Bryd rammerne: Grøn omstilling kræver antikapitalisme

I denne uge præsenterede Enhedslistens folketingsgruppe et forslag om at afskaffe forskellige fradrag i bilernes registreringsafgift. På mange måder er det godt forslag. Der er ikke meget fornuft i at give adfærdsregulerende tilskud til lovpligtigt sikkerhedsudstyre og eller til god benzinøkonomi, som gælder stort set alle biler. For det andet skal de sparede penge i forslaget bruges til at støtte kollektiv trafik.

Men på trods af en lille, men velment pulje til ”fleksibel kollektiv transport i yderområderne,” så vil forslaget fordyre bilen for lønmodtagere, der bor i landdistrikter og udkantsområder, og som derfor ikke har andre reelle transportmuligheder – heller ikke, hvis alle Enhedslistens aktuelle forslag til styrkelse af den kollektive trafik blev til noget.

Forslaget og dets problemer afspejler et reelt dilemma. Kan man flytte transport fra privatbilisme til kollektiv trafik uden at ramme de dele af arbejderklassen, der er afhængig af privatbil. Dilemmaets eneste løsning er – på den ene eller anden måde - at tvinge producenter, importører og forhandlere til at betale omkostningerne ved den forhøjede registreringsafgift, dvs. forhindre dem i at lægge det over på købsprisen. Men den type løsninger indgår ikke i forslaget.

Trafikforslaget er en del af et samlet grønt udspil til finanslovsforhandlingerne – og længere frem. Her går problemet – fraværet af indgreb over for kapitalen - igen. Det samlede udspil er fuld af gode grønne forslag med mange gennemtænkte detaljer. Men det virker, som om det er båret af en ide om, at den grønne omstilling kan gennemføres uden at genere privatkapitalen.

Der er masser af gode initiativer, som kommuner, stat, almennyttige boligforeninger, foreninger og andre non-profit selskaber kan gennemføre, hver for sig eller i samarbejder. Men med få undtagelser er der ingen forslag, der griber ind over for kapitalen, enten ved at inddrage noget af profitten eller ved at begrænse kapitalens handlefrihed:

Afsnittet om omlægning af landbruget indeholder ingen indgreb mod eller finansiering fra Danish Crown og andre dele af det landbrugsindustrielle kompleks
Det miljørigtige byggeri skal realiseres uden indgreb mod eller finansiering fra byggeindustrien, storentreprenørerne mm.
Man vil indføre en Klimatilpasningsfond efter model fra den Grønne Fond, som Enhedslisten tidligere på året aftalte med regering, baseret på et kompliceret lånesystem med lav rente og statsgaranti, som ifølge folketingsgruppen vil skabe et stort antal grønne arbejdspladser, gavne miljøet, gavne alle implicerede pengekasser og ikke genere nogen som helst.
På mange måder minder politikopfattelsen i det grønne udspil den aftale, som Enhedslisten indgik med regeringen for et par uger siden om at ændre forskellige forhold ved pensionsbeskatningen. Formålet med ændringerne er at kompensere på den kommende finanslovs indtægtsside for det, der mangler, fordi regeringens finanslovsforslag allerede nu har vist sig at være for optimistisk omkring den økonomiske vækst.

Der er forskellige vurderinger i Enhedslisten af, om man skulle have indgået denne aftale. Men man er stort set enige i, at den indeholder tre elementer: 1) noget, der er fornuftigt set ud fra Enhedslistens holdning til pensioner og beskatning; 2) noget, der er negativt efter samme målestok; 3) noget, der har en uigennemskuelig og uforudsigelig effekt.

Men hovedproblemet er i, at folketingsgruppen argumenterer for aftalen ved at henvise til, at den samlede pakke løser det problem, at der ellers skulle spares 12 mia. kr. på de offentlige udgifter for at overholde EU’s regler, og alternativet er, at EU ville tvinge Danmark til en meget stram økonomisk politik.

Fællestrækket, som man også kan støde på i andre af Enhedslistens politik-formuleringer, er, at man vælger at holde sig inde for de grænser, som systemet sætter. Det kan være begrænsninger, der skabes af markedsmekanismerne og den private ejendomsret, eller det kan være de begrænsninger, som sættes af den overordnede nyliberale politik, sådan som den defineres af EU og de to hovedblokke i Folketinget.

Der er – mindst - to problematiske konsekvenser af at definere politikken på det grundlag. Den ene er, at man ikke er i stand til at løse de reelle problemer. Den anden er, at man måske løser nogle af problemerne, men at man gør det ved at angribe arbejderklassens eller dele af arbejderklassens leveforhold.

Vi vil slet ikke udelukke, at der kan være situationer, hvor der er taktiske og mobiliserings-fordele ved at rejse et kampkrav, som S-SF selv har stillet, eller som ikke ligger helt uden for deres politik-forståelse og undlader at stille ultimative krav om antikapitalistiske indgreb. Der kan også være nødvendigt at støtte grønne forslag, hvor ikke alle dele af arbejderklassen bliver kompenseret ned til sidste fem-øre.

Men de taktiske fordele og mobiliseringspotentialet forsvinder, hvis forslaget i praksis splitter arbejderbefolkningen og sætter den ene gruppe i modsætning til den anden. Og der er i hvert fald ikke meget ide i at stille mindre vidtgående krav for at kunne få socialdemokrater og SF’ere til at slås for det, hvis man alligevel ikke forsøger at mobilisere på det, men blot bruger det som et forhandlingstaktisk greb i det lukkede Christiansborg-spil.

Hvis et socialistisk parti vælger at stille krav, der skaber problemer for dele af arbejderklassen, fordi man bevidst holder sig inden for de rammer, som systemet og de politiske modstandere har defineret, så er det så må man samtidig præsentere klare forslag, som hurtigst muligt og mest muligt løser de problemer, man skaber for dele af arbejderklassen. Det er der faktisk i udspillets energiafsnit, hvor Enhedslisten ikke bare foreslår højere afgift på energiforbrug, men foreslår et forsøg med en progressiv energiafgift (dvs. højere afgiftsprocent, jo højere forbrug man har) og et afgiftsfrit basisforbrug, så det populær sagt er dem, der frådser, som kommer til at betale.
Det allervigtigste er:
at partiet rent faktisk peger på de begrænsninger, som systemet, arbejdsgiverne og de andre politiske partier stiller,
at man forklarer, at det kun bliver kvarte løsninger med negative bi-effekter, fordi de andre ikke vil bryde rammerne,
at man forklarer, at de virkelige løsninger forudsætter, at man bryder med disse rammer,
at man har forslag til indgreb, der reelt løser problemerne ved at turde gå i kødet på kapitalen, dens profitter og dens magt
Det er ikke nødvendigvis nemt at kombinere denne type politisk propaganda med mobilisering og parlamentarisk kamp for små forbedringer. Men der er ingen vej uden om. Det er forudsætningen for, at Enhedslisten ikke bliver fanget i fælden som et pragmatisk studehandler parti på linje med alle andre, og det er forudsætningen for, at stadig flere bliver overbeviste om behovet for at bryde rammerne – med andre ord, at vi får gjort flere til anti-kapitalister og socialister.

SAP's forretningsudvalg, den 18. Oktober 2014

Tip en ven | Print