Støt kurdernes kamp: NO PASARAN!

Kobané i det kurdiske selvstyreområde i Syrien er i dag for den kurdiske kamp mod fascisterne i Islamisk Stat, hvad Madrid var for den spanske republik i kampen mod Franco-fascismen. Derfor er den internationale solidaritet – bl.a. indsamlinger til og offensive krav om levering af våben og humanitær hjælp til de kæmpende kurdere – en påtrængende opgave. De danske bombefly i Irak bliver derimod en brik i et imperialistisk spil, der støtter sig på det sekteriske irakiske styre og blot vil styrke opbakningen til Islamisk Stat.

Torsdag formiddag besluttede et flertal i Folketinget at sende danske krigsfly til Irak. Beslutningen blev truffet efter et kaotisk forløb, hvor det lige lykkedes de borgerlige oppositionspartier at udstille, hvor fuldstændig useriøst de tager at sende danske soldater i krig for at slå ihjel – og måske selv blive slået ihjel.
Formelt var beslutningen begrundet med kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat. Men reelt handler det i lige så høj grad om – under amerikansk kommando – at holde styret i Bagdad ved magten og forhindre en opsplitning af Irak. Kun Enhedslisten stemte imod udsendelse af de danske krigsfly.

Krigs-partierne vil ikke skaffe kurderne våben
Til gengæld stemte alle andre partier – også SF – imod Enhedslistens forslag om at pålægge regeringen at arbejde for våbenforsyninger til de kurdiske selvforsvarsstyrker i de kurdiske områder af Syrien, først og fremmest den omringede by, Kobané, på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Det ville ellers ligge i logisk forlængelse af Folketingets tidligere beslutning om at bidrage med at transportere våben til de kurdiske selvstyreområder i Irak.
Situationen i hele regionen er meget kompliceret. Det gælder også det kurdiske spørgsmål. Dels er kurderne spredt ud over en række lande, først og fremmest Tyrkiet, Irak, Syrien og Iran. Og dels er der også store politiske forskelle mellem de politiske kræfter, som står i spidsen for kurderne i de forskellige områder. I Irak er det kurdiske område under ledelse af det borgerligt-nationalistiske KPD (Kurdistans Demokratiske Parti), mens det i henholdsvis Syrien og Tyrkiet er det langt mere venstreorienterede PYD (Demokratisk Unionsparti) og PKK (Kurdistans Arbejderparti), som er den centrale kraft.
Men uanset disse forskelle og konfrontationer, så er den kurdiske bevægelse som helhed blevet styrket over det seneste årti. I Irak er der etableret et anerkendt regionalt selvstyre, som har alle institutioner til at erklære et selvstændigt land på det tidspunkt, hvor det findes hensigtsmæssigt. I Tyrkiet har PKK tvunget regimet til en våbenhvile, og det legale politisk parti, BDP/HDP, er helt dominerende i de kurdiske områder af Tyrkiet. I det kurdiske område af Syrien (Rojava) har kurdiske selvforsvarsstyrker i kamp mod Assad etableret tre selvstyrende kantoner med over 3 millioner indbyggere.

Islamisk Stat bruges mod kurderne
Det er ikke mindst i denne fremgang for kurderne, at man skal finde baggrunden for fremkomsten af den såkaldte ”Islamiske Stat”. Der er ingen tvivl, om at shia-regimet i Bagdads sekteriske og undertrykkende politik over for det store sunni-mindretal har gjort det lettere for Islamisk Stat at vinde frem, bl.a. gennem samarbejde med forskellige sunni-klaner. Men bagved ligger, at Islamisk Stat også er et instrument, som forskellige regimer i regionen bruger til at bekæmpe kurderne. Tyrkiets åbne grænser for IS-krigere og det faktum, at IS-krigerne i Syrien har været mere optaget af at bekæmpe kurderne end Assad, er udtryk for dette.
For disse regimer handler det om, at kurdernes kamp for selvbestemmelse og dermed for et opgør med de eksisterende grænser i sig selv er en vederstyggelighed. Men dertil kommer, at den venstreorienterede del af den kurdiske bevægelse bogstavelig talt er en rød klud i hovedet – politisk, økonomisk og kulturelt – på de konservative islamiske regimer, som overlever i kraft af en undertrykkelse af deres befolkninger og en alliance med imperialismen.
De tre selvstyrende kurdiske kantoner i Rojava er i særdelshed en sådan rød klud. Selvom træerne naturligvis ikke vokser ind i himlen, så er der en kulturrevolution i gang. Ikke alene bliver befolkningen direkte inddraget i mange beslutninger, men områderne er erklærede sekulære med lige plads til kurdere, arabere og kristne. Samtidig har kvinderne fået en for området helt uhørt central placering i det offentlige liv, bl.a. ved hjælp af et kvotesystem. Den ultimative ydmygelse kom, da soldater fra kvindemilitsen var med til at nedkæmpe Islamisk Stat ved Sinjar-bjerget og redde titusinder og atter titusinder af forfulgte fra yazidi-mindretallet fra Islamisk Stats myrderier, voldtægter og menneskehandel.

Tyrkisk trussel
Islamisk Stat har nu sat alle kræfter ind på at knuse kurderne i Syrien. I første omgang er det gået ud over kantonen Kobané, som var hjemsted for op mod 400.000 kurdere, arabere og kristne. For et par uger siden startede angrebet fra Islamisk Stat med moderne amerikanske panservogne og artilleri, som de fik fingre i, da de erobrede Mosul fra den irakiske hær. Våben, som de kurdiske militssoldater ikke er i stand til at imødegå med deres lette håndvåben. Derfor har Islamisk Stat formået et erobre en lang række landsbyer omkring Kobané og står nu nogle få kilometer fra byen.
Men selv hvis det med enorm offervilje og store tab skulle lykkes de kurdiske selvforsvarsstyrker at slå Islamisk Stat tilbage, så venter en ny trussel i horisonten. Kobané ligger på grænsen til Tyrkiet, som har givet frit lejde til Islamisk Stat. Men nu har Tyrkiet så erklæret sig parat til at gå ind over græsen og etablere en såkaldt ”sikkerhedszone”. På papiret lyder det måske godt, men i realiteten handler det om en tyrkisk invasion for at smadre det kurdiske selvstyre i området.
Dette forstår kurderne mere end nogen andre. Derfor har PKK’s leder, Abdullah Öcalan, også allerede gjort klart, at hvis Kobané falder – til Islamisk Stat eller til Tyrkiet – så er det slut med våbenhvilen i Tyrkiet og den væbnede kamp vil blive genoptaget.

Solidaritet NU
Alt i alt er der meget på spil i Kobané i disse dage. Derfor burde Folketinget havde vedtaget Enhedslistens forslag om våben til kurderne i Syrien i stedet for F16-fly til Irak for at holde det sekteriske regime ved magten.
Men det ville Folketingets flertal ikke. Derfor er det nu op til venstrefløjen og andre demokratiske kræfter at støtte de kæmpende kræfter i Kobané.
Netop i dag er Salih Muslim, der er leder af det syrisk-kurdiske parti PYD, på besøg i Danmark, hvor Enhedslisten i samarbejde med kurdiske organisationer afholder et møde med ham på Christiansborg. Enhedslisten vil her kunne aflevere de første penge fra en indsamling, der selvfølgelig skal fortsætte. Herboende kurdere, men forhåbentlig også bl.a. Enhedslistens medlemmer, afdelinger og landsorganisation vil og skal gøre en indsats for, at solidaritetsarbejdet i de kommende dage og uger tager fart – med demonstrationer, pengeindsamlinger osv.

Kobané er i dag for den kurdiske kamp mod fascisterne i Islamisk Stat, hvad Madrid var for den spanske republik i kampen mod Franco-fascismen. Derfor må parolen også være den samme:
NO PASARAN!

SAP's forretningsudvalg, den 8. september 2014

Tip en ven | Print