Efter attentaterne: Nej til mere hemmeligt politi og politistatsmetoder

Den politiske borgfred efter de modbydelige mord er slut og afløst af vigtige kampe om frihed, demokratiske rettigheder og antiracisme. Enhedslisten og SUF har en særlig opgave: Der er brug for en venstreorienteret ungdomssubkultur i indvandrermiljøerne.

De første par dage efter forbrydelsen druknede modsætningerne i det politiske landskab i de fælles fordømmelser af forbrydelsen. Og lad os slå det fast: Der blev skudt mod ytringsfriheden, der blev skudt mod det jødiske trossamfund – og vi deler fordømmelsen af begge dele 100%. Men i ugens løb er diskussionen om, hvordan man undgår gentagelser, gået i gang, og her skilles vandene.
Det yderste højre prøver helt forventeligt at udnytte situationen til almindelig hetz mod alle muslimer, indvandrere og flygtninge, og selv om regeringen og VK foreløbig stort set har afstået fra den sædvanlige ”følgen-i-kølvandet-på-DF”, er dagsordenen sat. Der har da også været de sædvanlige forslag om, at man skal gøre det (endnu) lettere at sende alle, der måske kunne mistænkes for islamistisk ekstremisme, ud af landet (så de i stedet kan begå terrorhandlinger der...). Og på gaden har der angiveligt været en stribe episoder – flere end normalt – hvor tilfældige indvandrere er blevet overfuset og forulempet af racistiske danskere.
Som altid er det, selvindlysende, en vigtig opgave for venstrefløjen på gaden, på arbejdspladserne og i den politiske offentlighed at imødegå fremmedfrygt og racisme.

Mere overvågning...
På den politiske arena har dagsordenen imidlertid været domineret af et andet tema: Krav om styrket overvågning, styrket politi og styrkede efterretningstjenester. Dette var det dominerende indhold i de ”pakker”, som både den borgerlige blok og regeringen i ugens løb præsenterede.
Dette er så meget mere absurd, som sidste weekends attentater på flere måder dementerede, at agenter og overvågning effektivt kan forhindre terror:
- Drabsmanden var registreret, men man kan altså ikke – selv ikke med nye millioner til personovervågning - rende rundt i hælene på alle registrerede hele tiden
- ”Den ensomme ulvs” planlægning blev ikke – og vil næppe nogensinde blive - opfanget af selv en massiv overvågning
Man kan samtidig konstatere, at den almindelige politimæssige beskyttelse af både mødet og synagogen faktisk viste sig tilstrækkelig til at forhindre gerningsmanden i at trænge ind og gennemføre de massakrer, han utvivlsomt havde planlagt. At der altså tilsyneladende allerede var tilstrækkelige ressourcer til politiets beskyttelse af borgerne.
Ikke desto mindre vil de borgerlige kræfter, herunder regeringen, bruge attentaterne som anledning til at bruge flere penge på politiet og (især) de hemmelige tjenester, Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester (PET og FE), samt til at udvide mulighederne for overvågning og svække borgernes retssikkerhed. Hermed lægger man sig i kedelig forlængelse af de adskillige andre terrorpakker, der har været lavet siden 2001.

Big Brother og borgerrettighederne
Politibetjentene skal selvfølgelig have de skudsikre veste og våben, de skal bruge, når de f.eks. skal beskytte synagoger eller moskeer mod afsporede racister. Men flere penge og beføjelser til overvågning og efterretningstjenester er ikke bare nyttesløse; de er betydeligt mere farlige for demokratiet end terroristerne.
Statens totalovervågning af borgernes færden og kommunikation har igennem historien været et skræmmebillede på et totalitært samfund. Tænk blot på George Orwells ”1984”. Ikke uden grund, fordi informationer er magt og kontrol. Den totale overvågning er en total kontrol med borgerne, der står i dyb modsætning til en fundamental frihedsrettighed.
En forestilling om, at hele dette overvågnings-/magtapparat befinder sig trygt og godt i ”en neutral stats” hænder, er mere end naiv. For det første befinder informationer i vores digitale tidsalder sig aldrig ”trygt og godt” nogetsteds. For det andet er ”den neutrale stat” ikke altid så neutral og uskyldig. Uden at inddrage en større diskussion om det borgerlige statsapparats rolle som kapitalismens forsvarer, kan man blot minde om, hvad offentlige registre over jøder blev brugt til, da Hitler fik magten, og hvad 1930’ernes kommunist-registrering i Danmark blev brugt til, da nazi-Tyskland besatte landet under 2. verdenskrig.

De hemmelige tjenester
Det almindelige politi kan og skal bedrive efterforskning i forhold til mennesker, der begår kriminelle handlinger, herunder terror. Også ved mistanke om planlægning af kriminalitet/terror, der endnu ikke er begået. Det særlige ved PET – og i endnu højere grad FE – er, at de ikke er underlagt en fungerende parlamentarisk kontrol og i et vist omfang end ikke domstolenes kontrol. De er ”en stat i staten”, som f.eks. på tværs af, at skiftende regeringer i Folketinget garanterede det modsatte, i en lang (angiveligt afsluttet...?) årrække registrerede og infiltrerede lovligt politisk arbejde på venstrefløjen. Og endnu mere uhyrligt: At PET registrerede og modarbejdede partierne i den regering og folketingsflertal, som stod bag fodnotepolitikken (modstanden mod NATO’s atomvåbenoprustning i Europa i 80’erne) – med den klare begrundelse, at regeringen og folketingsflertallet handlede imod Danmarks interesser. Det hemmelige politi følte sig altså kaldet til at underkende det parlamentariske styre ud fra sine egne politiske vurderinger...
I forbindelse med ”kampen mod terrorisme” har efterretningstjenesterne angiveligt medvirket til at stoppe adskillige terrorangreb, før de blev udført. Men hvorfor den efterforskning, der ligger til grund for den slags gode arbejde, ikke tåler parlamentarisk kontrol og fuld respekt for borgernes retssikkerhed, så den kunne ligge i det almindelige politis regi, er mildest talt uklart. I den aktuelle sag, hvor attentatmanden havde en baggrund i ”almindelig kriminalitet”, kunne opdelingen mellem kriminalpolitiet på den ene side og en efterretningstjeneste, der kun fokuserede på terror, på den anden, nemt tænkes at have været en hæmsko snarere end det modsatte.
Den begrundelse, at man skal bruge de hemmelige tjenester til samarbejdet med tilsvarende udenlandske efterretningstjenester, giver kun anledning til yderligere bekymring. De danske efterretningstjenester har således udtrykkeligt afvist at give en garanti for, at man ikke ville bruge informationer fremskaffet ved tortur. Og det er derfor svært at frigøre sig fra en mistanke om, at danske efterretningstjenester har været vidende om, hvad der foregik i USA’s omfattende program med tortur på Guantanamo-basen og i hemmelige fængsler rundt om i verden. (Det samme gælder for øvrigt viden eller endda samarbejde om NSA’s formentlig omfattende ulovlige aflytninger af kommunikation i Danmark.)
At acceptere direkte eller indirekte medvirken til brug af sådanne metoder i kampen mod terror, er ikke bare moralsk og politisk forkasteligt, det er også dumt. Som den kritiske rapport fra det amerikanske senat om USA’s brug af tortur konstaterede, får man ikke bare bunker af opdigtede oplysninger og falske anklager mod uskyldige – man skaber også ti nye terrorister, hver gang man torterer et menneske, fordi torturen spreder berettiget vrede og ønske om hævn.

Derfor skal venstrefløjen sige nej til at opruste efterretningstjenesterne, udvide overvågningen og begrænse retssikkerheden. Efterretningstjenesterne skal ikke have en krone. De penge, der er tiltænkt fornuftige formål, som f.eks. styrket vidnebeskyttelse, kan snildt flyttes over i politiets regi. I modsætning til i det mørklagte efterretningsvæsen, vil der her være mulighed for at sikre, at pengene faktisk bliver brugt til formålet!
Enhedslisten har tappert kæmpet mod ”terrorpakkerne” – og det skal vi holde fast i, også denne gang. Demokrati og frihed kan ikke forsvares ved at indskrænke friheden og indføre det, en juraprofessor har kaldt ”begyndelsen til en politistat”. Overvågningssamfundet er en større trussel mod frihedsrettighederne end de islamistiske terrorister.

Kampen mod terror
Terror skal selvfølgelig bekæmpes ved en politimæssig indsats, men den kan kun forhindres ved forebyggelse.
Omar var en del af en afsporet ungdoms-subkultur, som tilsyneladende er tiltrukket af Islamisk Stat og lignende terroristiske organisationer. At fjerne forudsætningerne for denne subkultur er ikke let. Det er et småkriminelt bandemiljø af indvandrerunge, der med god grund er vrede på et samfund, som har svært ved at inkludere dem i uddannelsessystemet, og som systematisk diskriminerer dem i nattelivet, på boligmarkedet og på arbejdsmarkedet. De er klassesamfundets ”subproletariat” – og på mange måder sammenlignelige med andre/tidligere ungdomssubkulturer, som f.eks. de såkaldte ”nazi-skin(head)s”. Men i lande og situationer, hvor venstrefløjen og arbejderbevægelsen har spillet en større rolle, har lignende miljøer kunnet orientere sig politisk i en helt anden retning, hvor vreden mod samfundet ikke blev rettet mod jøder og tegnere, men mod kapitalismen, og hvor midlet ikke var et maskingevær.
Vi skal naturligvis støtte alle mulige gode forslag til bedre integration i boligkvarterer og skoler, på arbejdsmarkedet osv. Her er der rigtig god brug for den milliard, regeringen vil bruge på terrorbekæmpelse! Vi skal afskaffe diskrimination og racisme i Danmark. Ligesom vi skal forsøge at standse Vestens imperialisme i Mellemøsten og Asien og støtte til Israels overgreb mod palæstinenserne – fordi (bl.a. fordi) disse overgreb mod deres familier og slægtninge er en anden del af baggrunden for de unges had til ”Vesten” og det danske samfund.

Venstrefløjsalternativ i Mjølnerparken
Men imens vi arbejder på disse opgaver, som i forvejen er vores, skal vi gøre en særlig indsats for, at Enhedslisten, SUF og arbejderbevægelsen generelt får bedre fodfæste i Mjølnerparken og lignende boligområder, i de etniske minoriteter, og ikke mindst blandt de unge. Der er nemlig ikke noget galt med ungdoms-subkulturer som sådan. De er en helt naturlig reaktion på undertrykkelse, en slags ansats til oprør. Men der er noget helt galt med den ungdoms-subkultur, der i fredags udtrykte sympati med Omars gerninger. Der er brug for et venstrefløjsalternativ.
Så længe vi ikke har fjernet alle de fornuftige årsager til de unges vrede, så må Enhedslisten og SUF tilbyde en fornuftig politisk sammenhæng for vreden: Det er ikke tegnere eller jøder, der ødelægger deres opvækst, gør deres forældre arbejdsløse, undertrykker deres familie i Mellemøsten og sætter dem selv på sidelinjen. Det er den rå kapitalisme, imperialismen og de borgerlige politikere.
At den politiske borgfreds ”Danmark-står-sammen” hurtigt fik ende, må der derfor grædes tørre tårer over. Når venstrefløjen skal ud og rekruttere de utilpassede andengenerationsunge, der med god grund er møgsure på samfundet og ”the Establishment”, skal der signaleres klassekamp med streg under kamp. Og så er det altså ikke det bedste udgangspunkt at stå side om side med Thulesen-Dahl, Lars Løkke og Thorning-Schmidt, mens politiet bliver hyldet...

SAPs forretningsudvalg, den 22. februar 2015

Tip en ven | Print