Kommentar: En banksektor fri for profit

Sidste fredag kunne Ritzau afsløre, at de danske bankpakker er en underskudsforretning. Det skyldes, at den første bankpakke medførte optagelse af et milliardstort statslån, som løber frem til 2039 og koster milliarder af kroner i renter. Med denne afsløring er myten om, at de danske bankpakker samlet set er en overskudsforretning for staten, gennemhullet. Politisk betyder det, at diskussionen om, hvad samfundet har fået til gengæld for at redde bankerne og hvordan bankerne skal styres fremadrettet, er åben igen. Svaret er enkelt: Bankerne skal demokratiseres.

Ifølge beregninger fra EU-kommissionen måtte EU-landene mellem 2008 og 2012 lægge ikke mindre end 591,9 mia. euro (ca. 4.500 mia. kr.) for at redde bankerne. Det svarer til 4,6 pct. af BNP i EU i 2012. Følgerne af redningsaktionerne har været stigende statsgæld og tab for skatteyderne – altså først og fremmest lønmodtagerne.

Alene i Danmark er der vedtaget 6 såkaldte bankpakker, hvoraf den første fra 2008 var et af de mest omfattende indgreb i Europa: Nemlig en statsgaranti for alle indeståender i danske banker og for danske bankers lån til hinanden. Siden fulgte fem bankpakker, som på hver deres måde har skudt kapital ind i forskellige dele af banksektoren eller ændret reguleringen for at hjælpe bankerne på fode.

Og de store banker har i flere tilfælde været med til at diktere vilkårene for den hjælp de har fået. Således kunne Politiken afsløre, at Danske Bank havde fået afgørende indflydelse på udformningen af Bankpakke II – kreditpakken, der skulle skyde op 100 mia. kr. ind i danske banker.

Var danske bankpakker en overskudsforretning?
Men hvad har bankerne kostet det danske samfund og lønmodtagerne? Intet, hvis man spørger Erhvervs- og Vækstministeriet, som hidtil har fastholdt, at de danske bankpakker alt i alt har givet et solidt overskud på knapt 18 mia. kr.

Men med Ritzaus afdækning af, at den første bankpakke gemmer på en hidtil ikke medtaget begrænset. På det internationale niveau er der i EU’s bankunion gennemført en vis regulering med tre strenge : Øgede kapitalkrav til bankerne, redskaber til krisehåndtering, og endelig et fælles tilsyn gennem bankunionen. Danmark er ikke med i Bankunionen, men har implementeret kapitalkravene, og der er blevet lavet planer for beredskab i forbindelse med nye kriser.

Selv hvis man ser denne regulering fra et liberalistisk synspunkt, fejler den. Den vil ikke forhindre nye spekulative bobler. De store banker bliver stadig favoriseret med den nye regulering, fordi der ikke er gjort op med muligheden for at de selv via egne risiko-modeller kan vurdere behovet for krav til kapitalen i kroner og øre. Samtidig opfatter mange investorer de særligt øgede kapitalkrav til SIFI’erne (dvs. banker der er for store til at fejle) som en implicit statsgaranti: Bankerne må jo ikke gå ned, for så ryger økonomien med.

Et endnu større problem er imidlertid, at ændringerne i reguleringen ikke løser det strukturelle problem i banksektoren. Nemlig at bankerne kan agere som profit-jagende virksomheder, der først og fremmest tænker på at skaffe afkast til aktionærerne og derfor ser stort på de risici, som følger med. Storbankerne dominerer stadig bankmarkedet og kan diktere, hvor der skal lånes ud og dermed investeres. Samtidig udbytter de almindelige lønmodtagere gennem høje gebyrer og en rentemarginal, som tillader dem at udbetale milliarder af kroner til deres aktionærer.

Alene i 2015 og 2016 har Danske Bank udbetalt hhv. 5,5 og 8,1 mia. kr. i udbytte til deres aktionærer. Dette dækker over, at banken takket være bankpakkerne er steget i markedsværdi - udelukkende til gavn for aktionærerne.

Demokratisér banksektoren!
Banksektoren, som via ejerforholdene er tæt sammenvævet med store koncerner (f.eks. Danske Bank og Møller-familien), har med sin styring af långivningen en kolossal indflydelse på samfundsøkonomien og dermed på samfundsudviklingen i den hele taget. Derfor burde det ikke være aktionærinteresser, der styrer hvordan opsparing, lån og investeringer håndteres.

Hvis vi skal undgå, at banksektoren igen igangsætter en økonomisk krise, er der behov for et grundlæggende opgør med profitjagten og spekulationen i banksektoren. Det samme gælder, hvis vi skal sikre samfundsmæssigt vigtige investeringer i bæredygtig omstilling, hvis vi skal sikre vigtig udvikling i udkantsområderne - ja, hvis vi i det hele taget vil styre den samfundsmæssige udvikling i en fornuftig retning. Løsningen er for så vidt enkel: Hele banksektoren bør overtages af samfundet og bringes under demokratisk kontrol.

Her og nu kan vi pege på nogle første skridt, der lægger nogle begrænsninger på skadevirkningerne af de nuværende ejendomsforhold og bringer os nærmere en demokratisk styring af bankerne:

• De store banker skal opdeles, og der skal genindføres brandmure mellem brancherne i den finansielle sektor, så de finansielle supermarkeder ikke kan diktere udviklingen og udgøre en systemisk risiko for nye finanskriser.
• Der skal indføres regulering af bankernes rentemarginal, så bankerne ikke kan vælte regningen for dårlige forretninger over på kunderne. Dette kender man fra statsbankerne i Norge og Island. Her bruges overskuddet til at sikre nye billige lån til lønmodtagerne.
• Der skal gennemføres et stop for udbyttebetalinger fra bankerne, og der skal lægges en afgift på bankernes balance som kan sikre, at bankernes tilbagebetaler de mange milliarder, bankpakkerne har kostet statskassen.
• Staten skal sikres afgørende indflydelse på kreditpolitikken.
• Der skal lovfæstes en kreditpolitik, der sikrer rimelige lån til små selvstændige og iværksættere samt almindelige lønmodtagere.
• Der skal laves regler som favoriserer banker, hvor kunderne har bestemmende indflydelse via demokratiske valg.

SAPs forretningsudvalg, den 5.juni 2016

Tip en ven | Print