23.11.14 | SAPs Landsmøde
Enhedslisten har sammen med SF indgået forlig om en fattig finanslov, der ikke har kunnet aftvinge den nyliberale SR-regeringen et kursskifte. I medierne har man på den baggrund haft travlt med at udnævne Enhedslisten til et ’ansvarligt støtteparti’. Frem mod det kommende valg har Enhedslisten nu en kæmpeopgave med at tydeliggøre, at vi er ansvarlige, men ikke et støtteparti: Vi er tvært imod den eneste reelle opposition til den nyliberale politik, der er regeringens omdrejningspunkt. Derfor må partiet markere, at vi vil en helt anden vej og fokusere på vores politiske alternativer.
Forud for dette års finanslovsforhandlinger havde få illusioner om, at regeringen ville lave en klassisk gave-finanslov før valget. Og hvis nogen alligevel nærede et lille håb, blev det gjort til skamme allerede i august: Regeringens udspil fulgte slavisk den amputerede 2020-plan, som holder sig inden for budgetlovens udgiftslofter og naturligt er præget af de grimme forlig, regeringen har lavet med højrefløjen siden foråret 2012; finansloven udmønter godt 7 mia. kr. alene i 2015 fra Vækstplan DK’s afgifts- og skattelettelser til erhvervslivet.
Finanslovsudspillet var med andre ord i bund og grund et udtryk for regeringens højreorienterede kurs, hvor løftet om at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand er gået langt ud over, hvad selv V og K har kunnet håbe på.
Samtidig leverede finanslovsudspillet ingen løsning på dagpengeproblemet. Fra sommeren og frem til forhandlingerne var dagpengene ellers hovedspørgsmålet og presset på regeringen for en løsning voksede stødt.
I den situation havde Enhedslistens ledelse et valg: Enten kunne man gå med på regeringens præmisser og forsøge at forhandle om den mest fornuftige udmøntning af 2020-planen og dermed regeringens økonomiske politik, eller også kunne Enhedslisten stå fast på kravet om, at der skulle findes en løsning på dagpengeproblemet (på en eller anden måde) - i erkendelse af, at en accept af regeringens økonomiske ramme ikke ville kunne levere et brud med regeringens hidtidige kurs.
Enhedslistens ledelse valgte at acceptere regeringens ramme og forhandlede inden for denne. Linjen kom dog yderligere under pres fra regeringens yderligere to krav midt i forhandlingsprocessen, hvor der først skulle laves en pensionspakke, som gav skattelettelser til kapitalpensionisterne og – skal det retfærdigvis siges – til lønmodtagere med penge i LD, og dernæst et krav om besparelser på hele 2,5 mia. kr. på udviklingsbistanden for at finansiere ankomsten af asylansøgerne. Kassen var tom, og regeringens selvpåførte spændetrøje udelukkede at nye indtægter blev hentet fra beskatning af de rigeste og erhvervslivet.
Denne situation havde Enhedslistens årsmøde allerede i 2013 forudset og havde derfor lagt en linje for partiets ageren. Det afgørende var, ifølge årsmødet, at en finanslov skulle bryde med den hidtidige politik for at få Enhedslistens stemmer. Der skulle med andre ord markante forbedringer igennem, som kunne vise, at regeringen ville en anden kurs end den nyliberale. Finansloven måtte samtidig hverken opsummere et års nedskæringspolitik med højrefløjen, eller indeholde nye forringelser.
Et fattigt resultat
På grund af accepten af at forhandle indenfor rammerne af regeringens økonomiske politik blev den netop indgåede finanslov ikke et brud med regeringens asociale politik, og dens indhold giver ikke tro på, at der er et alternativ til den nyliberale kurs i dansk politik. Finansloven holder sig pænt inden for rammen af den amputerede 2020-plan, som regeringen klynger sig til, men som har massive sociale konsekvenser for lønmodtagerne og folk på overførselsindkomst. Selvom der inden for rammerne af denne politik er forbedringer for de allerfattigste og marginaliserede grupper i Danmark, så fortsætter finanslovsaftalen helt klart regeringens nyliberale kurs.
Finanslovsaftalen indeholder – udover regeringens egne mærkesager i form af sundhedsudspillet og fradragsret for fagforeningskontingent – blot to punkter, som kunne ligne mærkbare forbedringer. Det ene er en kontantydelse til de personer, som falder for 2 års dagpengegrænsen. Det andet er annulleringen af den del af kontanthjælpsreformen, som indfører gensidig forsørgelsespligt for samlevende.
Problemet ved kontantydelsen er, at den er en lille lap på et stort hul: Ydelsen er derudover knyttet op på kontanthjælpssystemet med de tvangsforanstaltninger der følger med, den varer i maksimalt 3-6 måneder, og den er alene en forlænget indfasning af dagpengereformen. Det er et lille antal personer, der vil få muligheden for at komme på denne ydelse. Den er altså ikke en markant forbedring, der rokker ved regeringens politik.
Ophævelsen af den gensidige forsørgelsespligt for samlevende for kontanthjælpsmodtagere, som blev indført med kontanthjælpsreformen, er et vigtigt skridt for mange, som er presset hårdt økonomisk af lang tids arbejdsløshed. Altså en markant forbedring.
Flere ledende medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse har argumenteret for, at denne annullering udgør et brud med regeringens hidtidige politik. Men det er proportionsforvrængning at kalde annulleringen af den gensidige forsørgelsespligt for et brud med den hidtidige politik. For det første fordi håndsrækningen til de allerfattigste ikke på nogen måde rækker ud over de Radikales borgerlige hattedameri, hvor vi skal værne alene om de allersvageste i samfundet. Ændringen har med andre ord slet ikke det strategiske perspektiv, som en ændring i eller omkring dagpengesystemet har. For det andet er det indlysende, at annulleringen af ét enkelt element i én enkelt af de adskillige asociale reformer, som regeringen har lavet med højrefløjen, ikke kan udgøre et brud med regeringens kurs. At påstå det, er at putte blår i øjnene på folk.
Finansloven indeholder derudover nogle forbedringer indenfor velfærden, bl.a. løft af normeringer i daginstitutioner og på det grønne område, fx klima. Samtidig lykkedes det Enhedslisten at få regeringen til at finde 1 mia. kr. til at reducere sparekravet på udviklingsbistanden, samtidig med at Enhedslisten kunne pege på 1 mia. kr. i besparelser på erhvervsstøtteordninger under udviklingsbistanden.
Ved en vurdering af den samlede finanslov er problemet imidlertid det samme: Der er slet ikke tale om et brud med regeringens politik inden for disse områder, men alene små lapper – bittesmå initiativer, som kun giver en anelse om noget andet. Et eksempel, som allerede er udpenslet i medierne, er ’løftet’ af pædagogisk personale i dagtilbud, som ifølge KL giver 0,15 pædagog(!) i hver institution. Det er en forbedring, men rykker næppe afgørende på forholdene i dagsinstitutionerne, som under denne regerings udsultning af kommunerne er blevet beskåret meget...
Et regeringsdueligt flertal?
Corydon og Co. har haft succes med at sælge finanslovsaftalen i medierne som beviset på, at trods kurrer på tråden udgør R-S-SF-Ø ”et regeringsdueligt flertal”, der kan samles om en fælles politik.
Netop dette budskab er en politisk katastrofe for venstrefløjen og for Enhedslisten. Hvis det endnu ikke står klart for alle, at kursen ikke er lagt om med finansloven, så vil det nemlig ikke vare mange dage, før det gør det. Når folk fortsat og i stigende tal rasler ud af dagpengesystemet - til tvangsarbejde for tvivlsomme ydelser. Når nedskæringer på uddannelser osv. også i 2015 fortsætter med at hagle ned over den offentlige sektor. Når milliardskattelettelser til de rige samtidig deles ud med rund hånd. Osv. osv. Alt sammen ”gamle forringelser”, aftalt med de borgerlige, selvfølgelig – men det er jo regeringens grundlæggende og altdominerende politik.
Hvis det lykkes i befolkningens øjne at dømme Enhedslisten ”duelig” til den slags katastrofale regeringsførelse – så er der ikke længere et synligt politisk alternativ, som kan udpege en anden vej. Så risikerer Enhedslisten (sammen med SF, selvfølgelig) at blive set som regeringens halehæng, der trods alle kritiske besværgelser alligevel står skulder ved skulder med Corydon og Co.
Rent stemmemæssigt kan det i værste fald (men ikke usandsynligt) betyde, at Enhedslisten i langt højere grad end ellers bliver trukket med i regeringens fald. At alle ”proteststemmer” i stedet søger til f.eks. DF, fordi man ikke kan få øje på, at den egentlige opposition til regeringens økonomiske politik absolut ikke er der, men repræsenteres af Enhedslisten.
Endnu værre kan det også betyde, at modstanden uden for Folketinget bliver endnu mindre, fordi en anden politisk vej, alternativet til venstre, er blevet for usynligt.
Enhedslisten er oppositionen!
Det bliver derfor en helt central opgave for Enhedslisten herfra og frem til valget at vriste sig fri af regeringens skygge og Corydons klamme favntag. Det skal igen stå lysende klart, at Enhedslisten er de argeste (og oftest eneste) modstandere af den blå økonomiske politik, som er regeringens omdrejningspunkt. At Enhedslisten står for noget helt, helt andet end regeringen – nemlig at tage pengene fra de rige, at genoprette dagpengene, at genoprette den offentlige sektor, at skabe rigtige arbejdspladser ved at sætte gang i offentlige, bæredygtige investeringer, der ikke havner i private lommer og social dumping. Alt det, som den nuværende regering ikke har villet eller kunnet. Det er dette, vi skal ud og præsentere som vores politiske alternativ, og det er dette, vi skal mobilisere omkring på arbejdspladser, i boligkvarterer og i bevægelserne.
Det skal bøjes i neon, at Enhedslisten ikke er del af et ”regeringsdueligt flertal”, når regeringen fører nyliberal politik. Vi prøver selvfølgelig altid at få det igennem, vi kan – og det skal vi blive ved med – men vi er ikke støtteparti til blå politik, heller ikke efter næste valg. Når regeringen fører nyliberal politik, så er det Enhedslistens rolle at være opposition, både i og uden for Folketinget. I Folketinget er det desværre en rolle, vi ofte er helt alene om. Så meget mere forpligter den.
SAP's Landsmøde, den 23. november 2014