Kommentar: Valget er et nederlag til nødvendighedens politik

Folketingsvalget var en begmand til nødvendighedens politik. Den verdensfjerne politik, som dikteres af finansministeriets regnemaskine, har mistet opbakning. Enhedslisten er blevet styrket og har modstået faren for at blive trukket med ned af regeringens upopularitet. Det giver muligheder for at styrke kampen mod borgerlig, asocial reformpolitik, men det kræver genopbygning af et projekt for venstrefløjen. Enhedslisten er den kraft, som kan stå for dette.

Folketingsvalget var først og fremmest en begmand til nødvendighedens politik. Partierne S, V, C, SF og B, som i hvert fald i befolkningens øjne opfattedes som ansvarlig for reformpolitikken, er gået massivt tilbage i forhold til valget i 2011. Fra en opbakning på 75 pct. af stemmerne (132 mandater) udgør disse partiers opbakning efter valget blot 58 pct. (102 mandater); en tilbagegang på 17 procentpoint (30 mandater). Heroverfor gik de partier, som af befolkningen opfattes som alternativer til nødvendighedens politik, dvs. DF, LA, Alternativet og Ø, frem med en tilsvarende stemmeandel og får nu mere end 40 pct. af stemmerne.
Nok gik Socialdemokraterne frem, men det var på bekostning af den regeringsblok, som blev dannet i 2011. Socialdemokraterne kannibaliserede SF og de Radikale, men tabte magtkampen til DF. Det var Socialdemokraternes egen politik, med nedskæringer i velfærden og gaver til erhvervslivet, der banede vejen for DF.

Selvom en stor del af stemmerne er gået til DF, er det vigtigt at forstå det sociale indhold i denne bevægelse. For en stor del af arbejdervælgerne, som er gået til DF, er lige så meget udtryk for et ønske om mere og bedre velfærd, som et ønske om dårligere behandling af flygtninge og indvandrere. Enhedslistens opgave bliver derfor at stille Dansk Folkeparti til ansvar for sine løfter om bedre velfærd, hvad enten det gælder dagpengespørgsmålet eller væksten i den offentlige sektor.

Alternativet blev valgets store overraskelse. Med 4,8 pct. af stemmerne fik partiet et massivt gennembrud båret frem i de større byer – særligt København. Partiets insisteren på at lave politik på en anden måde, ikke-konfrontativt og samtidigt med rum til at tænke i visioner, tiltrak mange, som ønsker mere vidtrækkende ændringer i samfundet.

Liberal Alliance fremstod med sin ultraliberalistiske plan om en gennemgribende forandring af den offentlige sektor og skattesystemet som den blå bloks liberalistiske opgør med nødvendighedens politik. Partiet er nu næsten ligeså stort som Enhedslisten med en stemmeandel på 7,5 pct. og 13 mandater.

Enhedslistens fremgang fra 6,7 pct. til 7,8 pct. er en positiv fremgang. Dermed har partiet ikke bare fastholdt sit gode valg fra 2011, men også udbygget opbakningen. Det er stærkt positivt, at partiet ikke er blevet trukket med ned af SRSF-regeringens upopularitet, men har fastholdt kritikken og afstanden til regeringen. Samtidig er Enhedslisten gået frem i mange provinsbyer og har dermed udbygget de landvindinger, som det kommunale gennembrud fra 2013 har givet.

Desværre gik Enhedslisten tilbage i København. Partiet mistede ikke mindst stemmer til Alternativet, som opsamlede den del af kritikken af nødvendighedens politik, som ønskede flere visioner. Trods flyvske drømmerier formåede Alternativet at give disse strømninger et talerør, hvor beskyldninger om ”økonomisk uansvarlighed” og ”overbudspolitik” snarere var positiv omtale end skældsord. Det bliver en opgave for Enhedslisten at synliggøre det, hvis Alternativet skrider på deres visioner, når interessekonflikterne viser sig.

Enhedslisten kom i for høj grad til at fremstå som de andre partier – et parti, der laver politik på samme måde. Seriøse, konkrete og ”fuld finansierede” politiske udspil, som lå inden for konsensus om det politisk realiserbare. Denne tilgang har hidtil hjulpet Enhedslisten til at få mange grupper i arbejderklassen i tale, men i valgkampen betød manglen på mere vidtrækkende krav, som fx 30-timers arbejdsuge, at partiet ikke fuldt ud opfangede de strømninger, som ønsker noget andet og mere. Det er også udtryk for, at Enhedslisten ikke i tilstrækkelig grad formåede at realisere målsætningen om at bruge valget til at fortælle arbejderbefolkningen om egne visioner og politik.

Enhedslisten må tage ansvar for genopbygning af venstrefløjen
Når det er sagt, så er situationen for Enhedslisten isoleret set ikke dårlig. Der er behov for en samlet omorganisering af venstrefløjen. Socialdemokraterne meddelte i valgkampen, at det er at betragte som et midterparti. Dermed er Enhedslisten det største parti på venstrefløjen.

Partiet må nu påtage sig rollen som den samlende kraft, der i den kommende periode står i spidsen for at genopbygge venstrefløjen. Partiet må være den drivkraft, der kan samle til protester mod en kommende blå regerings indgreb over for marginaliserede og arbejdsløse. Det kræver, at Enhedslisten kaster sine ressourcer ind i at bygge op fra bunden. Enhedslisten må kaste kræfterne ind i basisorganisering i fagbevægelsen og blandt de uddannelsessøgende. Særligt må Enhedslisten også opbygge organisering i de udsatte boligområder, hvor Enhedslisten er gået frem ved valget

Samtidig med denne proces må Enhedslisten udvikle sig politisk. Hovedfokus må være en strategisk nyorientering, hvor partiet formulerer egne politiske visioner, som kan vise en sammenhængende troværdig vej ud af krisen og mod socialismen. Enhedslisten kan blive det parti, som opsamler utilfredsheden og giver de kommende kampe mod en borgerlig regerings nedskæringspolitik et perspektiv, som rækker ud over kapitalismen.

Dette bliver ikke nogen nem opgave, men kræver at partiet udvikler en systematisk tilgang til arbejdet i bevægelserne og afsætter ressourcer til at kunne udføre opgaver som kollektiv. Denne proces må sættes i gang allerede ved det kommende årsmøde.

SAPs landsledelse, den 21. juni 2015

Tip en ven | Print