Ugekommentar: ”Danmark helt ud af krisen”: Blind vækst eller antikapitalistisk klima-job-plan

Regeringstoppens radiotavshed havde indtil sidste uge stået på i et par måneder. Årsagen er, at regeringen efter SF’s exit skulle finde sine ben at stå på. Ikke mindst skulle regeringen forsøge at flække en meningsfuld vækstpakke sammen, som kunne løse det problem, at regeringens økonomiske strategi hidtil slået fejl: Baseret på tro, håb og kærlighed til de frie markedskræfter har regeringen indtil videre forsøgt at lokke kapitalisterne til at investere mere i Danmark. Omkostningerne har været store: opgør med de offentligt ansatte, asociale reformer på samlebånd og udsalg af velfærden til fordel for selskabsskattelettelser. Men lige lidt har det hjulpet.

Blind kapitalistisk vækst 2
I mandags lancerede regeringen så omsider sin Vækstplan nummer to. Og fandtes der folk på venstrefløjen som håbede at det af kommentatorerne døbte ”valgoplæg” af en vækstpakke ville markere løfter om andet og mere end ren overgivelse til kapitalen – ja, så må de være blevet skuffede ved læsningen.

Vækstpakken ”Danmark helt ud af krisen” er således en ren tilståelsessag, bestående af 4 bekendelser.
For det første skal erhvervslivet ikke længere pålægges afgifter, som kan tvinge arbejdsgiverne til at omstille produktionen i mere energireducerende og klimavenlig retning. Den såkaldte PSO-afgift, som bruges til at investere i grøn energi, skal sænkes med i alt 6 mia. kr. 2015-2020. I samme boldgade foreslår regeringen fjernelse af en række krav til virksomhedernes miljøstandarder og hensyn til ordentlige processer omkring godkendelser af forskellige projekter. Det skal væk, ifølge regeringen.

For det andet skal virksomhederne have billigere lånekapital og betale mindre i skat. Der nedsættes – som foreslået af den famøse Produktivitetskommission – et erhvervsskatteudvalg, der skal pege på omlægninger af beskatning af kapitalen, som kan reducere omkostningerne for arbejdsgiverne.
For det tredje skal virksomhederne have lavere omkostninger til fagligt forsvarlige og miljømæssigt gennemtænkte varer og ydelser. Således skal der i 14 brancher ikke længere være certificering, forsyningssektoren skal beskæres med knapt 2 mia. kr., og registreringsafgiften skal fjernes på al erhvervsmæssig kørsel.

For det fjerde skal uddannelsen af lønmodtagerne ske med meget større fokus på virksomhedernes umiddelbare behov. Regeringen vil således lempe forskerskatteordningen (hæve skatterabatten til internationale forskere o.l.), målrette arbejdstilladelser til udvalgte faggrupper, og bestemme mere direkte over hvor mange studerende der optages på de enkelte fagretninger på de videregående uddannelser. Derudover skal der investeres mere i forskningen. Initiativerne på dette område finansieres af både den asociale reform af førtidspension og fleksjob, samt af fjernelse af internationale dimittenders ret til dagpenge i Danmark.

Det eneste helt sikre resultat af denne pakke er, at der vil blive spændt ben for nogle af de i forvejen alt for få og små forsøg på at begrænse CO2-udslippet. En lidt mere blind vækst skal puste gang i økonomien, er hovedtanken, selv om den forsøges pakket ind.

Den beskæftigelsesmæssige gevinst af nye gavepakker til arbejdsgiverne er til gengæld mere end usikker: Selv regeringens egne optimistiske forudsigelser er beskedne, og alle erfaringer viser, at det går endnu ringere, idet kapitalisterne foretrækker at bruge de nye gevinster til opsparing, aktieudbytter, spekulation, rationaliseringer eller investeringer i udlandet. Alt andet end noget, der skaber øget beskæftigelse i Danmark.

Det indlysende alternativ
Overfor regeringens tå-krummende, klimafjendske, kapital-støttende, men job-uambitiøse vækstpakke er det nødvendigt, at nogen fremsætter et klart alternativ. Kuren mod klimakrisen og arbejdsløsheden kan og skal selvfølgelig tænkes sammen i en klima-job-plan:

Der skal investeres massivt i en total omlægning til en bæredygtig energiforsyning og produktion (herunder transport, landbrug og energirenovering af bygninger) - og det er her, der skal skabes masser af nye arbejdspladser.

Der er intet håb om, at den profit-styrede kapital kan lokkes den vej med det gode.Derfor skal dette ske ved krav og tvang og - ikke mindst - massive offentlige investeringer i kommunal og statslig ”produktion af klimaomlægning”.
Der er penge nok, hvis man vil hente dem, hvor de er: ved beskatning af de riges indkomster og formuer, samt ved øget beskatning af selskaber og spekulation.

Derfor er der også råd til at investere i uddannelse, sundhed, omsorg og velfærd - varme hænder, der ikke er særligt CO2-krævende, men skaber forbedret livskvalitet og masser af bæredygtig beskæftigelse.
Når der er masser af mennesker, der ikke er brug for på arbejdsmarkedet, skal de have mulighed for et ordentligt liv – og der skal være rig mulighed for at tage orlov og videreuddanne sig. Arbejdstiden skal forkortes, ikke forlænges, og pensions- og efterlønsmuligheder tilbageføres.

Der er kort sagt brug for et alternativ, som ikke bøjer sig i støvet for det kapitalistiske systems krav om blind vækst, men som sætter de samfundsmæssige og menneskelige behov i centrum. Et alternativ, der ikke bøjer sig for argumenter om, at den kapitalistiske økonomi i øjeblikket er for svag til at ”kunne tåle” krav om bæredygtighed, at ”markedet vil straffe” en bæredygtig kurs, og at EU’s regler ”umuliggør” en storstilet offentlig klima-produktion.
Og derfor er der brug for et parti, der kan opstille dette alternativ, fordi partiet ikke accepterer det kapitalistiske systems snævre og absurde rammer for handling.

Et antikapitalistisk parti
Sådan et parti er Enhedslisten i dag, og det vil det også være efter weekendens årsmøde, hvis Hovedbestyrelsens forslag til principprogram vedtages i sin foreliggende form:

”(vi lader os) ikke begrænse af, hvad den kapitalistiske økonomi kan tåle, hvad kapitalejerne kan gå med til, hvad markedet reagerer på, eller hvad EU og WTO kan godkende. (…) Enhedslistens alternativ er en politik, som bryder med kapitalismens rammer, fordi vi ved, at det aldrig vil være muligt at skabe retfærdighed, frigørelse og en bæredygtig klode i et kapitalistisk samfund.”

Netop regeringens nye vækstplan er et skrækindjagende eksempel på aktualiteten af de følgende linjer i principprogramforslaget (så måtte ingen få held til at stemme dem ud!):

”Klima- og miljøpolitikken er et godt eksempel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendigvis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen.”

Enhedslisten skal – også efter årsmødet – være det parti, som vil fremføre det nødvendige alternativ, også i Folketinget. Ikke fordi vi ikke vil stemme for mindre - ja, selv for det mindste skridt i den rigtige retning. Men fordi vi vil agitere og mobilisere for en helt anden plan, for de nødvendige krav, ude i befolkningen, på arbejdspladserne, i fagbevægelsen osv. Fordi kravene om offentlige klimajobs, velfærdsjobs, massive klimakrav til erhvervslivet, brandbeskatning af de rige osv. er de indlysende rigtige svar på krisen, så snart man kommer lidt på afstand af Corydons absurde regnemaskine. Fordi Enhedslisten ikke skal være en del af løgnen om, at når det går godt for kapitalen, går det godt for os alle. Fordi Enhedslisten skal være den lille dreng i Kejserens nye klæder.

Sandheden er jo, som situationen i øjeblikket så sørgeligt illustrerer, at det kan gå ganske godt for kapitalen, mens det går rigtig skidt med både velfærden, levevilkårene og beskæftigelsen – og helt ad helvede til med klimaet.
Der skal være nogen til at pege på andre veje.

SAP's forretningsudvalg, den 16. maj 2014