Efter folkeafstemningen: Endnu et slag i ansigtet på magten

De er forsmåede, forbløffede og forskrækkede. Ledende politikere, politiske kommentatorer og eksperter, som aldrig helt havde troet, at den kunne gå galt. Men det gik galt for dem. Trods stærkt sammenhold i den politiske elite og smarte formuleringstrick - a la omdannelse i stedet for afskaffelse – så stemte et pænt stort flertal af den danske befolkning nej til at afskaffe retsforbeholdet.

De har svært ved at forstå det og er en smule i panik, og derfor finder de på alle mulige fortolkninger af, hvorfor folk stemte nej. Alt sammen bygget op over en eller anden variant af: Folk er dumme, og de stemte Nej til noget andet end det, der var til afstemning.

Demokratisk indflydelse
Men sådan er det ikke, tværtimod. Det var nemlig ikke kun – eller først og fremmest – de 22 retsakter, der var til folkeafstemning.

Den 3. december stemte et flertal Nej til at give nuværende og kommende folketingsflertal ret til at overlade retspolitikken til EU for altid. Den 3. december stemte et flertal imod, at flere beslutninger skal flyttes fra Folketinget til EU’s lukkede forhandlingslokaler, fyldt op med ministre, embedsmænd og lobbyister. Den 3. december valgte et flertal at forsvare den demokratiske indflydelse, vi trods alt har i forhold til et Folketing, der kan udskiftes, og som kan omstøde tidligere beslutninger.

Hvad kan vi bruge sejren til?
For det første er det en sejr i sig selv, at retspolitikken ikke flyttes over i EU. For det andet har vi skudt yderligere forsøg på at fjerne forbehold et godt stykke ud i fremtiden, selv om vi stadig skal være på vagt over for den konstante, snigende indordning under EU.

Ved at fastholde vores retsforbehold har vi været med til at svække et EU, der i forvejen er under stigende pres fra befolkninger, der ikke vil acceptere krisepolitikken, og fra indre spændinger. Når EU bliver svagere, bliver storkapitalen, nyliberalismen og forsøgene på at opbygge en centraliseret og europæiske statsmagt svækket.
Derudover kan vi bruge resultatet i Danmark til at kræve en mere åben og demokratisk proces, når Danmarks EU-politik skal defineres. De EU-begejstrede partier er rystede, og det er ikke sikkert, at de fortsat tør klappe den af på deres lukkede logemøder.

Men sejren skal ikke bruges til at sluse Enhedslisten og den venstreorienterede EU-modstand ind i et nyt nationalt kompromis, der kan løse ”problemet” efter folkeafstemningen. Der er nemlig ikke noget problem at løse. Flertallet stemte Nej, og dermed gælder de fire forbehold stadig. Det er ikke et problem.

Hvis regeringen synes, at det er vigtigt, at Danmark skal med i Europol, så står det den frit for at forhandle en aftale med EU om en eller anden form for tilknytning. Enhedslisten har også lovet at medvirke til at udskrive en folkeafstemning om Europol alene, hvis det kommer til det. Selvfølgelig: Det er ikke os, men Ja-partierne, der helst vil afskaffe befolkningsflertallets mulighed for at tage direkte stilling. Men de skal ikke regne med Enhedslistens stemmer, hvis det nye Europol indebærer overvågning, registrering og udveksling af data på borgere, som ikke er dømt for noget. Eller hvis Europol skal bruges til at håndhæve de mange angreb på demokratiske rettigheder, der i øjeblikket følger i slipstrømmen på terrorfrygten rundt om i Eurpoa – som f.eks. demonstrationsforbud.

Protest mod magtpartierne
Der er en påfaldende lighed mellem de gamle magtpartier, der fik sig et gevaldigt nederlag ved folketingsvalget, og de partier, som flertallet afviste ved folkeafstemningen. På samme måde er der stort overlap mellem de grupper i samfundet, f.eks. lave indtægter og kortere uddannelse, som stemte på andre partier ved valget, og de grupper, som stemte Nej ved folkeafstemningen.

Begge gange var der tale om en høj grad af klassedeling i stemmeboksene.

Det betyder ikke, at Nej-flertallet og de ”alternative” partiers vælgere er en blok, der deler holdninger, eller som er på vej i samme retning.

Nej-flertallet havde mange ansigter. Dansk Folkeparti trak en stor gruppe med. Det gjorde de med nationalistiske, fremmedforskrækkede og fremmedfjendske argumenter, men – det skal man huske – også med argumenter om svækkelse af demokratiet.

Den røde EU-modstand
Efter DF trak Enhedslisten med en dygtig og seriøs kampagne rigtigt mange nej-stemmer. Nok er der fortsat et behov for at arbejde med at udvikle kampagnematerialer - især plakater - så det er iøjnefaldende, vedkommende og klar kommunikation. Men det var en kampagne, som ikke gjorde andre lande og andre mennesker til fjenden, derimod en udemokratisk EU-konstruktion. En kampagne, som fokuserede på retssikkerhed, demokratisk indflydelse og en folkelig internationalisme i modsætning til en EU-overstat. I sidste del af kampagnen lykkedes det oven i købet at supplere den brede appel med eksplicitte argumenter for, hvorfor socialister stemmer Nej.

Det betød, at det lykkedes Enhedslisten at overbevise det store flertal af sine egne vælgere (minus 15-20 procent), hvilket er en præstation, fordi vores vælgere normalt er væsentligt mere EU-positive end Enhedslisten. Oveni har Enhedslisten utvivlsomt en stor del af æren for, at flertallet af SF’s og flertallet af Alternativets vælgere stemte Nej – mod deres partier.

Med denne kampagne demonstrerede Enhedslisten, hvor vigtigt det er, at vi ikke overlader EU-modstanden til Dansk Folkeparti; at vi går åbent ud i en kamp for den sociale, solidariske og bæredygtige EU-modstand, den venstreorienterede modstand og perspektivet om et andet europæisk samarbejde bygget op nedefra af befolkningerne selv.

SAPs forretningsudvalg, den 11. december 2015

Tip en ven | Print