Kommentar: Den politiske situation og venstrefløjens opgaver

Sidste weekend afholdt SAP sit årlige Landsmøde. Som resten af Enhedslisten og andre på venstrefløjen så vi også et behov for at analysere de ændringer i klassekampen og det politiske billede, der er sket under og efter Helle Thorning-Schmidt regeringen. Som afslutning på debatten vedtog Landsmødet en længere tekst med den meget originale titel ”Den politiske situation og venstrefløjens opgaver”. I denne ugekommentar vil vi referere nogle af hovedpointerne i vedtagelsen.

I europæisk perspektiv
Først analyserer vi den politiske udvikling og ikke mindst Socialdemokraternes udvikling i lyset af, hvad der er sket i hele Europa: ”Over alt i Europa bryder det traditionelle partipolitiske billede sammen. De klassiske konservative, liberale og reformistiske partier svækkes, mens nye partier til højre og venstre opnår stor vælgeropbakning.”
Vi peger på fire tendenser, der kan forklare dette: nyliberalismens krise, globaliseringen, ændringer i arbejderklassens sammensætning, socialdemokratiernes manglende evne til at levere reformer.

Dernæst konstaterer vi, at det danske socialdemokratis udvikling ”..fra reformistisk arbejderparti til et parti, der i politik og handlingsmønster ligner de traditionelle borgerlige partier, er ikke gået så hurtigt i Danmark som i mange andre europæiske lande.”

Farvel til Socialdemokratiet
Helt frem til regeringsdannelsen efter 2011-valget kunne man genkende et traditionelt socialdemokrati: ”Man vinder opbakning på modstand mod højrefløjen, løfter om forandring og forbedring. Efter valget indgår man forlig med et borgerligt parti, der bliver brugt som begrundelse for ikke at gennemføre egne valgløfter.”

Men herefter ændrer forløbet sig på mange måder. Partiledelsen lader sig ikke påvirke af vælgerflugt og utilfredshed blandt medlemmerne, og der opstår ingen organiseret protest i og omkring Socialdemokraterne. Selv da partiet kommer i opposition efter valget i år, bevæger det sig ikke væk fra nyliberalismen og i retning af traditionelle socialdemokratiske synspunkter, men freder tværtimod Løkke-regeringen.

Begrænset modstand
I udtalelsen ser vi også nærmere på klassekampen i de sidste fire-fem år, men i lyset af udviklingen over en længere årrække: ”Siden midt-80’erne har vi kun set forholdsvis begrænsede klassekampsaktiviteter mod virkningerne af denne udvikling.”

Også det forsøger vi at analysere og forklare med flere forskellige faktorer, som indvirker på hinanden: fraværet af en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen, den gradvise nedbrydning af arbejderklassens forskellige organisationer, ikke mindst fagbevæglesen, den gradvise adskillelse af Socialdemokraterne og deres bagland, krisens relativt svagere gennemslag og mindre drastiske konsekvenser i Danmark i sammenligning med andre lande.

Efter en gennemgang af konflikterne under HTS-regeringen konstaterer vi først: ”Så mange reformer, med så mange forringelser, for så mange mennesker, giver rigeligt stof til reaktion. Alligevel har protesterne været små i HTS regeringsperioden. Det skyldes først og fremmest en udbredt tiltro til det parlamentariske system kombineret med manglende tro på, at man kan opnå resultater gennem organisering og kamp. På trods af stigende utilfredshed med politikerne i samfundet, er der ikke nogen som for alvor betvivler systemets legimitet. Samtidig har der ikke været opstillet alternativer fra fagbevægelsen eller internt i Socialdemokraterne, som ellers kunne have givet åbninger. Der har i de fleste tilfælde heller ikke været sprækker, der fik folk til at øjne mulighederne for, at bevægelse kunne føre til sejre. I Socialdemokraterne har man effektivt lagt låg på intern kritik, ikke mindst med henvisning til alternativet i form af en ny VKO-regering.

Fagbevægelsen har, ikke overraskende, været handlingslammet i ”solidaritet” med HTS-regeringen og fordi man i nogle tilfælde har været bange for åbent at indtage politiske synspunkter af frygt for at skræmme medlemmer væk.”

Helt uden modstand og åbninger for kritik har perioden dog ikke været: ”Men selvom de store offensive krav og kampe ikke har været til stede, har det været tydeligt at der stadigvæk kæmpes, når visse grundlæggende grænser overtrædes.” Vi henviser til lærer-konflikten, DONG-protesterne, kampen mod skifergas, dagpenge-protesterne, kampen mod Ryanair og modstanden mod flygtningepolitikken og uddannelsesnedskæringerne.

Kritik – selvkritik
I tredje hovedafsnit tager vi fat på venstrefløjen. I forlængelse af en række udtalelser og kommentarer hen over årene udtrykker vi en kritik af Enhedslistens linje over for Socialdemokraterne. Men vi erkender, at SAP også selv tog fejl:

”Vi forsøgte fra start af at nedtone forventningerne til den socialdemokratiske regering internt i Enhedslisten, vi forsøgte at fremføre ideer om politisk modstand mod regeringen og et Enhedslisten som politisk alternativ til Socialdemokraterne. Forsøgte i debatter og gennem forslag at slå fast at arbejdet som venstrefløjsopposition under en S-ledet regering, kun betød øget behov for skarp politisk kritik og opbygning af pres gennem især fagbevægelsen. Vi forsøgte at vinde opbakning til en linje hvor Enhedslisten i langt højere grad skulle markere brudflader og levere klarer alternativer til den socialdemokratiske regering.

Men SAP forudså ikke, at Socialdemokraternes gradvise udvikling væk fra et traditionelt reformistisk parti med rødder i og tilknytning til en organiseret arbejderbevægelse, ville få så drastiske konsekvenser, som de gjorde under HTS-regeringen. Derfor forventede vi større pres fra på regeringen fra S’ og SF’s vælgere og medlemmer og fra dele af fagbevægelsen, og vi forventede, at den Socialdemokratiske ledelse – alene af selvopholdelsesdrift – ville lade sig påvirke af kritik, vælgertab og protester. Derfor overvurderede vi Enhedslistens muligheder for at spille sammen med dette pres og tvinge regeringen til at bremse op i sin nyliberale kurs og gennemføre visse genopretningsreformer.”

Enhedslistens nye rolle
På den baggrund hilser vi den politiske udtalelse fra Enhedslistens årsmøde 2015 velkommen: ”Fra tidligere tiders forskellige udgangspunkter vokser der nu en fælles enighed om at Enhedslistens har sit eget politiske projekt, et projekt som også står i klar modsætning til f.eks. Socialdemokraterne, både politisk, aktivistisk og organisatorisk.
Dette er et afgørende politisk skifte, som udspringer af Socialdemokraternes forandring, men også af de politiske kampe, og den aktuelle status i klassekampen. Det er vigtigt at denne nye selvforståelse følges op på alle niveauer i partiet, så det tydeligt ses, at vi markere os som et klart alternativ politisk, og så det mærkes gennem vores konkrete arbejde i bevægelser, og måde at organisere os på.”

Med teksten beslutter vi, at SAP-medlemmernes vigtigste opgave i den kommende tid er at omsætte årsmødeudtalelsen til praksis på alle niveauer. Særligt lægger udtalelsen vægt på udviklingen af et politisk alternativ til Socialdemokraterne og Venstre:

”Vi skal tage afsæt i modstanden mod den førte politik og bygge på fællesskaber, organiseringer og bevægelser. Den anden politiske vej har dermed også anderledes svar på samfundets problemer:
- nedsættelse af arbejdstiden og fordeling af det arbejde, der er
- investering i demokratisk styret velfærd og grøn omstilling
- demokratisering af den offentlige sektor, så løsninger bygges på de ansattes og brugernes viden og behov
- den økonomiske politik, velfærdspolitikken og miljø- og klimapolitikken tilrettelægges efter, hvad der er bedst for befolkningen – uanset hvad EU’s regler sætter af begrænsninger
- brud med krigsalliancen med USA og i stedet støtte til folkelig modstand mod diktatur og undertrykkelse
- modtagelsen af flygtninge som en solidarisk forpligtelse og flygtningene som en velkommen ressource
- kontrol med samfundsvigtig produktion skal tilfalde fællesskabet, for at modgå den private kapitals misbrug af deres ejendomsret, f.eks. medicinalindustri, transport og telekommunikation og bygge- og entreprenørvirksomheder, som misbruger udenlandsk arbejdskraft til social dumping
- bank- og finanssektoren under samfundskontrol og om nødvendigt samfundseje – for at gøre en reel demokratisk styring af samfundets ressourcer mulig.
- nationalisering af de fælles ressourcer så som olie og energi”.

Hele udtalelsen kan læses på SIs hjemmeside her

SAPs forretningsudvalg, den 21. november 2015

Tip en ven | Print