09.04.16 | SAPs Forretningsudvalg

Tip en ven       |     Print  

Kommentar: Det kommunale oprør tog det første stik – nu skal presset øges for en virkelig sejr!

Det kommunale oprør ulmer, og presset på regeringen og Dansk Folkeparti vokser, for at de skal droppe milliard-besparelserne på den kommunale velfærd. Den 16. marts kom det første resultat, da DF og regeringen lovede hinanden, at indtægterne fra det såkaldte omprioriterings-bidrag på 1 pct. af kommunernes budget kun kunne bruges på kommunal velfærd. Dermed er muligheden for at finansiere skattelettelser med omprioriterings-bidraget væk. Men det er kun et første skridt i kampen mod de forringelser, der truer velfærds-systemet i kommunerne.

Siden regeringen i sit regeringsprogram meddelte, at der skulle indføres et såkaldt omprioriteringsbidrag – dvs. en grønthøster – på kommunernes økonomi i størrelsesorden 2½ mia. kr. om året, har et kommunalt oprør ulmet. Regeringens plan var, at kommunerne år for år skulle aflevere 1 pct. af sin økonomi til regeringen, som dermed ville have frigjort midler til at finansiere skattelettelser eller i bedste fald tilbageføre en del af pengene i finanslovsforhandlingerne som - formentlig øremærkede - lunser til kommunerne.

Enhedslisten har siden nytår været en aktiv og dagsordensættende kraft i at fremme presset på regeringen og dens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, for at skrotte omprioriteringsbidraget. En to-benet partikampagne har siden januar måned udmøntet årsmødets klare målsætning om, at

”I Enhedslisten vil vi arbejde for et kommunalt oprør, hvor kommunerne bryder med KL­aftalen og nægter at acceptere dens snævre budgetrammer. Men det kommer ikke til at ske uden et stærkt pres fra neden ude i de enkelte kommuner. … Enhedslisten ser det som sin opgave at være med til at katalysere dette gennem en fokuseret indsats fra Christiansborg og byrødder og andre aktive lokalt. ”

Partiets arbejde for det kommunale oprør går på to ben. På den ene side har partiet arbejdet aktivt og loyalt for at opbygge en bredere bevægelse med faglige kræfter, brugergrupper og interesseorganisationer i initiativet Velfærdsalliancen. Denne alliance er i første omgang drevet af offentligt ansattes fagforeninger, men med deltagelse af også privatansattes fagforeninger og enkelte brugerorganisationer.

På den anden siden kører Enhedslisten en partikampagne, hvor målet er at markere Enhedslistens klare synspunkter på den kommunale økonomi: Nemlig, at der skal tilføres et milliardbeløb for at løfte kommunernes velfærd, så den kan sikre børn, ældre og udsatte i en situation med en ufinansieret folkeskolereform, stigende flygtningeudgifter og flere ældre. Det er således et klart budskab fra Enhedslisten, at det ikke er nok blot at forhindre nedskæringer; nulvækst er ikke nok til at sikre velfærden. Der er råd til velfærd.

Enhedslisten har også været drivende i at lægge pres på regeringen og Dansk Folkeparti i Folketinget. Ved at samle oppositionspartierne bag beslutningsforslag og forespørgselsdebatter er presset fastholdt og med pressens bevågenhed.

Den første sejr, men…
Og den 16. marts kom en første lille sejr i at presse omprioriteringsbidraget væk. Under en forespørgselsdebat fremlagde DF og regeringen således det løfte, at

” … frigjorte midler i 2017 som følge af det kommunale omprioriteringsbidrag bør bruges til at sikre kernevelfærden i kommunerne. Midlerne skal således prioriteres anvendt dér, hvor behovet er størst. Den konkrete udmøntning sker i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi og finanslovsforhandlingerne. ”
Med denne indrømmelse er regeringen - i 2017 - forhindret i at bruge omprioriteringsbidraget til at finannsiere de topskattelettelser, som den har lovet Liberal Alliance, og kommunerne er sikre på at få pengene tilbageført i en eller anden form.

Men det løser ikke problemet for den kommunale velfærd. For regeringens løfte ændrer ikke på, at kommunerne stadig skal finde sparekniven frem, når de lægger deres budgetter i august til oktober måned. Den enkelte kommune kan ikke regne med at få de penge tilbage, som regeringen tager ved økonomiforhandlingerne. I finanslovsforhandlingerne kan pengene blive øremærkede og fordelt helt anderledes end der, hvor de bliver taget.
Og selvom pengene skulle finde tilbage til de samme kommuner, så vil der følge nye opgaver og pligter med.

Kommunerne må således i budgettet fyre nogle medarbejdere ét stedfor at kunne ansætte nye folk til nye opgaver et andet sted. Selv når pengene tilbageføres til kommunerne fuldt ud, er det blot at fodre hunden med sin egen hale. Kommunerne fastholdes i nulvækst, hvor det er utilregneligt, hvad regeringen finder på at prioritere i sine finanslove.

Endelig gælder løftet kun 2017 - mens planerne om omprioriteringsbidraget rækker frem til og med 2019.

Kampen er først lige begyndt
Regeringen indrømmelse ændrer derfor ikke på opgaverne for den bredere bevægelse for annullering af omprioriteringsbidraget. Velfærdsalliancen fortsætter også kampen for, at omprioriteringsbidraget helt aflyses i alle år fremover.

Enhedslistens to hovedopgaver består fortsat:

Partiet må understøtte den brede bevægelse mod omprioriteringsbidraget. Næste skridt er at bidrage til en så lokal forankring af bevægelsen som muligt. Afdelingerne må kaste kræfterne ind i at mobilisere ikke bare lokale faglige kræfter, men også brugerorganisationer mv. til markeringer i den kommende tid. Særligt vigtig er datoen 12. maj, som er udset til landsdækkende demonstrationer. Målet er, at der skal være lokale demonstrationer i stort set samtlige kommuner.

Men partiet må også skærpe sin profil udadtil, så det står lysende klart, at Enhedslisten ikke vil stille sig tilfreds med en annullering af omprioriteringsbidraget. Der må et milliardløft af kommunernes økonomi til for at sikre en ordentlig velfærd, og der er penge nok hos de store virksomheder og de rigeste til at sikre dette.

SAPs forretningsudvalg, den 8.april 2016

NB: Og ja, vores opbakning til ØD-kravet i sidste uge, den 1. april, var ganske rigtigt en såkaldt aprilsnar!
Bliv medlem af SAP
SAP er en revolutionær socialistisk organisation. Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer.

SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.

Få mere information her

Socialistisk Information
- nyhedsbrev
Socialistisk Information udkommer som elektronisk nyhedsbrev hver 14. dag.

Tryk her for at abbonere på det elektroniske nyhedsbrev

Andre publikationer
SAP har udgivet en række publikationer, som kan bestilles i vores webshop.

Desuden sælger vi en række Fjerde Internationale publikationer og klassiske bøger.

Vores bogbod er også at finde til større venstrefløjsarrangementer, som fx Enhedslistens årsmøde.

Her er vores webshop
Følg os på Facebook | Videresend til en ven
Copyright © 2016 SAP - Socialistisk Arbejderpolitik, All rights reserved.
Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du har skrevet dig op til at modtage SAPs ugekommentar.
Our mailing address is:
Socialistisk Arbejderpolitik
Studiestræde 24 1.
1455 KBH K

Email Marketing Powered by MailChimp
Afmeld ugekommentaren | Opdater din opskrivning

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: CMT3BG
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk