27.04.14 | SAP's forretningsudvalg
Op til 1.maj i år er luften tyk af hidsige venstrefløjs-debatter. Desværre debatter af den mere ærgerlige type, der nærmest afleder opmærksomheden fra de væsentlige kampe.
Fløjtende dumt
Først og fremmest er der ”den store fløjtedebat” om den planlagte aktion der med 800 fløjter vil hindre Helle Thorning i at holde sin tale i Fælledparken.
Guderne skal vide, at der er al mulig god grund til at udtrykke protest mod Helle Thorning og den højrefløjspolitik, hendes regering gennemfører! Og forhåbentlig vil den protest også komme til udtryk i 1.maj-demonstrationerne – på bannere, skilte, løbesedler og i taler. Blandt SUF’erne er der f.eks. gang i en storstilet produktion af sure smileys, der på simpel vis kan demonstrere den berettigede surhed over den siddende regerings politik.
Men lige netop den ide, at man ved en planlagt aktion vil forhindre Helle Thorning i overhovedet at komme til orde - oven i købet ved en demonstration, som er arrangeret af fagbevægelsen, der har inviteret hende på linje med talere fra SF og EL – det er og bliver en helt forkert tanke. Principielt forkert, fordi det handler om at vinde debatten over socialdemokraterne, ikke om at undertrykke den. Og fordi vi faktisk anerkender retten til at have og udtrykke forskellige synspunkter. Men bestemt også taktisk forkert, fordi Helle Thornings martyrium på scenen ikke vil blive et symbol på modstand mod den borgerlige politik, men derimod symbol på nogle venstrefløjsfolks selektive demokratiopfattelse og manglende respekt for politiske modstanderes ytringsfrihed.
Og så har hele den opreklamerede fløjte-event for øvrigt haft rigtig stor succes med at så splittelse i stedet for samling blandt dem, der er modstandere af Helle Thornings borgerlige politik. Det er fløjtende dumt.
Ingen SUF-demonstration imod Enhedslisten!
Men også en anden sag afspejler og sår splittelse på venstrefløjen.”Antikapitalistisk 1.maj”, der er indkaldt af Ungdomshuset og især samler forskellige autonome grupper, har som vanligt et grundlag, der består af venstreradikale slagord om revolution, oprør og ”Classwar” frem for politik som almindelige mennesker kunne risikere at forstå. Faktisk er der ikke et eneste politisk krav i grundlaget... Men det er nyt, at listen over dem, der demonstreres imod (Europas politikere, socialdemokraterne, LO-pamperne og fascisterne) i år er blevet udvidet med ”Enhedslisten, der stadig holder hånden over regeringen” - og specielt ”partitoppen”, der ”lister reformismen ind, i et forsøg på at blive de nye folkesocialister”.
I sig selv er det jo en ret særpræget idé at ville bruge sin 1. maj-”klassekrig” på at demonstrere mod Folketingets eneste socialistiske parti. Dertil kommer så, at beskrivelsen af EL’s parlamentariske praksis er dybt uretfærdig, fordi EL på nær et par enkelte smuttere har stået benhårdt fast på kun at støtte forbedringer og altid gå imod forringelser – og altså netop ikke har holdt hånden under regeringen, når den fører borgerlig politik. Ligesom beskrivelsen af den ”reformistiske partitop” er så vildt overdrevet og skæv, at det må betegnes som en regulær tilsvining.
Denne ”venstreradikale forårsoffensiv mod Socialdemokratiet og Enhedslisten” blev straks slået stort op på Modkraft.dk. Her blev SUF-Hovedstaden også fremhævet som deltagere i denne offensiv – hvilket naturligvis gav anledning til stor forundring, ikke mindst i Enhedslisten. Men det gav sørme også anledning til forundring i SUF-Hovedstaden – idet det møde, der besluttede at støtte Antikapitalistisk 1.maj (samtidig med at SUF-Hovedstaden sammen med EL er arrangør af demonstrationen fra Blågårds Plads) aldrig havde hørt om den del af grundlaget, der handlede om Enhedslisten! Derfor har SUF-Hovedstaden nu trukket al støtte til denne demonstration.
Modkraft-historien om ”ungdomsorganisationens demonstration mod partiet” var dog god nok til at blive viderebragt i Information et par dage efter... Og dermed risikerer der at sprede sig nye, uretfærdige fordomme mod SUF.
Ak ja. Måtte diskussionerne op til 1.maj dog komme til at handle lidt mere om kampen mod den borgerlige krisepolitik og den byge af nedskæringer, der lige nu rammer især de arbejdsløse og de unge. Dette års optakt har indtil nu været frustrerende.
SAP's Forretningsudvalg, den 27. april 2014