Kommentar: 30 timer om ugen er et genialt krav - men det kræver kamp at få det gennemført

Enhedslisten har netop igangsat sin kampagne for 30 timers arbejdsuge. Det er der al mulig grund til at glæde sig over: Både arbejdende og arbejdsløse har i den grad brug for lige netop kortere arbejdstid. Derfor er arbejdstidskrav det, der virkelig kan samle og motivere til de kommende overenskomstkampe.

Kravet om 30-timers arbejdsuge er højaktuelt af mange grunde.

En af grundene er klimakrisen og overforbruget af jordens ressourcer, der peger på behovet for at skrue ned for profitøkonomiens vilde vækst i den materielle produktion - og i højere grad prioritere den slags løft i livskvalitet, som mere fritid kan give.

En anden grund er, at tempoopskruninger og den samlede arbejdsbelastning i familierne har nået et kritisk niveau, hvor stress er blevet en folkesygdom, og hvor hundredetusinder er trængt ud af arbejdsmarkedet af grunde, der sandsynligvis har med arbejdspresset at gøre.

En tredje grund er, at vi har 170.000 arbejdsparate personer, der ikke kan finde arbejde, samtidig med at dem, der er i arbejde, er ved at løbe livet af sig. Det barokke misforhold kunne netop en arbejdstidsnedsættelse medvirke til at rette op på.

En nedsættelse af arbejdsløsheden betyder alt andet lige også, at arbejderklassen står bedre i kampen for rimelige løn- og arbejdsvilkår.

Og endelig bør det nævnes, at kortere arbejdstid også er et feministisk krav. En kortere arbejdstid for alle kan bidrage til, at (især) færre kvinder presses på deltid eller helt ud af arbejdsmarkedet, når børnefamilier ikke kan få hverdagen til at hænge sammen.

Der er råd
Trods den begrænsede økonomiske vækst i disse år, henter kapitalejerne store profitter hjem. Siden 2010 er der sket en omfordeling mellem løn og profit på 10%. Alene de 20 mest omsættende aktieselskaber udbetalte sidste år 72 mia. kr. i overskud til deres aktionærer. Og de voldsomme overskud er endda kun i beskedent omfang blevet brugt til investeringer i nye arbejdspladser. Så arbejdstidsnedsættelserne i den private sektor kan sagtens finansieres af arbejdsgivernes profitter.

En finansiering af arbejdstidsnedsættelsen i den offentlige sektor - samtidig med det nødvendige løft af velfærden - kræver selvfølgelig også en ny skattepolitik, der tør tage pengene op af lommen på de rige. Men det er da bemærkelsesværdigt, at den ganske uforklarlige (og derfor formentlig i stort omfang fejlagtige) stigning i SKAT’s årlige udbetaling af momsrefusion til erhvervslivet er på 95 mia. kr., og staten er ikke gået bankerot af den grund. Udgiften til 30-timersugen i det offentlige er anslået til langt under det halve af dette - så måske ligger pengene til arbejdstidsnedsættelsen der allerede!

Arbejdsgiverne og de borgerlige økonomer vil naturligvis jamre over svækket konkurrenceevne og manglende investeringslyst. Det vil de gøre hver gang, der på nogen måde pilles ved deres profitter. Men så må vi glæde os over, at der også i andre lande kæmpes for kortere arbejdstid - i Norge f.eks. for 6 timer om dagen, i Kina måske bare for 8 eller 10, men med procentvis samme betydning. Og hvis investeringslysten helt svigter kapitalejerne, kunne vi måske finde metoder til at hjælpe dem med at administrere deres milliardoverskud?

Krav, man gider kæmpe for!
Ingen gider kæmpe for en arbejdstidsnedsættelse på ganske få minutter. Resultatet vil i rigtigt mange brancher være, at de ansatte bare skal løbe endnu hurtigere, og at der ikke ansættes flere medarbejdere. Derfor skal en arbejdstidsnesættelse gennemføres i større hug, hvor der kan sikres fuld personalekompensation.
Og så handler det om, at arbejdsgivernes profit skal betale gildet! Som det fremgår ovenfor, har de råd til det. Og hvem gider kæmpe for selvfinansieret deltid? Den mulighed har mange i forvejen - men for langt de fleste med lav- og mellemindkomster er det afgørende, at reallønnen tvært imod vokser.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan gå på kompromis - at højtlønnede grupper ikke f.eks. kan acceptere et midlertidigt reallønsstop for at hive en stor arbejdstidsnedsættelse hjem. Men der skal mobiliseres om krav, man gider kæmpe for!

Derfor var det ærligt talt lidt ærgerligt, at Information fik søsat EL’s kampagne som et forslag om en arbejdstidsnedsættelse over 21 år(!), finansieret alene ved produktivitetsstigninger, så arbejdsgiverne ikke skulle slippe en krone! Mange undrede sig nok over, at et venstrefløjsparti præsenterede den version af kravet. En version, der også næsten gav garanti for, at der i praksis ikke ville komme nogen personalekompensation, men bare yderligere tempoopskruning i langt de fleste brancher…

Tilbage på sporet - og ud over stepperne!
Man kan godt mene, at EL selv var medskyldig i Informations skæve præsentation, fordi vores oplæg og kronikken selv bragte denne temmelig irrelevante beregning til torvs! Men lad det nu ligge: Sagen er, at ingen i EL mener, at det er den måde, kravet skal gennemføres på!

Så lad os i stedet få gjort kravet mundret og godt til de kommende overenskomstforhandlinger. Det kan f.eks. være et krav om en times arbejdstidsnedsættelse pr. år i de kommende år. Det skal fordeles i klumper på ikke under en halv time på den daglige arbejdstid, så det ikke går op i hat og briller.

Og lad os så komme i gang med at agitere og mobilisere for det. Arbejdstidsnedsættelsen kommer hverken af fremtidsværkstederne i Alternativet eller ved at vi overtaler finansministeriets økonomiske modeller til at kunne lide os. Vi skal ud og vinde opbakning - opbakning fra lønarbejderne, så de til kommende ok’er bliver parate til at gennemtrumfe kravet ved at bruge strejkevåbnet. Det handler naturligvis om at stille troværdige krav, men også om at stille krav, der er værd at kæmpe for.