Kommentar: Til kamp for informeret samtykke

Spørgsmålet om retten til selvbestemmelse over egen krop kan være omdiskuteret, også på venstrefløjen. Vi mener, at det er et helt centralt feministisk krav, fordi samfundet altid har ment, at kvindekroppen har tilhørt nogle andre end kvinden. Men det er også et krav, der spiller ind i andre kampe om samfundets kønsnormer.

Det er en kendt sag, at behandlingen af transpersoner på Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet (herefter SK) lader meget tilbage at ønske. Mange transpersoner har beskrevet den sygeliggørelse, de oplever ved samtaler med behandlere på SK, f.eks. med spørgsmål som: “Tænker du på dine forældre, når du onanerer?” og “Har du nogensinde haft seksuel kontakt mod betaling?”. Mange står tilbage med det indtryk, at SK har en grundantagelse om, at man er psykisk syg hvis man er transperson. Samtidig er SK det eneste sted, du kan få behandling, hvis du ønsker kønskorrigerende behandling, så transpersoner er nervøse for, at de ikke kan få behandling, hvis de afviser at svare på disse nedværdigende spørgsmål.

Derudover tvinges transkønnede til at hive en forælder eller anden nær pårørende med til en pårørendesamtale, uanset den behandlingssøgendes alder. Også dette udtrykker en form for uvilje fra SKs side til at tage den behandlingssøgende alvorligt i sig selv, og pga. den udbredte transfobi er det et grænseoverskridende krav for mange.

Endelig er behandlingen meget langsommelig. Der går gerne 9 måneder før udredningsforløbet starter, og selve udredninger tager over et år - vel at mærke uden at du har nogen garanti for faktisk at blive tilbudt behandling.

LGBT Danmark skiftede i 2009 navn fra tidligere at have heddet Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, for at markere, at de også kæmpede for transpersoners rettigheder. Men transpersoner har kritiseret, at LGBT Danmark ikke lytter til transpersoners kritik og krav, og har blandt andet dannet Transpolitisk Forum for at have en organisation, der kan rejse deres politiske krav.

Konflikten om LGBT Danmarks linje på spørgsmålet blussede op igen i foråret under arbejdet med kampagnen sygt system, som bl.a. involverede Amnesty, LGBT Danmark og Copenhagen Pride. Kampagnens formål var et opgør med den nedværdigende og langsommelige behandling af transpersoner, der søger kønskorrigerende behandling.

Under et møde mellem organisationerne bliver det klart, at LGBT Danmark ikke regner det for muligt at få behandlingen flyttet væk fra SK, og hellere vil søge en strategi med forhandling med SK og sundhedsstyrelsen, end at forsøge at lægge pres for at få behandlingen af transkønnede helt ud af psykiatrien.

Dette er blevet kritiseret af mange nuværende og tidligere medlemmer af organisationen, samt bestyrelsen i foreningens egen ungdomsorganisation, LGBT* Ungdom. LGBT* Ungdom udtalte bl.a.: “I LGBT Ungdom finder vi det stærkt problematisk, at LGBT Danmark går imod det store bagland af LGBTQ* foreninger, aktivister og Amnesty International, der længe har kæmpet for, at systemet skal ændres fuldstændigt, og at behandlingen af transpersoner skal helt ud af Sexologisk Klinik.”

Hvordan kan en organisation som LGBT Danmark komme så meget på tværs af deres egne aktivisters krav? En del af forklaringen kunne være, at LGBT bevægelsen oplever et skel imellem dem, der er “indenfor”, og dem, der er “udenfor”. At der igennem de sejre, bevægelsen har vundet, nu er en del af medlemmerne, som oplever, at de i højere grad kan passe ind i samfundets ramme for normalitet. Når dette først er lykkedes, kan det starte en dynamik, hvor de privilegerede i bevægelsen ønsker at bevare denne position som ‘normale’ - og ønsker at bevægelsen ikke fremsætter krav, der kan ryste denne position. En tendens, der har fået betegnelsen homonormativitet.

Hvordan bør vi som feminister og socialister stille os i denne kamp? Vi bør stille et simpelt, men radikalt krav: “Lad være med at blande jeres fordomme ind i, hvordan vi ønsker at forme vores krop”. Fra transaktivisters side er dette krav også blevet formuleret som et krav om ret til informeret samtykke. Altså at sundhedsvæsenets rolle i forhold til den kønskorrigerende behandling bør være at stille den nødvendige information til rådighed om behandlingens form og konsekvenser, og så overlade det til den behandlingssøgende selv at træffe valget.

SAPs forretningsudvalg, den 16. oktober 2016

Tip en ven | Print