Finanslov 2017: Kampen mod SU-forringelserne kan vindes!

Regeringen lægger op til en betydelig forringelse af SU’en for alle grupper. Men forslaget kan og vil møde modstand - ikke bare fra ungdommen. En SU på 4300 skattepligtige kroner pr. måned for en udeboende - et beløb svarende til huslejen på adskillige storbykollegier. Det er, hvad nye studerende fra 2019 kan se frem til, når regeringen skærer 20 procent af SU´en og sparer i alt 3,3 mia. på SU´en. Men også igangværende studerende rammes, idet regeringen samtidig fjerner muligheden for et ekstra SU-år, hvis man er blevet forsinket i studierne.

Rammer både socialt og geografisk skævt
Når man i stedet for SU tilbyder de studerende at låne pengene, betyder det, at det i højere grad er dem fra ikke-akademiske hjem, som bliver ramt. Det er typisk dem, der er bange for at optage lån og så ikke har andre muligheder end enten at arbejde meget mere eller helt at droppe uddannelserne. Flere undersøgelser dokumenterer, at lavere SU betyder større frafald.

Ud over at forslaget rammer socialt skævt, så rammer det i sammenhæng med dette også geografisk skævt.
Syddansk Universitet og Aalborg Universitet er nemlig de universiteter, der optager den største andel studerende fra ikke-akademiske hjem. 85 procent af deres optagne studerende er mønsterbrydere. Når forslaget rammer netop mønsterbryderne hårdest, betyder det altså også, at det er områder som Nordjylland og Fyn, som bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt af regeringens nedskæringer. Så meget for regeringens påstande om at ville prioritere provinsen og udkantsområderne…

Hykleriske begrundelser
En af begrundelserne for nedskæringen er, at vi skal gøre uddannelsessystemet mere ”robust over for pres udefra” ved at tilnærme det danske SU-system til vore nabolandes. Især henvises der med begejstring til Norge, hvor hele uddannelsesstøtten er lån.

Sandheden er bare den, at man er på vej i den modsatte retning i Norge. Efter omlægningen til lån i Norge er gennemførselsraten faldet voldsomt, hvilket betyder, at færre og færre faktisk færdiggør deres uddannelser. Det fører til et stort spild af samfundets ressourcer - både spildte udgifter for staten til undervisere og skoler, og spildte studieår for de studerende, som ikke får afsluttet deres uddannelse.

Det er nået så vidt, at den norske produktivitetskommission har påpeget problematikken med den faldende gennemførselsrate - og fremhævet det danske SU-system som et eksempel på, hvordan man kan gøre det bedre!

En anden hovedbegrundelse er, at vi skal bruge pengene på ”kvalitet i uddannelserne” i stedet for på SU.
Men ærligt talt: Hvordan hænger ”kvaliteten i uddannelserne” lige sammen med, at de studerende på én gang med fremdriftsreformen og fjernelsen af SU det 6. år skal tvinges igennem uddannelserne på kortest mulig tid - og samtidig skal have en ordentlig stak erhvervsarbejde ved siden af, som regeringen med et forhøjet fribeløb åbent opfordrer (og tvinger) til? Vil det give tid til kvalitet og fordybelse i studierne?

Og endnu mere iøjnespringende hykleri: Regeringen vil slet ikke bruge de sparede milliarder på bevillingerne til uddannelse! Mindre end halvdelen af de nye besparelser bliver på området - resten går i puljen til topskattelettelser m.v. Og dertil kommer, at man agter at fortsætte de allerede planlagte årlige to-procents-grønthøsterbesparelser på alle uddannelser de kommende år - nu endda til og med 2020 (før 2019)!

Løntrykkeri
En sikkert alt andet end uønsket bieffekt af reformen, der helt forties i begrundelserne, er, at mange desperat arbejdssøgende studerende med et højere fribeløb vil risikere at fungere som uorganiserede løntrykkere i de store byer. Selvfølgelig især inden for serviceområdet, i restaurations- og butiks-branchen, men ganske givet også på de mange andre områder, hvor løsarbejdere spiller en større og større rolle.

Dette er kun en yderligere grund til, at også fagbevægelsen bør engagere sig i modstanden mod reformen: Den vil direkte true løn- og arbejdsforhold på betydelige dele af arbejdsmarkedet. Men dertil kommer det indlysende, at den rammer deres børn og børnebørns uddannelsesmuligheder. Her er det vigtigt at huske, at SU ikke kun handler om universitetsstuderende, men om alle, der overhovedet uddanner sig.

Hvordan vinder vi?
Derfor er det ikke så overraskende, at selv om de fleste medier længe har forsøgt at gøde jorden for ”at flytte nogle af de alt for store SU-udgifter til i stedet at højne kvaliteten i uddannelserne”, så viser meningsmålinger faktisk en solid folkelig modstand mod at skære i SU´en. Sikkert også styrket af den provokerende kobling med topskattelettelserne. Og den folkelige modstand er et godt udgangspunkt for at lægge et massivt pres på de kommende forhandlinger.

Men den er kun et udgangspunkt. Det er helt nødvendigt, at de ramte unge - og det er stort set alle uddannelsesøgende overhovedet - går forrest og giver modstanden krop, synlighed og styrke. Derfor skal der gang i de lokale mobiliseringer på alle uddannelsessteder op til aktionsdagen den 13. oktober, hvor ”Uddannelsesalliancen” har indkaldt til demonstrationer mod nedskæringer på SU og uddannelser, foreløbigt i fire byer.

En enkelt demonstrationsdag stopper dog næppe regeringens planer. Så der må gang i kreative tanker om, hvad der skal foregå før og efter - indtil regeringen må bøje sig for presset. Studenterbevægelsen har stolte traditioner for besættelser og fantasifulde aktioner, og selv om mange af dem ligger længere tilbage, er der i hvert fald nye og gode erfaringer at trække på fra bevægelsen ”Et andet universitet” - når det nu snart går løs igen!

SAPs forretningsudvalg, den 4. september 2016

Tip en ven | Print