Efter Ban Ki-Moons klimatopmøde: Gang i klimakampen

Med 3-400.000 på gaden i New York til »People's Climate March« og flere hundredetusinde andre rundt om i verden blev den internationale klimamobilisering genstartet op til Ban Ki-Moons topmøde den 23. september.

Demonstrationen i New York var arrangeret uden konkrete krav, og det svækkede dens politiske effekt. Men den viste, at der er stort potentiale for folkelig mobilisering for en effektiv klimaindsats, og de, der deltog manifesterede en bred vifte af konkrete krav for CO2-reduktioner, kollektiv transport, vedvarende energi, økologisk landbrug, grøn byudvikling osv.
Mobiliseringen på gaden kan inspirere os, og det kan også de alliancer, som den afspejlede. F.eks. sluttede et stort antal fagforeninger sig til optoget, og mange af byens fagforeninger var med til at organisere det.

Den reelle dagsorden
Officielt skulle det topmøde, som FN's generalsekretær havde indkaldt, »øge det politiske momentum for en meningsfuld universel klimaaftale i Paris i 2015 og sætte fart i forandringstiltag i alle lande for at nedbringe udledningerne og opbygge modstandsdygtighed over for klimaforandringernes skadevirkninger«.
I realiteten drejede det sig imidlertid om at fremme en bestemt klimapolitisk dagsorden, som freder storkapitalen og giver den mulighed for øgede profitter.
Frem for alt må klimabeskyttelse ikke spænde ben for den globale kapitalistiske vækst. Adskillige ledere, heriblandt Obama og den britiske premierminister, David Cameron, udtalte, at der ikke er behov for at vælge mellem økonomisk vækst og CO2-reduktioner, for landene kan gøre begge dele.
Nøgleordene fremgår af Ban Ki-Moons sammenfatning:
»Kulstof-let vækst« – selv om intet tyder på, klimaforureningen kan afvikles i tide uden at nedtrappe produktionen, i hvert fald i de industrialiserede lande
»Pris på CO2-udledning«, dvs. CO2-afgifter og -kvotehandel – selv om EU's kvotehandelssystem er en eklatant fiasko for klimabeskyttelsen
»Offentlig-private partnerskaber« – som om profitinteresser ikke havde styret og drænet den offentlige sektor nok.

Fossil kapital uantastet
Som påpeget af en lang række NGO'er bekræftede Ban Ki-Moons topmøde den internationale storkapitals indflydelse på FN og klimaforhandlingerne. Mødet i New York gik da også i en stor bue uden om at lægge bånd på de private koncerner og deres globaliserede profitjagt. De kan fortsat udtømme jordens ressourcer og bruge jord, vand og atmosfære som skraldespand i deres konkurrence om at afsætte flest ting på markedet, hvad enten der er reelt behov for dem eller ej.
De mange flotte hensigtserklæringer stats-, regerings- og koncern- og bankchefer i New York kunne – og skulle sikkert – give det indtryk, at verdens politiske og økonomiske magthavere gør noget alvorligt ved klimatruslen.
Virkeligheden er desværre, at trods alle gyldne løfter om reduktioner, og trods global økonomisk krise, så vokser de globale udledninger af CO2 stadig. Virkeligheden er, at den fossile kapital og bag den finanssektoren fortsat investerer på højtryk for at finde nye forekomster af olie og gas i under jorden og under havene, og at de ikke drømmer om frivilligt at lade de tre fjerdedele af de kendte forekomster ligge, selv om det er, hvad videnskaben anser for nødvendigt.

Bekvem frivillighed
Efter New York-topmødet står det klart, at USA m.fl. har fået lukket af for en bindende aftale. I stedet er kursen sat mod en aftale, der opfordrer til frivillige – og helt utilstrækkelige – nationale målsætninger. Aftalen skal indgås i Paris ved COP 21-topmødet i december 2015, men det er i de kommende måneder, det reelle indhold og landenes bidrag fastlægges.
Første udkast til aftalen skal ligge klar på COP 20 i Lima, Peru, den 1.-12. december. Inden da fastlægger EU sine 2030-klimamål, og Kommissionen har kun lagt op til et mål på 40 procents udledningsreduktioner – et mål, der burde være nået allerede inden 2020.
Samtidig kører EU-toppen videre i retning af frihandels- og investeringsaftaler med USA (TTIP) og Canada (CETA). Disse aftaler vil torpedere enhver reel grøn omstilling ved at øge varetransporterne over Atlanterhavet og »harmonisere« regler sammen med de store koncerner, mens forsøg på at beskytte miljøet og fremme lokal produktion vil kunne straffes af overnationale domstole, hvis de er til ugunst for investorerne. EU-Kommissionen forsøger oven i købet gennem aftalerne at åbne sluserne for import af skifergas og olie fra tjæresand fra Nordamerika.
Hverken EU's eller USA's regeringer er altså parat til at forpligte sig til deres retfærdige andel af drivhusgasreduktionerne. På samme måde kniber det fortsat med at finde de lovede penge til klimaindsatsen i udviklingslandene. Derfor risikerer vi en fortsat forhandlingshårdknude mellem de historisk hovedansvarlige forurenere i Nord og de fremstormende klimaforurenere i Syd.

Mandater og mobilisering
Efter New York haster det således mere end nogensinde med at skabe eksempler på i-lande, der tager deres rimelige del af reduktionerne. Eksempler på, at man på én gang kan forsvare klima og velfærd, nemlig gennem social omfordeling, omlægning til grønne job og demokratisering af økonomien. Her kan også små lande spille en rolle.
I Danmark har SR-regeringen alt for længe sluppet af sted med at tale om grøn omstilling, mens man fortsat prioriterer selskabernes profitter og vækst over en bred kam. Derfor er det godt, at Enhedslisten afslører den klimaskadelige effekt af satsningen på afbrænding af biomasse såsom importerede træpiller, og det er godt, at Enhedslisten fremlægger et udspil for virkelig grøn omstilling af energi, landbrug, fiskeri, transport, byggeri og forbrug.
Regeringen skal naturligvis stilles over for sådanne klimakrav i Folketinget, aktuelt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Men det er ikke nok at bruge Enhedslistens 12 mandater – det kan hurtigt ende i ren udmøntning af de ret beskedne summer, regeringen har sat til side for at pacificere venstrefløjen. I Enhedslisten må vi sætte gang i organiseringen af klimaaktiviteter for at opbygge presset nedefra, aktuelt blandt andet:
• Forbud mod skifergasudvinding i Danmark. Initiativet ”Skifergasfrit Allerød” kan tages op andre steder, og der skal mobiliseres til ”Skifergas Nej tak”’s kamp mod Totals efterforskning i Nordjylland.
• Offentlige klimajob. I stedet for krav om indirekte statsstøtte til blind vækst, skal fagbevægelsen alliere sig med miljøbevægelsen og gå på barrikaden for at igangsætte offentlige projekter med klimajobs, der skaber grøn og bæredygtig udvikling.
• Stop for den klimafjendske og antidemokratiske TTIP -handelsaftale mellem EU og USA og for CETA. Danmark skal med i modstanden, som vokser rundt om i Europa. I Frankrig har en række regioner og kommuner erklæret sig »Uden for TTIP«. Lørdag den 11. oktober er europæisk aktionsdag mod TTIP og CETA, og snart startes en stor underskriftsindsamling af den europæiske Stop TTIP-alliance med 240 organisationer, blandt andre NOAH.

Rød-grønt systemskifte
Kampen for at standse destabiliseringen af klimaet, inden det er for sent, må opbygges i form af bevægelser og alliancer for konkrete krav. Men den grønne omstilling kan ikke blive omfattende nok og hurtig nok uden en rød omstilling af magt- og ejendomsforhold. Derfor er det også her og nu, vi skal opstille alternativer og overbevise flere og flere om, at et virkeligt systemskifte er muligt.
Som det blev sagt op til Ban Ki-Moons topmøde i en udtalelse fra 330 NGO'er , i Nord og Syd, f.eks. ATTAC og bondeorganisationen La Via Campesina:
»Vi må erstatte kapitalismen med et nyt system, som søger harmoni mellem mennesker og natur, og ikke fastholde den model for endeløs vækst, som det kapitalistiske system fremmer for til stadighed at øge profitterne.«

SAP's forretningsudvalg, den 10. oktober 2014

Tip en ven | Print