopgaverne. De centrale administrative opgaver, der står tilbage, skal så vidt muligt løses med afsæt i dette græsrodsdemokrati, men selvfølgelig også være underlagt de politiske beslutninger, der er truffet af landets demokratisk valgte ledelse.

Dette ønske, om en helt anden slags stat, er desværre ikke et af den slags ønsker, man kan få opfyldt under juletræet. Det forudsætter nemlig, at et aktivt befolkningsflertal, der så også rummer kraften til at skabe og bære dette nye demokrati, tager magten fra den klasse, der – med topembedsmændene som velbetalte håndlangere - sidder på den nu.

SAP’s Forretningsudvalg, den 20. december 2013

NB: Vi vender tilbage i det nye år – efter en lille juleferie.

Tip en ven | Print