Kommentar: EU-modstanden på dagsordenen

Enhedslistens årsmøde den 15-17. maj har hele to EU-punkter på dagsordenen. Dels skal årsmødet vedtage et delprogram om EU, og dels skal det tage stilling til, om Enhedslisten skal opstille selvstændigt til EU-parlamentsvalget i 2019.

Selvstændig EL-opstilling
Det er formentlig diskussionen om selvstændig opstilling, som vil vække den største medieopmærksomhed og sætte sindene mest i kog. Lige så længe Enhedslisten har eksisteret, har partiet nemlig både lagt stor aktivitet i og til valgene opfordret til at stemme på Folkebevægelsen (og - indtil sidste valg - Junibevægelsen).

Alligevel er der mange - herunder SAP’s landsledelse - der mener, at vi nu skal stille selvstændigt op - naturligvis i tæt samarbejde med Folkebevægelsen. Det er der flere grunde til:

For det første fordi vi som en del af den politiske kamp i Danmark gennem valgkampen og ved hjælp af vores repræsentation kan præsentere sociale, solidariske og bæredygtige løsninger, som nødvendigvis må være antikapitalistiske og internationalistiske løsninger, og som derfor må være på trods af og i kamp mod EU. Således er denne opstilling på linje med vores øvrige parlamentariske opstillinger en måde, hvorpå vi kan udbrede forståelsen for nødvendigheden af modstand og socialistisk politik.

For det andet fordi der er behov for en antikapitalistisk og internationalistisk EU-modstand. Det er ikke nok at rette skytset mod EU-apparatet. Det er ikke nok at argumentere for, at Danmark skal melde sig ud. Der er brug for et politisk parti, der kan forklare EU-apparatet som koncernernes og finanscentrenes redskab. Der er brug for et politisk parti, som kan stemple EU-systemets behandling af Grækenland som ikke alene udemokratisk, men som rendyrket klassepolitik.

For det tredje fordi det vil styrke vores muligheder for at opbygge et samarbejde med andre antikapitalistiske kræfter i Europa, både fordi vi får tættere omgang med nogle af dem, og fordi vi får flere ressourcer til denne indsats. Dette samarbejde kan og skal naturligvis bruges til andet end parlamentarisk arbejde i snæver forstand.
Og for det fjerde fordi Enhedslisten vil være bedre til at tiltrække de titusinder af venstreorienterede vælgere, som i dag ikke er overbeviste modstandere af EU, men som deler vores sociale, solidariske og bæredygtige holdninger, og som er åbne for vores antikapitalistiske kritik af EU. I dag stemmer de på pro-EU-partier. Forskellen på SF’s stemmetal i meningsmålinger, ved folketingsvalg og så de stemmer, de fik til seneste EU-parlamentsvalg, viser en del om den vælgergruppe, som Enhedslisten appellerer meget bedre til end Folkebevægelsen – også selv om Enhedslisten er mindst lige så meget EU-modstandere som Folkebevægelsen.

Der er naturligvis også gode, især taktiske, argumenter imod beslutningen om selvstændig opstilling. Og hverken det ene eller det andet udfald vil være en politisk katastrofe.

EU-modstand eller kapitulation
Derimod er det helt fundamentale principper, som står på spil i diskussionen om et EU-politisk delprogram. For det handler om hvor Enhedslisten vil placere sig i et af de mest afgørende spørgsmål i dagens klassekamp, nemlig holdningen til EU.

EU forsøger ihærdigt at fremstille sig selv som et al-europæisk samarbejdsprojekt. EU’s parlament kaldes ”Europa-parlamentet”. EU’s flag kaldes ”Europaflaget”. Og EU’s nationaldag kaldes ”Europadagen”. Men EU repræsenterer hverken hele Europa eller udtrykker et ligeberettiget samarbejde mellem Europas lande. EU er en politisk organisation for de af Europas lande, som tilslutter sig EU’s liberalistiske og markedsfundamentalistiske traktater og udemokratiske funktionsmåde med en domstol som den højeste myndighed. Ikke bare i forhold til fortolkning af spilleregler, men også hvad angår fortolkning - og udvidelser - af traktaternes politiske indhold.

Derfor er det også velgørende, at Hovedbestyrelsens forslag til EU-delprogram (som blev vedtaget med kun en enkelt stemme imod) er fuldstædig klar i sin modstand mod det virkeliggjorte EU og slår fast, at vejen til et socialistisk Europa går gennem en nedbrydning af EU, hvor en dansk udmeldelse kan være et vigtigt bidrag.
Lige så velgørende er forslagets afstandtagen fra idéer om at kunne reformere EU indefra til at blive et redskab for en socialistisk udvikling. En sådan reform umuliggøres effektivt alene af det faktum, at EU-traktaternes markedsfundamentalistiske og udemokratiske karakter kun kan ændres, hvis samtlige 28 lande på en gang bliver enige herom. At vente på at den situation skulle opstå, vil i praksis betyde at udskyde grundlæggende forandringer til et pænt stykke på den anden side af evigheden.

At afskrive EU betyder hverken at sige nej til internationalt samarbejde eller international solidaritet. Tværtimod. Det er netop i kampen mod det virkeliggjorte EU – hvad enten vi snakker EU’s økonomiske diktater, reaktionære flygtningepolitik eller markedsfundamentalistiske handelspolitik – at muligheden ligger for at udvise konkret solidaritet med befolkningerne i andre lande og lægge kimen til et fremtidigt ligeberettiget samarbejde i Europa og i verden.

Dokumentationen for, om en politisk linje holder, ligger altid i virkeligheden. Og virkeligheden viser, at ethvert land, som sætter sig op mod EUs diktater, før eller senere vil blive tvunget til at gøre op med sig selv, om det vil opgive kampen eller bryde med EU. Det var dét der skete med Grækenland. Da det kom til stykket turde Syriza-regeringen ikke - trods massiv folkelig opbakning - tage konfrontationen med EU. I stedet blev resultatet, at regeringen blev tvunget til at gennemføre præcis den EU-politik, som den var blevet valgt til at bekæmpe.

Helt aktuelt står befolkningen i Portugal og snart i Spanien i den samme situation. Det samme vil befolkninger i ethvert andet EU-land gøre, som på større eller mindre områder ønsker at følge deres demokratiske beslutninger og gøre op med EUs diktater. Valget står mellem EU-modstand eller kapitulation. Med Hovedbestyrelsens forslag til EU-delprogram bliver det slået fast med syvtommer søm, at Enhedslisten i den situation vælger EU-modstanden!
Og det ganske uanset om Enhedslisten ved EU-valget i 2019 opstiller selvstændigt eller ej.

SAPs forretningsudvalg, den 6. marts 2016