Kommentar: Medlemsrettigheder på spil: Vi er ikke demokrater for den gode stemnings skyld

Demokrati er et fantastisk buzzword. Demokrati bliver ofte i sig selv brugt som argument for dette og hint - men hvorfor er det så vigtigt for os som socialister at kæmpe for demokrati, ikke mindst i vore egne organisationer og partier?

Ligesom vi arbejder for demokrati i samfundet og mest mulig frihed for den enkelte over sit eget liv, er det for os et selvstændigt mål at gøre det så attraktivt som muligt for det store flertal at slutte sig til os. Vi vil have flertallet af befolkningen med os i den revolutionære kamp.

Vi er demokrater, fordi det er den bedste metode. Den bedste metode til at inkludere flest mulig i vores kamp, fordi de straks får indflydelse og ejerskab over vores fælles beslutninger. Men demokrati er ikke blot den bedste metode til at inkludere så mange som muligt. Det er også den måde, vi træffer de mest egnede beslutninger til at realisere vores politiske mål. Nu tænker du måske at det lyder en smule romantisk og idealistisk? Faktisk er der ingen idealisme over dette argument. Logikken bag det er, at vi kan tage de bedste beslutninger i klassekampen, hvis vi har inputs fra flest mulige fronter i kampen og grupper i arbejderklassen.

Et velfungerende demokrati kræver, at mindretal nyder beskyttelse. Det skal sikre et politisk klima, hvor alle har mulighed for og ikke mindst lyst til at deltage i de politiske debatter. Især skal medlemmer være beskyttede imod misbrug af den ultimative straf i denne sammenhæng: udelukkelse fra organisationen. Derfor er det uhyre vigtigt at sikre eksklusionstruede/ekskluderede medlemmers ret til at forsvare sig. Desværre har vi med en vedtagelse i Enhedslisten og et forslag til SUF’s kommende landsmøde set angreb på dette.

Uskyldig til det modsatte er bevist - men hvad med offeret?
Forslag 7.1 til SUF’s landsmøde indebærer, at medlemmer, der er tiltalt for personskade, ikke får mulighed for at fremlægge deres syn på sagen, forsvare sig eller anke en eventuel eksklusion. I praksis betyder det altså, at man relativt let kan udmanøvrere politiske modstandere, eller bare kammerater man ikke kan lide, ved at anklage dem for at have begået et overgreb af voldelig eller anden karakter. Så snart en eksklusionssag handler om personskade, bortfalder alle tiltaltes medlemsrettigheder og muligheder for at forsvare sig selv.

Forslaget nævner i sin begrundelse et hensyn til offeret og dets ret til at definere oplevelsen. Vi er enige så langt, at SUF, ligesom de fleste andre organisationer på venstrefløjen, stadig kan forbedre sin praksis omkring behandling af sager om personskade og hensyntagen til ofre. Samtidig må vi stærkt afvise, at man kan udråbe et offer og give dette definitionsret, så snart anklagen falder. Vi må stå fast på, at påstande skal bevises, inden man udråber et offer og en gerningsmand. Ingen skal være dømt på forhånd. Forslag 7.1 bryder med dette princip og er desværre et skridt i den forkerte retning.

Indskrænket ankemulighed med besynderlig begrundelse
Det er som sagt desværre ikke kun i SUF, at disse ideer findes. På sidste årsmøde ændrede Enhedslisten sine vedtægter, således at et ekskluderet medlem kun kan få lov at tale sin sag ved en ankebehandling på et årsmøde, såfremt minimum 20 procent (!) af de delegerede kræver det. En indskrænkning af medlemmets rettigheder, der paradoksalt nok blev begrundet i medlemmets eget ve og vel. Som det fremgik af motivationen til forslaget, skulle vi undgå ubehagelige optrædener fra fx psykisk syge personer på årsmødet. Dette argument er dog ulogisk, da vedtagelsen ikke sondrer mellem årsagerne til eksklusionssagen. Der kunne principielt lige så godt være tale om en politisk eksklusion af et mindretal, der ville miste retten til at tale sin sag. Uanset hvad vil vi fastholde, at alle medlemmer uanset deres tilstand bør nyde samme beskyttelse og medlemsrettigheder.

Medlemsrettigheder skal være vedtægtsfæstede
Nogen vil måske indvende, at et flertal af SUF’s eller Enhedslistens ledelser ”selvfølgelig aldrig kunne finde på” at misbruge eksklusionsparagraffer eller ”dømme forkert”, hvis nogen prøver at misbruge dem i en personlig eller politisk konflikt. For selvfølgelig (og heldigvis!) virker dette i øjeblikket helt vildt usandsynligt. Men vedtægter skal netop være et værn for medlemmerne, der kan sikre dem mod især ledelsens fejl og (magt-)misbrug i opkørte, kritiske og anspændte situationer. Hvis ledelsen altid gjorde det helt rigtige, var der slet ikke brug for vedtægter: Man kunne jo risikere, at vedtægterne kunne komme på tværs af ledelsens geniale beslutninger…

Men ledelsen har ikke altid ret! Det er derfor demokrati, fri debat og plads til mindretal er så vigtig – og derfor hører hjemme i vedtægterne.

SAPs forretningsudvalg 5. maj 2015

Tip en ven | Print