Enhedslisten: Fagligt program blæser til klassekamp

I denne weekend afholder Enhedslisten dette års faglige konference, og som opfølgning på sidste års beslutning skal den faglige konference tage stilling til et 20 siders langt forslag til fagligt program. Hensigten er, for første gang siden Enhedslistens stiftelse, at vedtage en linje omkring Enhedslistens principper og pejlemærker for det faglige arbejde, krav til forandringer i fagbevægelsen m.v. Og det er, kort sagt, blevet et forslag, der blæser til klassekamp! Forslaget leverer dog ikke svar på, hvordan Enhedslisten skal udvikle styrken til at løse de store opgaver, vi så står over for.

Tidligere har Enhedslistens faglige politik baseret sig på et udpluk af de 3 tidligere partiers vedtagelser, skrifter og principper. Det er en opsamling på alt dette og en ny vedtagelse fra Enhedslistens faglige aktive, som deltagerne (blandt andet) skal tage stilling til i weekend.

Og hvad indeholder dette forslag til fagligt program så? Indledningen til programmet er en kort politisk analyse, som slår fast, at vi står midt i en klassekamp, hvor vi som lønmodtagere nærmest dagligt udsættes for angreb, mens vores organisationer står yderst svækkede i den defensive kamp. Den slår fast, at arbejderklassen og arbejderbevægelsen oplever de værste angreb på vores kollektive rettigheder og levevilkår de sidste 50 år, og at kapitalen siden krisens start i 2008 har udnyttet alle muligheder til at sikre en mere ulige fordeling af goderne, presset lønningerne, og forringet arbejdsvilkårene.
Denne indledning til programmet betyder også, at hele omdrejningspunktet ikke er det frie og gode samfund, vi ønsker at skabe, men alene hvordan vi taktisk og strategisk bedst muligt forbedrer vores kamporganisationer til i højere grad at kunne deltage aktivt i denne klassekamp og tippe styrkeforholdene positivt til lønmodtagernes fordel - så vi måske igen én dag har mulighed for at opnå sejre. Samt selvfølgelig at pege på, hvilke sejre vi i Enhedslisten ser som positive fremskridt.

Så gennem de følgende 18 sider handler programmet om de fagpolitiske krav, vi som Enhedslistens stiller, både i fagbevægelsen, men også parlamentarisk til ændringer af systemet, og i høj grad til ændringer af de formelle og uformelle regler, der pt. er ramme for et klassesamarbejde.

Faglig militans
Ethvert forsøg på én sammenskrivning af venstrefløjens holdninger til centrale spørgsmål omkring organiseringer i fagbevægelsen, forholdet til klassekompromisser som hovedaftaler, fredspligt, fagretsligt system mm. giver selvfølgelig interne uenigheder. Og programmet opstiller også en række dobbeltholdninger, som skal afklares. Det gælder f.eks. holdningen til almengørelse af overenskomster, holdningen til organisering i hovedforbund, holdningen til organisering efter fag eller efter arbejdsplads, holdningen til arbejdsretten mm. Alle diskussioner, som kan vendes og drejes efter de forskellige erfaringer, vores aktive sidder med, via deres arbejde i forskellige brancher og på forskellige arbejdspladser.

Men gennemgående er dog, at fagbevægelsen og Enhedslistens medlemmer skal turde bruge langt stærkere kampmidler i den daglige klassekamp, herunder overse fredspligten, åbne strejkekasserne og i højere grad bruge konfliktvåbnet i både faglige og politiske konflikter. F.eks. nævnes der i afsnittet omkring udflytninger af arbejdspladser: ”det er i Enhedslistens optik legitimt, at de ansatte besætter virksomheden og overtager produktionsmidlerne, hvis de ansatte beslutter det demokratisk”.

Det er måske et lidt mere ’militant’ udtryk, end partiet ellers har prioriteret at præsentere sig med de sidste par år. Men det lader til, at når kampen flyttes fra den parlamentariske scene over i fagligt regi, på arbejdspladser og i fagbevægelsen, så er der opbakning i partiet til et udtryk og en linje, der tydeligt blæser til klassekamp.

Opbygningen af kollektiv handling
Når det handler om, hvordan kampen så reelt flyttes og udvikles af Enhedslistens 10.000 medlemmer, giver det nye faglige program desværre ikke svar på de store spørgsmål. Fagpolitisk og programmatisk er det et glimrende udkast, som kan udgøre et godt og konkret stykke værktøj, som både forholder sig til vores krav på den lange og korte bane. Men det tager desværre ikke hånd om det alvorlige spørgsmål i Enhedslisten: Hvordan styrker vi vores faglige arbejde?
Programmet når desværre slet ikke til spørgsmålet om, hvordan vi som politisk kollektiv går aktivt ind i fagbevægelsen, styrker det faglige arbejde ved opbygning fra bunden mm. - eller hvordan vi vinder terræn i fagbevægelsen. Ej heller hvordan vi bruger vores interne dobbeltorganisering på at udvikle politiske svar, der kan rejses og stilles i fagbevægelsen.

Siden 2008, har vi i Enhedslisten haft en ide om dobbeltorganisering, hvor medlemmer ikke bare opdeles geografisk, men også fagligt, for at partiet i langt højere grad kunne styrke det andet ben i partiets arbejde, arbejdet i forskellige bevægelser, i denne sammenhæng fagbevægelsen.

Desværre må den store konklusion indtil videre være, at dette arbejde har langt igen. Faktisk kan vi endnu ikke for alvor pege på de store succeser, som et parti der var dobbeltorganiseret med 10.000 medlemmer burde kunne tage æren for. Selv i de tilspidsede situationer, som senest under lærerlockouten, lykkes det aldrig fuldt ud at aktivere vores egne fagligt aktive i bred forstand – uden for lærernetværket.

Så alt i alt er det selvfølgelig glædeligt, at Enhedslisten nu systematisk tager hånd om de fagpolitiske holdninger og får formaliseret og diskuteret disse. Men som programmet selv nævner, så er intet for bestandigt, og ideer og organiseringer ændres hele tiden efter aktuelle forhold, især i kampsituationer, hvor den politiske udvikling sker i spring og lønmodtagerne bliver politiseret og radikaliseret. – Derfor må Enhedslistens allervigtigste fokus være, at udvikle de politiske ideer gennem konkrete kamperfaringer.