Kommentar: Ja til internationale løsninger på flygtningesituationen – Nej til afskaffelse af retsforbeholdet

Den 3. december skal danskerne til stemmeurnerne for at stemme om en afskaffelse af retsforbeholdet til fordel for en såkaldt tilvalgsordning. Bl.a. partiet Alternativet forsøger nu at bruge flygtningesituationen som et argument for at stemme ja. Men et ja vil ikke bringe os ét skridt nærmere en løsning på flygtningesituationen, tværtimod.

Thorning-regeringen (S, R) lavede i sit sidste regeringsår en bred aftale med ja-partierne (V, K, SF) om at sætte retsforbeholdet til afstemning inden udgangen af 2016. I forliget indgik en såkaldt tilvalgsordning.

Tilvalgsordningen indebærer i første omgang, at Danmark tilslutter sig det overnationale retssamarbejde i EU på en række (22) områder, og fravælger det på andre. Men det afgørende er, at et simpelt flertal i Folketinget herefter kan tilslutte sig de resterende og helt nye områder – hvor dette i øjeblikket ville kræve en folkeafstemning, hvis der ikke er 5/6 flertal. Dette ligner en velplanlagt glidebane, hvor ja-partierne får frit løb til hen ad vejen at tilvælge hele eller næsten hele pakken, som de jo faktisk også går ind for.

De absurde argumenters tid
EU’s flygtninge- og asylpolitik har ikke løst flygtningeproblemer, men bærer tværtimod et stort ansvar for bl.a. katastroferne på Middelhavet (se f.eks ugekommentar fra 13. september). Derfor klinger det rungende hult, når Alternativet nu peger på retsforbeholdet som den begrænsning, der forhindrer en løsning på den frygtelige menneskelige krise, som flygtningesituationen udgør.

Helt bizart bliver det, når man ser nærmere på ja-partiernes fælles aftale om den såkaldte tilvalgsordning. I aftalen er det udtrykkeligt fremhævet, at hvert enkelt af partierne har vetoret, netop når det handler om at indgå i flygtninge- eller asylsamarbejdet i EU! Så Alternativets påstand om, at et ja til denne aftale er vejen til den fælles EU-asylpolitik, er mildest talt tyndt begrundet.

At der er behov for internationale løsninger er åbenlyst. Det mener vi, det er vigtigt at arbejde for - også i europæisk regi. Men at bilde folk ind, at afskaffelsen af retsforbeholdet vil gavne dette, er en misforståelse.

Retsforbeholdets funktion er faktisk, at Danmark har bedre muligheder for at føre en solidarisk flygtninge- og asylpolitik, fordi man ikke er bundet af den samlede asyl- og flygtningepolitik i EU. Godt nok har Danmark tilsluttet sig en række parallelaftaler, som også er en del af problemet. Men i modsætning til EU-lande, der ikke har et forbehold, kan Danmark vælge at opsige disse aftaler - og selvstændigt tage initiativer til nye, bedre og bredere aftaler.

Intet forhindrer os i at tage vores del i en fordeling af de flygtninge, der kommer til Europa. Og ingen tvinger os til at fastholde jerntæppet om EU, hvis vi ikke længere vil tage medansvar for tragedierne på Middelhavet, men sammen med andre lande vil åbne en mulighed for at søge asyl i Europa på legal vis. Derfor er der en ganske god sammenhæng mellem på den ene side at ville arbejde for en solidarisk og helhjertet løsning på flygtningesituationen og på den anden side at bevare retsforbeholdet.

EU = Er Uden for demokratisk rækkevidde
Det helt grundlæggende problem ved EU-konstruktionen er, at alle de overnationale beslutninger er uden for demokratisk rækkevidde - som vi i mange år har fået det demonstreret angående alt, hvad der berører den frie bevægelighed på det indre marked.

Beslutningerne tages i et gennembureaukratiseret system, der er totalt i lommen på den europæiske storkapital, og stort set er upåvirkeligt af de politiske strømninger i befolkningerne, fordi der reelt ikke er skyggen af et fungerende demokrati i Unionen. Det er derfor, at EU har været et så effektivt instrument til at banke den nyliberalistiske deregulering igennem.

At overlade retspolitikken til dette apparat, er som at sætte ulven til at vogte får. Hvor det trods alle begrænsningerne i det danske parlamentariske demokrati trods alt, ind i mellem, kan lykkes en folkelig modstand at sætte hælene i mod indskrænkninger af retssikkerheden o.l., vil det samme være helt utopisk, når beslutningerne tages i EU-systemet.

Der er f.eks. al mulig grund til at frygte, når den næste store terroraktion rammer EU, og Ja-partierne sikkert uden tøven vil tilslutte Danmark en overnational ”Antiterrorlovgivning”, der indskrænker de demokratiske rettigheder, tillader totalovervågning uden dommerkendelser, fængslinger uden dommerkendelse osv. Og allerede i dag vil en tiltrædelse betyde mulighed for udlevering af borgere til lande med tvivlsomme retssystemer og dårligere retssikkerhed i en række tilfælde.

Muligheden for folkeligt pres skal bevares
Når det handler om asylpolitik, er problemet mindst lige så stort. Mens EU arbejder målbevidst på import af arbejdskraft og for at fremme mulighederne for en social dumping, der kan underminere løn- og arbejdsforhold, arbejder man lige så målbevidst på at forhindre asylsøgere i at passere EU’s ydre grænse. Det er frem for noget dette, man nu vil samle sig om. Fordelingen af de par hundredetusinder allerede ankomne, som der tales så meget om, er en biting.

I Danmark har vi gennem de seneste uger oplevet, hvordan det kan lykkes at vende folkestemningen fra en omsiggribende xenofobi - til et flertal for at tage imod flere flygtninge, end vi gør. Vi har nu muligheden for at lægge pres på politikerne - at kæmpe for en lempelse af lovgivningen, for en human flygtningepolitik. Hvis det derimod lykkes Alternativet, Politikens lederskribenter m.fl. at få Danmark til at tilslutte sig EU’s fælles flygtningepolitik, vil den mulighed for folkeligt pres blive umådeligt meget mindre.

Det kan godt være, at deres ønske om at underlægge rets- og asylpolitikken et udemokratisk organ, er båret af et ønske om på den måde at ”slippe uden om” DF’s påvirkning af befolkningsflertallet. Men på bundlinjen er EU’s politik stort set lige så kynisk som DF’s. Og ideen om at frelse folket fra sig selv ved at afskaffe enhver mulighed for demokratisk indflydelse, er og bliver ikke god. Selv ikke, når det handler om flygtningepolitik.
Vi er nødt til at vinde den politiske kamp om flygtningepolitikken - lige nu går det faktisk den rigtige vej. Og vi er nødt til at kæmpe for at bevare de demokratiske muligheder, vi trods alt har - frem for at overlade endnu flere beslutninger til EU-maskinen.

Der skal rykkes nu
Nej-siden er bagud på point, en Gallup-måling siger 60-40 i ja-sidens favør. Derfor er det ikke nok med de rette budskaber. Ja-siden vil sætte det tunge skyts ind, og man må forvente store annoncer i aviser, EU-pro-tænketanke, der propaganderer osv. Derfor er det Enhedslistens årsmøde i denne weekend skød kampen i gang for de mange Enhedsliste-afdelinger, der bliver kernetropper i Naj-kampagnen - selvfølgelig side om side med Folkebevægelsen