Kommentar: Møllefabrikanter, der fejler, må fratages ledelsesretten

Der var engang et lille land, der var berømt for sine vindmøller. Det havde to fabrikker, der byggede vindmøller til hele verden. Alle klappede i deres små hænder i begejstring over dette fantastiske eksporteventyr. Der var bare et lille problem. Mange af møllerne forliste, vingerne knækkede og anrettede store skader. Der var noget ved produktionen, der ikke var i orden - ja, faktisk var det ulovligt. Men pyt, sagde man. Forsikringsselskaberne betalte bare millioner i erstatning. Ingen stillede spørgsmålstegn ved den måde, møllerne blev bygget på. Og fabrikkerne fortsatte som hidtil, udbetalte udbytte til aktionærerne og løn og bonus til direktørerne.

Rablende skør historie, der naturligvis er det pureste opspind og intet har med virkeligheden af gøre. Men dét har en historie, der ligner…

Stoffet epoxy har spillet en særlig rolle i historien om arbejdsmiljøkampen. I 1978 blev der brugt epoxy ved byggeriet af rensningsanlægget Lynetten i København. Arbejderne på byggepladsen aktionerede og krævede stoffet erstattet af noget mindre farligt. Allerede dengang kendte man til stoffet uheldige egenskaber.

Selvom de umiddelbart tabte, vandt de alligevel en vigtig sejr: Det blev almindelig anerkendt, at stoffer som epoxy og isocyanater er farlige, og at det kræver omfattende beskyttelsesforanstaltninger, hvis man skal arbejde med dem.

Når ræven vogter gæs
Det var en tragedie og en skandale, da det for nylig viste sig at en del arbejdere på Siemens Windpower var blevet syge og havde varige, alvorlige helbredsskader, fremkaldt af deres arbejde. Nogle havde f.eks. fået eksem eller astma allerede efter kort tids ansættelse. Det viste sig også, at antallet af skadede var større end først antaget, og at arbejdere hos konkurrenten Vestas havde de samme skader.

En tragedie, fordi det havde været relativt nemt med den tilgængelige viden at undgå skaderne.

En skandale, fordi de to virksomheder, der er ”fyrtårne” i omstillingen til klimavenlig energiproduktion, har vist en helt enestående evne til miljøsvineri og spild af de ressourcer, som samfundet har stillet til rådighed: et uetisk spild af menneskelig arbejdskraft, der ødelægges med store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.

Men tragedien og skandalen kunne have været stoppet, hvis ikke flere instanser havde svigtet.

Først og fremmest må kritikken selvfølgelig rejses over for de egentlige forbrydere: De virksomhedsledere, der lod det ske uden at gribe ind. Det bør få konsekvenser, ligesom for alle andre, der påfører uskyldige skader på liv og helbred.

For det andet må det rejses som et problem, at fagbevægelsen ikke har formået at stoppe tragedien. 3F var klar over, at der var problemer, og forsøgte at få Arbejdstilsynet til at undersøge arbejdernes helbred. Men dette var tydeligvis ikke tilstrækkeligt til at standse tragedien.

For det tredje har Arbejdstilsynet tilsyneladende svigtet. Hvordan kunne de overse problemerne trods utallige tilsynsbesøg? Hvorfor reagerede de ikke på henvendelsen fra 3F? Og hvorfor har de ikke stillet krav om at erstatte epoxy med andre, mindre farlige produkter?

Endelig har det politiske flertal på Christiansborg et stort medansvar for skandalen. Arbejdstilsynet er blevet skåret ned, og det betyder naturligvis dårligere og færre tilsyn. Samtidig har virksomhederne i højere grad fået ansvaret for at overvåge deres eget arbejdsmiljø. Ansvaret for arbejdsmiljøet skal selvfølgelig ligge lokalt hos arbejdsgiverne og de ansatte, men uden kontrol og uden meget stærke faglige organisationer/lokale klubber bliver det ”ræven, der vogter gæs”.

Samfundseje og ledelsesret
Sagen drejer sig om en produktion, som har en central betydning for samfundet: energiforsyningen - og dermed den vigtige grønne omstilling til klimavenlig energi. Alene af den grund er det relevant at rejse kravet om samfundsovertagelse: Det er for vigtigt til at overlade til private interesser, der styres af profit og marked. Energiforsyning skal styres af samfundshensyn, og det rimer dårligt med kravet om størst mulige afkast og gode tal på børsen.

Skandalen med de skadelige og uetiske arbejdsforhold må få os til at rejse kravet med endnu større vægt. Vi kan ikke acceptere at bygge den grønne omstilling på en hoben af menneskelige tragedier.

Samfundovertagelse skal bruges til at rydde op og omstille produktionen, så den er sikker og ikke skader mennesker og miljø.

Men samfundseje er dog ingen garanti mod at gentage fejlene fra den privatkapitalistiske produktion. Historien er fuld af eksempler også på statsejede virksomheder, der skader mennesker og miljø. Derfor skal vi, i forlængelse af kravet om samfundseje, rejse endnu et krav: Ledelsesretten skal samtidig flyttes fra direktionsgangen til fabriksgulvet. De ansatte, der udfører det konkrete arbejde, skal have magten over beslutningerne, der angår dagligdagen: hvordan arbejdet skal udføres, og hvordan produktionsgangen skal tilrettelægges.

Arbejdsgivernes ubetingede ret til at lede og fordele har været et fastslået princip i mere end 100 år. I Danmark blev det nedfældet i september-forliget i 1899. Nu er det på tide at få ændret på det. Det er nødvendigt for at redde klimaet - men også for undgå menneskelige tragedier i produktionen.

SAPs forretningsudvalg, den 26. juni 2016

Tip en ven | Print