Nytårstalen: Hvilket Danmark støtter Thorning?

”Danmark er i bedre form. Min opgave er at gøre det, der er bedst for Danmark. Danmark skal være et stærkt fællesskab. Det er vores valg, hvilket Danmark vi har. Vi skal passe på det Danmark, vi kender.” Ved første lytning og øjekast kunne man sidde tilbage med det indtryk, at statsministeren skildrede det store altomfattende fællesskab, hvor alle har de samme betingelser og alle har samme interesser og mål – uanset om man er rig eller fattig, lønarbejder eller kapitalist, sort eller hvid.

Men man skal ikke langt ned under de nationale fællesskabsfloskler, før det viser sig, at Thornings Danmark er opdelt i – mindst – to forskellige klasser. To klasser, som hendes regering har behandlet og fremover vil behandle vidt forskelligt.

Nogle skal pleases og lokkes
På den ene side har vi det, Thorning kalder ”virksomhederne”. I praksis handler det selvfølgelig om ejerne af virksomhederne plus de banker og andre finansieringskilder, som får del i virksomhedernes overskud.

Det er disse kapitalejere, som er ”i bedre form”. Hvorfor er de det? Statsministeren forklarer: ” Vi har skruet ned for virksomhedernes afgifter og op for konkurrenceevnen.”

Hun har oven i købet den frækhed at påstå, at det ”…er godt for os alle sammen, når danske virksomheder har fremgang.”

I det virkelige Danmark er virksomhedernes overskud vokset i årevis – også før denne regering – men ejerne har nægtet at investere overskuddet i arbejdspladser. I stedet har de udbetalt dem i stigende udbytter og direktørlønninger samt ikke mindst gemt dem på kistebunden.

Alligevel vil Thorning fortsætte med at lette deres byrder for at forbedre konkurrenceevnen. Dem skal der ikke ”stilles krav til”. Denne del af Danmark skal pleases og lokkes til at investere.

Andre skal der stilles krav til
På den anden side har vi lønarbejderne, de arbejdsløse, flygtningene og andre på overførselsindkomst. Her er tonen en helt anden: De mangler viljen. De tager sig ikke sammen. Dem skal der stilles flere krav til. De skal tage det arbejde, der er. De skal arbejde mere.

Intet af dette skaber flere jobs, så der faktisk kommer flere i arbejde. Men det presser lønniveauet for alle på arbejdsmarkedet, og det gør arbejdende og arbejdsløse utrygge, så de i mindre grad tør stille krav til arbejdsforholdene. Dermed opnår Thorning og hendes regering at øge virksomhedernes overskud endnu mere.
Når vi så kommer hjem fra arbejde, skal vi oven i købet arbejde frivilligt for at løse de sociale opgaver, der ikke er råd til, når der skal være plads til ”skrue ned” for skatter og afgifter på virksomhederne og deres ejere.

Ikke vores Danmark!
Bag fraserne om det store danske fællesskab er Thorning tydeligvis helt klar over, at Danmark er et klassesamfund. I dette klassesamfund har hun og Socialdemokraterne valgt side, og det er ikke den side, som partiet historisk udspringer fra.

Med protester, demonstrationer, strejker og et klogt rødt folketingsarbejde er det muligt fra tid til anden at presse Thorning, hendes parti og hendes regering til at gennemføre små forbedringer. Det er, hvad der er sket, mens hun har været statsminister, og hver enkelt lille fremskridt har hjulpet nogen.

Men det er ikke på nogen måde lykkedes at dreje Thorning-regeringen til venstre. Den har hele vejen igennem, forlig for forlig, finanslov for finanslov, holdt sig inden for det nyliberalistiske og arbejdsgivervenlige projekt, som den lovede at videreføre fra VK-regeringen.

Statsministerens nytårstale giver ingen som helst tro på, at det vil ændre sig – hvis det af en eller anden grund skulle lykkes hende at bevare posten efter valget. For de, der vælger den anden side i det danske klassesamfund, består opgaven ikke i at trække Thorning til venstre. Det handler om at opbygge en ny folkelig arbejderbevægelse og et politisk alternativ.