Brug Brexit: Offensiv mod EU fra venstre

Flertallet for Storbritanniens udmeldelse var et udtryk for underklassens oprør mod overklassens EU. Det giver et godt afsæt for, at venstrefløjen sætter sig i spidsen for et opgør med det EU, der har været krumtappen i social dumping, underminering af skattefinansierede velfærdsordninger og demokratisk indflydelse, effektiv undertrykkelse af alle forsøg på at afvige fra en nyliberalistisk politik og totalt svigt ift. reaktion på klimakrisen. Hvis ikke venstrefløjen formår at gå forrest i denne kamp - på et antiracistisk og internationalistisk grundlag - vil det være hel- og halvracistiske kræfter på den yderste højrefløj, der løber med den.

(Statement in English - look here!)

Flertallet for Storbritaniens udmeldelse har rystet det europæiske borgerskab. Til trods for at den massive folkelige modstand mod EU’s udvikling gennem årene har været kendt og erkendt - og gang på gang er kommet til udtryk, når nogen har vovet en folkeafstemning om et eller andet EU-spørgsmål - har man vænnet sig til, at det alligevel hele tiden lykkedes at snige projektet videre og at underminere befolkningernes mulighed for indflydelse yderligere. Det er karakteristisk, at Cameron nu kritiseres for at have ”gamblet med” projektet ved overhovedet at tillade en demokratisk afstemning om selve EU-medlemskabet…

Det er fra et demokratisk synspunkt en kæmpesejr, at det med Brexit er lykkedes at kortslutte denne proces i foreløbig et enkelt land. En krise for EU er alt andet lige en sejr for arbejderklassen.

Klassemæssig eller racistisk dagsorden?
Baggrunden for den massive EU-modstand i den engelske arbejderklassen har imidlertid snarere været social end demokratisk. EU har - som i andre EU-lande - både været symbol på og vigtig medspiller i det nyliberale pres for voldsomme offentlige nedskæringer og stærkt stigende økonomiske ulighed. Et stort antal importerede arbejdere fra Østeuropa og en betydelig arbejdsløshed har betydet et massivt pres på løn- og arbejdsvilkår i et land, hvor Thatcher grundigt fik smadret en ellers stærk fagbevægelse. Bl.a. med henvisning til den frie bevægelighed i EU har den borgerlige regering angrebet alle skattefinansierede velfærdsordninger - og f.eks. indført tårnhøj brugerbetaling på uddannelse.

I Storbritanniens valgkamp fik højrepopulistiske, fremmedfjendske kræfter i høj grad lov at løbe med denne dagsorden. I stedet for at samle sig til kamp mod kapitalisternes EU, og mod de arbejdsgivere, der udnytter EU’s arbejderfjendske muligheder for del-og-hersk-politik, valgte store dele af fagbevægelsen og venstrefløjen at nedtone disse problemer og støtte en forbliven i EU. Nogle gjorde dette, netop fordi de frygtede at støtte en nationalistisk og fremmedfjendsk dagsorden og at migrantarbejderne ville miste deres jobs. Resultatet var imidlertid, at det fremmedfjendske UKIP blev den helt dominerende størrelse i ”Leave”-kampagnen og nu står som afstemningens store sejrherre.

Tøve eller fremture?
Men lad fortiden ligge. Spørgsmålet er nu, hvordan venstrefløjen skal reagere på denne krise for EU. Skal man ”klappe hesten” og holde lidt igen - i erkendelse af, at det er nationalistiske og fremmedfjendske partier, der aktuelt dominerer EU-modstanden i de fleste lande - eller skal man fortsætte og intensivere den kompromisløse kamp mod EU som institution og gribe efter den mulighed, der lige nu faktisk er for at fremprovokere et sammenbrud i denne motor for det liberalistiske felttog mod arbejderklassen?

Vi er ikke i tvivl om, at sidstnævnte er den rigtige vej. Det har aldrig været en succesfuld strategi at stille sig på systemets side for at holde det yderste højre fra magten. Hvis venstrefløjen ikke går til kamp mod systemet og opstiller et alternativ, så overlader man den berettigede vrede og oprøret til de højreradikales propaganda - og kommer i værste fald selv til at stå som halvhjertede støtter af det rådne system. Og når systemet så alligevel falder, er det højrekræfter, der overtager…

Således også aktuelt: Hvis venstrefløjen kommer til at fremstå som nogen, der reelt ikke vil gøre op med storkapitalens EU - så er det UKIP, Le Pen, Alternativ für Deutchland, DF og de ”Nye Borgerlige” osv., der løber med i første omgang oprøret, i anden omgang måske sejren.

Et venstrefløjsalternativ til EU
Derfor er det en påtrængende opgave for venstrefløjen i hele Europa at gå forrest i opgøret både med EU som institution - og med den politik, EU fører:

Med krav om, at EU på alle områder skal tilbagerulles og tilsidesættes - at medlemslandene skal lovgive mod social dumping, forsvare deres skattefinansierede velfærdsordninger, stoppe EU-dikteret nedskærings- og privatiseringspolitik, beskytte deres miljø, lave klimaomstilling baseret på offentlig produktion osv. osv.

Med krav baseret på antiracisme og international solidaritet: Kampen mod social dumping er ikke en kamp mod migrantarbejdere, men derimod krav om overenskomster og national lovgivning, der forhindrer arbejdsgivernes underbetaling og udnyttelse af disse. De europæiske lande skal tage godt imod flygtninge - men det skal finansieres af velhaverne, ikke af velfærden.

Med krav om brud med EU og det nuværende liberalistiske traktatgrundlag - herunder afstemninger om udmeldelser som et godt redskab til at få det nuværende EU til at bryde sammen.

Med krav om etablering af et nyt europæisk samarbejde, der respekterer demokratiske beslutninger i medlemsstaterne, også om deres økonomiske politik. Et samarbejde om miljø, klimaomstilling, flygtningemodtagelse, virksomhedsbeskatning m.v., der er baseret på mellemstatslige minimumsaftaler - men med ret til at gå videre.

Disse krav skal selvfølgelig rejses i parlamenterne - men først og fremmest er det opgaven at opbygge bevægelser, der vil kæmpe for kravene. Bevægelser, der også kan og vil arbejde sammen og vise solidaritet på tværs af grænserne for en alternativ dagsorden for Europa. Dette har vi allerede set lovende spirer til i flygtningesolidariteten, i klimakampen og i nogle faglige sammenhænge.

Det helt berettigede folkelige oprør mod kapitalens EU, der med forskellige udgangspunkter breder sig i både Nord- og Sydeuropa, må ikke overlades til fremmedfjendske højrefløjspartier, der på ingen måde vil forsvare arbejderklassens interesser, når det kommer til stykket, tvært imod. Heldigvis er der også tegn på, at illusionerne på venstrefløjen i resten af Europa om at reformere EU bliver færre, og at flere og flere indser nødvendigheden af at formulere en ”plan B”: Et alternativ, hvis (dvs. når!) bruddet med EU er nødvendigt.

Europas venstrefløj må indtage sin naturlige plads som dem, der går forrest i kampen mod og opgøret med den kapitalens og liberalismens damptromle, som EU er.

SAPs forretningsudvalg, den 2. juli 2016

NB: SAPs ugekommentar holder nu sommerpause frem til medio august. God ferie!

Tip en ven | Print