OK15: Et usselt resultat

Når modparten er en socialdemokratisk regering, der helt sikkert frygter en ny kamp mod de offentligt ansatte i et valgår, er forhandlingsresultaterne dybt skuffende. Der er al mulig grund til at stemme nej og stille krav om noget bedre.

I de forgangne uger er der indgået overenskomstforlig på det kommunale-, regionale- og statslige område. Da vi er gået ind i et valgår, med en socialdemokratisk ledet regering ved magten, er det gået vældig stille for sig. Arbejdsgiverne med Corydon i spidsen har igen flyttet hegnspæle i den helt forkerte retning – men med langt mindre aggressive krav end i 2013. Omvendt havde fagforeningsledelserne generelt åbenbart besluttet sig for ikke at udnytte situationen til at gå i offensiven og banke Corydon tilbage. Om dette kan have noget med fagtoppens politiske tilknytning til regeringen at gøre, kan man kun gisne om… Resultaterne er i hvert fald blevet derefter – og kalder på et nej.

Roser der stikker
Selvom forligene roses for at sikre en lille lønfremgang, eller som minimum en reallønssikring, er det roser fyldt med torne.
For det første fastholdes de procentuelle stigninger (desværre med fagbevægelsens støtte) både for reguleringsordninger og andre lønstigninger, hvilket betyder, at den tilkæmpede lønstigning fordeles, så de der i forvejen tjener mest, får de største lønstigninger, mens dem med de laveste lønninger får de mindste. Man udvider altså gabet mellem de højt- og lavtlønnede i stedet for løbende at lave en solidarisk udligning, ved for eksempel at dele lige mange kroner og ører ud til alle.
For det andet lykkedes det ikke at få kravet om en mindsteløn på det offentlige område på 19.500 kr. igennem. Et krav, der kunne gennemføres for beskedne 0,01% af lønsummen – men som Corydon pure afviste med henvisning til ”faren” for afsmittende effekt på det private område!
For det tredje har Corydon lodret dikteret et såkaldt ”privatlønsværn”. Det betyder, at den positive reguleringsordning fastholdes, så de offentligt ansatte får ekstra lønstigninger, der sikrer dem 80% af de privatansattes stigninger, når sidstnævnte får tilkæmpet sig ekstra lønkroner (undtagen i året 2016, hvor ordningen sættes ud af kraft!) - men til gengæld har man med OK15 forværret den negative udligningsordning, som spænder ben for, at de offentlige ansatte nogensinde kan blive lønførende. Man har nemlig besluttet, at den negative regulering (nu kaldet privatlønsværn) fremover skal være 100%. Hvilket vil sige, at hvis de offentligt ansatte tilkæmper sig større procentstigninger end de privatansatte (som i forvejen tjener mere), bliver forskellen udlignet, og deres stigning ryger procentuelt ned på niveau med de privatansattes. Her har Corydon igen vist, at han kan flytte hegnspæle – i den gale retning.

Barsel til mænd – hurra for ligestillingen?
På den mere positive side indebærer forliget en uges ekstra barsel til mænd. Pessimister ville kalde det en lille godbid, men selv de mindste forbedringer er jo et første skridt på vejen. Inden der nu den 8.marts råbes for meget hurra for ligestillingsindholdet i forligene, skal man så bare huske, at de procentvise reguleringer (jf. ovenfor) betyder, at de, der inden for det offentlige tjener mindst (gennemsnitligt set, kvinder), får mindre lønstigninger. Og at reguleringsordningen med privatlønsværnet betyder, at de offentligt ansatte (flertal af kvinder) for altid er dømt til at halte efter de privatansatte (flertal af mænd). Altså må den overordnede konklusion være, at OK15 generelt set ikke har gjort noget positivt for kønsligestillingen – tvært imod!

Nye angreb på den kollektive forhandlingsret
Regeringen og KL har tilsyneladende gjort det til en hovedopgave at forsøge at underminere fagforeningernes styrke i den offentlige sektor så meget som muligt. Den overordnede kurs er – med kampen mod lærerne i 2013 som spydspids – at udvande de kollektive arbejdstidsregler og generelt minimere de faglige organisationers aftaleret.
Med valgåret in mente vovede de ikke en voldsom ny offensiv i år. Ikke desto mindre er det faktisk alligevel lykkedes dem at få etableret en fælles hensigtserklæring frem mod OK18 samt et udvalgs- og projektarbejde, der meget vel kan misbruges til at lægge sporene ud for underminering af de lokale faglige organisationer, del-og-hersk-politik ift. tillidsrepræsentanterne og dybt problematiske lokale ordninger.
Omvendt lykkedes det ikke lærerne at tilbagerulle OK13’s lovdiktat med mere end nogle spaltemillimeters pæne ord i den rigtige retning – i bedste fald kan disse bruges som inspiration til lokale kampe.
Nogle faglige ledere udråber det som en ”afværge-sejr”, at arbejdsgiverne i forligene ikke er kommet igennem med langt mere vidtgående angreb på den kollektive forhandlingsret. Men hvis ”et godt resultat” i de år, hvor arbejdsgiverne står i en svag position, er små sejre til arbejdsgiverne – hvordan skal der så nogensinde komme rigtige sejre til arbejderne i hus??

SAPs forretningsudvalg, den 28. februar 2015