Nej til klima-tilbageskridt: Sæt hælene i!

Den vækstaftale, regeringen har lavet med Venstre, trækker overordnet set - og endda også i næsten hver eneste detalje - i den forkerte retning. Enhedslistens klimapolitik og parlamentariske princip peger på, at vi skal sige klart nej og sætte hælene i.

Det er desværre en tilståelsessag, at denne uges rammeaftale mellem Venstre og regeringen vil forsinke den klimaomstilling, som i forvejen halter langt efter hvad der skal til for at forhindre verdens truende klimakatastrofer. Som Venstres genfødte næstformand, Kristian Jensen, formulerer det: ”Nu har vi fået et mere realistisk tempo...”
Dette ville også være svært at bortforklare. For bare at nævne to elementer, der åbenlyst vil bremse omstillingen:
- En lempelse i erhvervslivets energiafgifter på hele 7,9 mia. kr. – hvorved man opgiver økonomisk at presse virksomhederne til energibesparelser. Endda ikke kun et lempelse for de (få) industrier, hvor der måske kunne være konkurrenceproblemer, men for alle.
- To års udsættelse af den hidtil største havmøllepark og reduktion af tilskud til kystnære og land-vindmøller – hvorved man tager luften ud af den flotte fremgang, som netop omstillingen til vindkraft har haft.
Regeringen trøster os med, at målsætningen om 40% CO2-reduktion i 2020 stadig fastholdes. Men det skal f.eks. sammenholdes med, at FN’s klimapanel så sent som i april konstaterede, at verdens samlede kurs i øjeblikket vil føre til en katastrofal global opvarmning på 3,7-4,8 grader i 2100, og at kun en drastisk opbremsning i løbet af de kommende 5 år kan begrænse stigningen til de kritiske 2 grader. Og at miljøorganisationen NOAH’s beregninger viser, at en mere rimelig målsætning for det danske bidrag i verdenssammenhæng ville være 50%.
Dertil kommer, at målsætningen i sig selv ikke er meget værd, bl.a. fordi et stort bidrag fra tvivlsom bioenergi medregnes (se også ugekommentaren ”Klimalov: Kampen fortsætter”).

Syg argumentation
Corydon forsvarer den reaktionære aftale med Venstre bl.a. med henvisning til fordelen ved ”et bredt og langsigtet forlig” – underforstået: Det, vi aftaler med Venstre, ligger fast, også når vi har tabt valget.
Ideen er åbenbart, at hvis venstre side af Folketinget frivilligt gennemfører en god portion borgerlig politik sammen med de borgerlige, selv om vi kunne samle flertal for noget andet - så vil de borgerlige nok stille sig tilfredse og respektere det, og ikke lave endnu mere borgerlig politik, når de får flertal...
Det er for det første en håbløst naiv forestilling. Dels kan forlig brydes – om ikke andet opsiges hen over et folketingsvalg. Nogle af os kan f.eks. huske, da Nyrup i 2000 brød sit løfte om ikke at skære i efterlønnen (og efterfølgende tabte regeringsmagten til de borgerlige de næste 10 år) med den klare begrundelse, at han ved at indgå aftalen med de borgerlige nu havde sikret efterlønnen som et grundlæggende velfærdsgode i al fremtid... Dels kan forlig undermineres af anden lovgivning, der påvirker samme område.
For det andet ødelægger denne ”taktik” aldeles drømmen om, at det kunne have en positiv betydning at regeringsmagten er på SD’s hænder frem for de borgerliges: Hvis det hele alligevel bare handler om at lave aftaler om en politik, som Venstre vil stå ved, når de får borgerligt flertal – så er der jo ikke nogen som helst forskel tilbage på den politik, der kan føres.
Man kunne tro, at regeringsførelsen i flere år havde været styret af denne syge argumentation. Men sandheden er nok, at Corydon har ført den politik, han selv går ind for – og argumentationen er opfundet til ære for utilfredse vælgere, SF og Enhedslisten.

Nej til ”de forenede partier”’s fælde
Der er al mulig grund til at frygte, at SF hopper på den limpind. Det vil ikke være første gang – og bestemt ikke i denne regeringsperiode – at SF stemmer lodret mod sin egen politik med det argument, at man dermed har sikret os mod endnu større tilbageslag. ”Ja til den lidt mindre forringelse, nej til den lidt større”, som man i Enhedsliste-jargon kunne kalde dette parlamentariske princip. Som bekendt har dette slogan været lige ved at slå SF ihjel – og det har i hvert fald desillusioneret tusinder og atter tusinder af vælgere, der er trætte af politikere, der stemmer modsat det de gik til valg på. Desværre er der også nogle af de bevægelsesaktive, der helt har mistet modet.
Så meget desto vigtigere er det, at Enhedslisten sætter hælene i og står fast: Selvfølgelig skal vi ikke stemme for en række tiltag, der vil bremse klimaomstillingen, i en situation hvor der er katastrofalt brug for at sætte meget mere fart på klimaomstillingen. Selvfølgelig vil Enhedslisten ikke stemme modsat det, der er vores politik. Vi er dem, der stemmer for det, vi er for, og imod det, vi er imod. Hvis de truer med at smide os ud af aftalekredsen om de 40% CO2-reduktion i 2020 – så lad dem gøre det. Så kan ”de forenede partier” jo gå til valg på, at klimaomstillingen skal gå langsommere?!
Til gengæld kan Enhedslisten så lægge stemme til protesterne mod disse reaktionære skridt den gale vej.
Vi kan sikre, at de mange, mange mennesker, der river sig i håret af frustration over en regering og en opposition, der sammen bremser den grønne vækst for bedre at stimulere den sorte – at de har et sted at vende sig hen. At de, fortsat(!), har en stemme i Folketinget. At de overhovedet har et sted at sætte deres kryds ved næste valg.
Og først og fremmest kan vi, om ikke sikre (man skal ikke love for meget), så i hvert fald arbejde energisk på, at der igen samler sig et folkeligt oprør mod politikernes mangelfulde klimaindsats. ”Krisebevidstheden” har trængt bevægelsen tilbage, og det lykkedes desværre ikke i tilstrækkelig grad at mobilisere på sammenkædningen af klimakrisen og den økonomiske krise: krav om grønne jobs, offentlige investeringer i klimaomstillinger osv.
Men ikke mindst blandt de unge er klimaspørgsmålet ved at komme tilbage på dagsordenen. Enhedslisten skal ikke bide sig fast i et forligs-bord, der ruller af sted med god fart den gale vej. Vi skal sætte hælene i – og bruge mundtøjet til at sige nej, råbe op, protestere og samle alle dem, der vil gøre modstand, om at gøre det.

SAP's forretningsudvalg, den 21. juni 2014

Tip en ven | Print