Ukraine: Den folkelige opstand og imperialismen

I tre måneder, fra slutningen af november og ind til slutning af februar i år, blev det politiske liv i Ukraine rystet i sin grundvold. Tusinder af demonstranter – ja, nogle gange hundrede tusinde – samledes på ”Maidan”, Frihedspladsen i hovedstaden Kiev. Der blev skiftevis rejst krav om tilslutning til EU, præsidentens og regeringens afgang. Voldsomme konfrontationer med sikkerhedsstyrker efterlod hundreder af sårede og døde. Konflikten endte midlertidigt med præsidentens afgang og indsættelse af en ny regering. Men hvem vandt så egentlig?

For de mange, der ikke følger landets politiske udvikling dagligt har det været vanskeligt at forstå præcist, hvad der foregik, og hvilke kræfter der var i spil. Ledelsen i Fjerde Internationale har for nylig vedtaget en resolution om forløbet i Ukraine, som giver nogle pejlepunkter til, hvordan man kan tolke begivenhederne, og hvilken politik socialister bør støtte.

I resolutionen forklares, at det var en meget blandet kreds af ukrainere, der demonstrerede og besatte Maidanpladsen i de tre måneder, og de havde lige så mange forskellige bevægegrunde, der strakte sig fra social protest, modstand mod korruption og over til reaktionær nationalisme. Det fik også den betydning, at bevægelsen aldrig formåede at fremsætte nogen former for samlende sociale krav, og at der blev gjort meget lidt for at mobilisere arbejderklassen i de store industrier. Der blev heller ikke valgt nogen form for ledelse eller talsperson, og det bidrog i høj grad til det uklare billede, som omverdenen fik. Det fik ydermere den betydning, at højrefløjen, repræsenteret ved partiet Svoboda, kunne udnytte protesterne og blive styrket. Den manglende samling af protesterne gav også et spillerum for den ekstreme nationalistiske højrefløj i organisationen Pravyi Sektor, som blev meget synlige i forskellige former for aktioner, og som ligeledes benyttede lejligheden til at foranstalte angreb på venstreorienterede aktivister.

Det meget brogede billede fik desværre også den konsekvens, at den ukrainske venstrefløj havde svært ved at finde sine politiske ben i konflikten. En del af venstrefløjen valgte at intervenere i protesterne for at give dem en social dynamik og få dem mere demokratisk organiseret, mens en anden del af venstrefløjen forblev udenfor aktiviteterne, som man stemplede som reaktionære. Det traditionelle ukrainske kommunistparti foreslog en folkeafstemning om aftalerne med EU, men blev stærkt upopulær blandt demonstranterne, da man valgte at stemme for en lov der ulovliggjorde demonstrationerne. Kommunistpartiet har, ligesom en del af den øvrige venstrefløj, efterfølgende betegnet aktiviteterne på Maidanpladsen som et ”nazistisk kupforsøg”.

De langvarige demonstrationer førte som bekendt til at præsident Yanukovich og hans regering måtte gå af, og den nye provisoriske regering blev i det store hele accepteret af Maidan-bevægelsen, som derefter gik mere eller mindre i opløsning. Regeringen var ligeledes støttet af EU, på trods af at højrefløjspartiet Svoboda har fået en stor indflydelse. Partiet har forsøgt at nedtone sine anti-semitiske holdninger, men indenrigsministeren er fortsat tæt forbundet med den fascistiske organisation Pravyi Sektor.

Den nye regering er straks slået ind på en neo-liberal kurs, har udnævnt en række oligarker (dvs. rigmænd med politisk indflydelse) som provinsguvernører og er gået i gang med at forsøge at opfylde IMF’s (Den Internationale Valutafond) ønsker. Det indebærer alt sammen en række stærkt asociale tiltag, som blandt andet fører til fastfrysning af lønninger, stop for ansættelser i den offentlige sektor, sænkning af pensioner, nedskæring på sociale udgifter, forøget moms og hævning af prisen på gas med 50 procent.

I slutningen af maj blev oligarken Poroschenko valgt som ny præsident, og selv om det er udtryk for et bredt ønske om et selvstændigt Ukraine, så betyder det også, at håbet om en oprydning i det korrupte statsapparat, som blev næret i Maidanbevægelsen, ikke bliver opfyldt. Ligeledes bliver oligarkernes magt ikke begrænset. Aldrig i Ukraines historie har de store kapitalister haft så mange poster i regering og statsapparat.

Putin og styret i Rusland har efter de politiske uroligheder i Ukraine udnyttet situationen og har opildnet de russiske befolkningsgrupper. Det førte til mobilisering på Krim og gjorde det muligt for Putin og Rusland at annektere halvøen. Det er dog ikke særlig sandsynligt, at den samme udvikling vil ske i Ukraines østlige regioner, hvor der er et flertal af russisktalende. Her viser meningsmålinger, at langt de fleste ikke ønsker at blive indlemmet i Rusland. De grupper, der udfører militære aktioner til støtte for kravet om løsrivelse fra Ukraine, består for det meste af fyrede ukrainske sikkerhedsfolk, militærfolk fra Tjetjenien samt russiske agenter og har foreløbig ikke opnået nogen folkelig opbakning. Men regeringen i Kiev håndterer problemerne meget dårligt, og det kan føre til yderligere optrapning af konflikterne.

Situationen stiller den ukrainske venstrefløj over for store opgaver. Man kan ikke tillade sig at ignorere kravene om national selvstændighed og ønskerne om skabelsen af en ukrainsk kultur, men den del af venstrefløjen, som er samlet i ”Venstreoppositionen”, understreger, at disse ting kun kan realiseres, hvis de kædes sammen med løsningen af de sociale problemer, og at der må skabes en bred folkelig bevægelse med disse ting på programmet.

Resolutionen fra Fjerde Internationale kan læses i sin helhed på engelsk her.

SAP's forretningsudvalg, den 27. juni 2014

Tip en ven | Print