Principprogramdebat: Enhedslisten – antikapitalistisk og socialistisk

Enhedslisten har været gennem en lang udvikling: Fra et samarbejde om valgopstilling, til et parti i ordets fulde betydning - med medlemsdemokrati, kampagnearbejde, bevægelsesarbejde, politikudvikling og parlamentarisk arbejde. Men gennem alle 25 år har det været åbenlyst og ubestridt, at Enhedslisten var et fællesskab af antikapitalister og socialister. I den aktuelle debat om et nyt principprogram har en gruppe medlemmer introduceret en helt ny forståelse for, hvad Enhedslisten er, en nye definition af partiet.

De har oven i købet givet os hele to muligheder for at vedtage deres nye ide. Først fremlagde Jan Hoby, Jakob Nerup og Susanne Flydtkjær et alternativt hovedforslag, kaldet ”det enkle”. Nydefinitionen af Enhedslisten er forslagets politiske grundide. Dernæst stillede de sammen med en lang række andre medlemmer grundtanken i deres hovedforslag som ændringsforslag (3.1.135) til skrivegruppens, nu HB’s forslag til principprogram.

Fælles for alternativt hovedforslag og ændringsforslag er, at Enhedslisten defineres som et samlingspunkt for alle, der er for velfærd og mod nyliberalisme. Som bekendt er der rigtig mange, der passer til den beskrivelse, men som hverken er antikapitalister eller socialister.

Det er en ny definition af Enhedslisten, men det falder i god tråd med de synspunkter, som en af ændringsforslagsstillerne, Pelle Dragsted, tidligere har argumenteret for, nemlig at Enhedslisten skal gøre sig i stand til at rumme dem, der som vælgere eller medlemmer har forladt Socialdemokraterne og SF i skuffelse.

Behov for et parti, der vil afskaffe kapitalismen
Selvfølgelig skal vi tiltrække så mange som muligt af de frafaldne S’ere og SF’ere. Det skal vi gøre ved at overbevise dem om Enhedslistens program og politik. Vi skal ikke omdanne Enhedslisten til de ”gamle” partier, som de frafaldne savner. De partier duede heller ikke dengang. Det var derfor, vi dannede Enhedslisten.

Vi skal heller ikke sætte os som mål at ændre Enhedslisten, så alle, der er for velfærd og mod nyliberalisme, føler sig hjemme i partiet – uanset om de er modstandere af kapitalisme og for socialisme eller ej. For det første ophæver de to forslag forskellen på at være et parti og at være en bevægelse. Som andre medlemmer har påpeget med to ændringsforslag samme sted i teksten (3.1.134 og 3.1.136), så er en af Enhedslistens opgaver at skabe brede mobiliseringer bevægelser til forsvar for velfærd og mod nyliberalisme sammen med folk fra andre partier og sammen med folk, der ikke er i noget parti.

Men partiet kan ikke reduceres til det. Partiet har også andre opgaver.

Hvis vi reducerer det politiske grundlag for Enhedslisten som foreslået, hvem skal så formulere de politiske svar, når vores modstandere påpeger, at bedre løn- og arbejdsforhold, bedre velfærd og bæredygtige løsninger skader danske virksomheders konkurrenceevne og skaber kapitalflugt? Det kan man kun på et antikapitalistisk grundlag.

Hvem skal formulere de politiske krav og foreslå de aktiviteter, der indskrænker kapitalens magt i samfundet? Det er politiske krav, der ofte ikke er bred opbakning til i dag. Men der bliver heller aldrig opbakning til dem, hvis ikke der er et parti, der udvikler en antikapitalistisk politik, og hvis ikke der er et parti, der løbende forsøger at overbevise flere og flere om nødvendigheden af sådan en politik.

Og hvem skal gøre flere og flere mennesker i Danmark til socialister, hvis ikke vi har et parti, der har lige netop det som en af sine målsætninger?

En Enhedsliste, som begrænser sig til at være for velfærd og mod nyliberalisme, vil altså fraskrive sig muligheden for og fralægge sig ansvaret for at løse helt afgørende politiske opgaver.

Men sådan en Enhedsliste risikerer også at ende i samme morads som Socialdemokraterne og SF. Hvis det lykkedes at skabe en ny Enhedsliste, hvor en stor del, måske hovedparten, ikke opfatter sig selv som antikapitalister og socialister, vil der meget nemt udvikle sig et pres fra medlemmerne for, at partiet ”tager ansvar”, ”dropper de rene hænders politik”, ”tør gøre det nødvendige, men upopulære” med nedskæringer, løntilbageholdenhed, effektivisering og støtte til banker og virksomheder. For mange af medlemmerne vil den kurs være den eneste mulighed, fordi det er den vej, man bliver tvunget ud på, hvis man ikke er parat til at bryde med kapitalismens rammer.

Et selvmodsigende program
Dette er det meget alvorlige problem ved ”det enkle” og ved ÆF 3.1.135 – hvis man tager det skrevne for pålydende. Ved nærlæsning kan man nemlig komme i tvivl, om man skal tage ordene for pålydende. Samtidig med, at hovedfodslaget ”det enkle” definerer partiets som omtalt, så skriver det nemlig også, at vi er imod kapitalisme som sådan. Og den bredere gruppe vil have den nye partidefinition ind i et hovedforslag, der gennemkritiserer kapitalismen som system, definerer det som en partiopgave at udforme og udbrede systemoverskridende krav og fastlægger socialismen som mål.

Man kunne altså vælge at affærdige begge forslag som håbløst usammenhængende og modsætningsfyldte. Man kunne vælge at tænke: hvad skade kan det gøre, så længe der også står alt det andet i programmet?
Men hvorfor bruge to år på at skrive et nyt program - og så åbenlyst gøre det usammenhængende? Hvis programmet på et område så centralt som grunddefinition af partiet er uklart, bliver det i hvert fald ikke et redskab for partiets arbejde. I stedet vil vi åbne op for en situation, hvor direkte modstridende forslag til den daglige aktivitet vil kunne henvise til hver sin modstridende passage i programmet.

Konkret vil det være dybt skadeligt for Enhedslisten, hvis det fremover vil være muligt at argumentere for at begrænse Enhedslistens politiske krav, så de holder sig inden for kapitalismens rammer – med henvisning til, at vi skal være åbne for alle tilhængere af velfærd og for alle modstandere af den nyliberalistiske version af kapitalismen.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 22. marts 2014

Tip en ven | Print