Regeringens mantra for arbejdsmarkedspolitikken: ”Slå bunden ud af arbejdsmarkedet”

I denne uge blev rapporten fra det såkaldte Koch-udvalg sendt i høring. Rapporten, som skal komme med forslag til ændringer af beskæftigelsessystemet, er blevet lækket til offentligheden. Forventeligt er anbefalingerne ikke noget, der gavner arbjderklassen.

Men omvendt lægger Koch-udvalget heller ikke op til at køre en bulldozer gennem arbejdsmarkedspolitikken, hvilket ifølge beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, var intentionen med udvalgets arbejde. Derfor klager borgerligheden da også over, at udvalgets anbefalinger ikke er vidtgående nok.

Udvalgets anbefalinger vil imidlertid fortsætte regeringens linje i arbejdsmarkedspolitikken. Denne linje har bestået i at lave reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft ved at gøre arbejdsløse fattigere eller øge afstanden mellem beskæftigede og arbejdsløse. Formålet med linjen er at tvinge lønnen og lønudviklingen ned. Accepten af dagpenge-reformen, reformen af førtidspension og fleksjob, reformen af SU og kontanthjælp. Alle er grelle angreb på arbejdsløse fra regeringens side.

Koch-udvalgets rapport anbefaler, at man i højere grad indretter beskæftigelsessystemet til at understøtte denne 'arbejdsudbuds-linje'. Det første hovedpunkt i udvalgets anbefalinger handler om, at systemet skal fokusere mere på den enkeltes søgeaktivitet og på at tydeliggøre sanktionerne overfor den enkelte, hvis ikke den arbejdsløse søger hyppigt nok. Ideen er, at hvis den arbejdsløse søger hyppigere, bredere og er mere villig til at acceptere en lavere løn – så skal der nok være et arbejde til ham/hende.

På den måde gør man arbejdsløsheden til et problem for den enkelte arbejdsløse, som samtidig bliver mødt med truslen om sanktioner i form af at blive trukket i understøttelsen eller sendt i nyttejob, der i denne henseende fungerer som underbetalt tvangsarbejde.

Desperate vikarer
Er man i tvivl om konsekvenserne af arbejdsmarkedsreformerne kan man kaste et blik på den nyeste trend på arbejdsmarkedet: Vikar-ansættelser i både små og store virksomheder er i voldsom vækst.
Vikarerne erstatter den fastansatte arbejdskraft, og virksomhederne spekulerer i at fyre en medarbejder den ene dag og ansatte hende som vikar den næste. For en lavere løn forstås. For vikaren har ikke ret til den anciennitetsafhængige del af lønnen, for blot at nævne ét eksempel.

Som det blandt andet fremgår af en artikelserie i Politiken, fyldes vikarbureauerne af desperate ledige, som pga. regeringens asociale reformer frygter at blive smidt ud af dagpengesystemet og sendt ud i fattigdom. Ifølge de faglige organisationer ender mange i desperation med at acceptere direkte ulovligt arbejde, hvor arbejdsforholdene ikke lever op til de overenskomstmæssige eller sikkerhedsmæssige krav – hellere acceptere dårlig behandling, end at risikere ikke at få et nyt vikariat.

Med andre ord, så gør de desperate vikarer langt hen ad vejen det, som regeringen forlanger af de arbejdsløse: De er villige til at acceptere stærkt forringede løn- og arbejdsvilkår for blot at kunne holde sig fri af den fattigdom, der rammer når man smides ud af systemet.

Vikar-fænomenet giver mindelser om de kummerlige forhold, som gennem to årtier har præget de sydeuropæiske arbejdsmarkeder. Og fænomenet understreger alvoren i regeringens asociale arbejdsmarkedspolitik. Ikke blot er vikar-ansættelserne med til at presse lønnen ned. Men arbejdsforholdene forværres kraftigt, fordi sikkerheden i ansættelsen er forsvundet, og lønarbejderen lever på arbejdsgiverens nåde. Regeringens arbejdsmarkedspolitik tvinger ledige til at underbyde beskæftigede i en grad, der er ved at slå bunden ud af arbejdsmarkedet.

Omfavn vikarerne, bekæmp vikariaterne
For arbejderbevægelsen , må perspektivet være en solidarisk arbejdsløshedspolitik. De nye tendenser på arbejdsmarkedet og den førte arbejdsmarkedspolitik viser, at der er behov for at stå imod presset for at underbyde løn- og arbejdsvilkår.

Det kræver, at fagbevægelsen omfavner vikarerne og organiserer dem.
Det kræver, at der bliver taget et opgør i virksomhederne med brug – og misbrug – af vikaransættelser og korttidsansættelser som alene har til formål at spare penge for virksomheden.

Modstanden må naturligt komme fra de faglige organisationer. Men kampen står i høj grad også på de enkelte virksomheder.

Her må vikarerne inddrages i fællesskabet, og man må sammen stille krav om bedre lønforhold og jobsikkerhed for vikarerne. Det er både i vikarernes og de fastansattes interesse. Jo bedre forhold vikarerne har, jo mindre kan de bruges til at lægge pres på de fastansatte. Hvis man opnår bedre forhold for vikarerne, kan det i sidste ende ikke betale sig for arbejdsgiverne at udnytte vikaransættelserne.

Også derfor er det afgørende, at Enhedslisten og venstrefløjen går forrest i at genopbygge den lokale faglige organisering på den enkelte arbejdsplads. Det er her, mulighederne for at mobilisere en styrke til kamp mod konsekvenserne af regeringens arbejdsmarkedspolitik er størst.