Kommentar: COP22: Grøn kapitalisme er sort snak

Sidste lørdag (19. november) sluttede COP22 mødet i Marrakech med en larmende tavshed. Kun et enkelt år fra politikernes skåltaler ovenpå Paris-aftalen blev det første af de møder, der skulle lægge en plan for udførelsen nærmest ikke nævnt i den politiske debat. Der var da heller ikke meget at tale om. Bortset fra den sædvanlige selvros og den liberale panik over valget af Trump bidrog de vestlige ledere – og de store udledere – ikke med et eneste håndgribeligt løfte.

Det var meningen, at topmødet skulle have fundet finansiering til at betale de omkostninger, som klimaomstillingen har for de fattigste lande og for at sikre, at disse lande forfølger en bæredygtig og klimavenlig udvikling. Den ulige udvikling i verden giver unikke muligheder, for at sikre, at flertallet af verdens befolkning udvikler deres fremtidige infrastrukturer og energisystemer i respekt for klodens fremtid. Men det forudsætter, at de største udledere accepterer den anden side af uligheden, at de rigeste lande respekterer deres økonomiske og moralske forpligtigelse i denne udvikling.

Det er bestemt ikke den vej udviklingen går. Topmødet i Marrakech formåede ikke engang, at finde frem til en udregningsmodel for de lovede bidrag. I stedet diskuterede de forskellige krumspring, der kan retfærdiggøre deres manglende indsats. Krumspring, der nok fungerer, så længe penge er tal på en skærm, men ikke når virkeligheden er, at vandet når til hoveddøren.

Topmødet finder således sted i det der, endnu engang, er blevet udråbt til at være det varmeste år siden målinger af vejret begyndte. Ismængden i havene er historisk lav og udviklingen fortsætter med at accelerere. Milliarder af mennesker trues helt akut af klimaforandringer, tørke, øget vandstand, ekstremt vejr og forandringer i nedbørsmønstre. De mennesker har ikke tid til, at der findes en udregningsmetode, der kan stille det økonomiske system tilfreds.

Paris-aftalen er baseret på den vanvittige præmis, at hele verden kan sættes til salg, at alle livets dele kan gøres op i penge og at produktionen kan reguleres efter denne abstraktion. Problemet er, at værdien af vores virkelighed kun går op for økonomien i det øjeblik den ikke længere eksisterer. Det er først når bierne ikke længere sørger for bestøvning af planterne, at vi kan opgøre værdien af biers eksistens, det er først når der ikke længere er rent drikkevand, at vi kan finde ud af, hvad det er værd. De ting vi forventer er gratis fælles goder er de samme ting, der har uendelig værdi, hvis vi ikke har dem.

Det er liberalismens absurde insisteren på, at alt har en pengeværdi, der har været med til at vise, at hele kapitalismens forestilling om værdi er blevet ubrugelig.

Endnu et ubrugeligt COP er overstået og læren er den samme år efter år. Topmøderne skubber for evigt de væsentligste emner foran sig, de tager ikke spørgsmålet om finansiering, omstilling og retfærdighed alvorligt. Dermed bliver de et billede på hele det kapitalistiske systems moralske og demokratiske fallit overfor de klimaforandringer, som er et resultat af netop kapitalismens udviklingsstrategi. For politikere og forhandlere fra de ansvarlige lande er alting på hovedet. For dem er et stort selskabs indtjening mere værd end tusindvis af børns opvækst. Vi har ingen chance for at påvirke disse mennesker. De er produkter af en forkvaklet proces, børn af et sygt system. De er symptomet på den sygdom, de er sat til at kurere.

Mod dette vanvid står kun jordens befolkning. Kvinder, bønder og oprindelige folk, navnlig i Det Globale Syd har stillet sig forrest i kampen mod udvindingsindustrien, mod transportindustrien, mod det industrielle landbrug. Det er bydende nødvendigt, at arbejderklassen og dens organisationer, særligt i de store udlederlande, opretter forbindelser og solidaritet med de grupper. At vi lader de mest udsatte sætte retningen for vores aktiviteter, og at vi stiller os ydmyge i forhold til opbygningen af en bevægelse for en anden klimaløsning.

Drømmen om en grøn kapitalisme ophæver sig selv i en endeløs diskussion om hvem der skal betale. Kampen for en klode, der er bedre for vores børn og børnebørn, end den var for os, kan ikke tage sit udgangspunkt i sådan en vision. Vi må fra starten insistere på, at profitmotivet må tilsidesættes fuldstændigt i kampen mod klimaforandringer. Den insisteren vil bringe os på direkte konfliktkurs med den borgerlige stat og medielandskabet. Vores opgave bliver derfor, at fastholde, at det ikke er os, men det kapitalistiske samfund og dets politikere, der har vendt verden på hovedet. Det kan give hovedpine, at skulle vende alt igen, men det må gøres og det er op til Enhedslisten at tage ansvaret og gå med i dette opgør i Danmark – ikke at finde profitable løsninger på en uprofitabel omstilling.

SAPs forretningsudvalg, den 27.november 2015

Tip en ven | Print