Kommentar: Grib mulighederne!

Statsminister Lars Løkkes nytårstale havde det hele. Alt, hvad der hører til en borgerlig- liberalistisk nytårstale: hyldest til individets frie muligheder; tilbedelse af den uafvendelige udvikling; påstanden om, at den økonomiske krise er forbi eller næsten forbi. Alt sammen opsummeret i konklusionen om, at de, det går godt for, er dem, der selv griber mulighederne.

Glimt fra Løkkeverdenen
Hvordan får Løkke det til at hænge sammen? Det er simpelt nok. Han ser konsekvent verden fra en overklasseposition, samtidig med at han lader som om, at der ikke findes social ulighed og klasseforskelle i samfundet.

I Løkke-verdenen bliver vi alle rigere og rigere. Her findes enlige mødre på kontanthjælp ikke. Det må snarere være de topdirektører, som tjener det samme som en gennemsnitlig dansk lønmodtagers årsindkomst på fem dage, han har fået øje på.

I Løkke-verdenen vokser velfærden. Men når han skal forsøge at finde et smule belæg i virkeligheden for påstanden, bliver han nødt til at lave en 100 års sammenligning – og undgå at sammenligne med situationen for 30, 20 eller 10 år siden.

I Løkke-verdenen får vi mere og mere frihed. Præcis hvordan, var ikke helt klart i talen, men det kan ikke være de unges frihed til at vælge uddannelse og job. Det er ikke de unge, som ikke får adgang til erhvervsskolerne på grund af karakterkrav. Det er heller ikke dem, der slipper ind, men som ikke får praktikplads, eller dem, der får én og kun én valgmulighed, når de skal bestemme sig for fremtid uddannelse og job.

I Løkke-verdenen lever vi længere. Men hvordan vi lever den sidste del af livet, skal vi helst ikke tale om. Så regeringen ventede tre dage med at offentliggøre en undersøgelse, der viser, at hver fjerde person i 1980-generationen vil komme på førtidspension, fordi de ikke er arbejdsdygtige frem til den almindelige pensionsalder.

Sønnens skøre venner som inspiration
Hvor har Løkke fundet inspiration til al den optimisme? Hans brede udsyn har ført blikket hen på hans egen søn og dennes studievenner. Disse dejlige unge mennesker er ikke bange for forandring, men begejstrede og optimistiske og parate til at gribe mulighederne. Hvordan registrerer Løkke al den fremdrift hos de unge? Jo, de sad en hel festlig aften og talte sammen på engelsk, ovenikøbet formfuldendt engelsk, en stor gruppe danske unge og én canadier, som sagtens kunne tale dansk. Øh! Optimistiske og begejstrede? Nogle ville måske snarere kalde dem småskøre.

Men Løkke har også mødt unge, der ikke er optimistiske – på et socialt projekt, han følger. Her er mange unge bange for fremtiden. Er det fordi deres forældre er dårligere økonomisk stillet end Løkke? Er det fordi de bliver diskrimineret på grund af mørk hud og udenlandsk klingende navne? Er det, fordi de har udsigt til at blive arbejdsløse eller knokle, til de over 70. Nej, de er simpelthen bare for bekymrede af sind.

Inspireret af sin søn og dennes venners mærkværdige engelsksprogede fester har Løkke også svaret til de knapt så positive unge. De skal bare gribe mulighederne.

Respekt og tryghed for lederne og arbejdsgiverne
Løkkes borgerlig-liberalistiske ideologi hænger selvfølgelig ikke sammen med virkeligheden. Han roder sig da også ud i den rene sort snak, da hans skal forklare det smarte ved kontanthjælpsloftet. Først får de lavere ydelser ”flere ind i arbejde”. Når så der kommer flere i arbejde, så kan regeringen give skattelettelser. Når der så er uddelt skattelettelser, så kan det bedre betale sig at arbejde. Og hvad sker der så? Så ”rækker endnu flere ledige ud efter job”.

Hvis du ikke helt forstår logikken, så lad være med at læse det én gang til, fordi der er ikke nogen logik i det.
På samme måde manglede logikken – men ikke overklassetilgangen – også i Løkkes ”hilsen” til de offentligt ansatte. De skal have tryghed, respekt og frihed, sagde han. Hvordan viser man de offentligt ansatte respekt? Ved at give mere indflydelse til de offentlige ledere! Hvordan giver man de ansatte større frihed. Ved at give kommunerne (læs: de offentligt ansattes arbejdsgivere) større frihed.

Fra den anden side af klassefronten
Umiddelbart skulle man ikke tro, at venstrefløjen kan bruge Løkkes nytårstale til noget. Men alligevel.
For det første skal vi tage Løkkes klassevinkel på samfundets problemer til os – og vende den på hovedet. Vi skal også vælge side i klassekampen, den modsatte side. I modsætning til Løkke skal vi ikke forsøge at skjule det bag floskler om et fællesskab, der omfatter alle, eller om individets ubegrænsede muligherder. Vi skal sige klart og tydeligt, at vi bekæmper Løkkes overklasse, dens magt og dens privilegier. Kun hvis vi gør det, kan vi opnå bedre forhold for resten af befolkningen.

For det andet skal vi helt konkret bekæmpe den politik og de planer, som Løkke præsenterede:

Når Løkke vil have os til at arbejde længere og mere, skal vi styrke kampen for 30 timers arbejdsuge
Når Løkke vil gøre arbejdsløse fattigere, skal vi kæmpe imod de love, der gør dem fattigere, og kæmpe mod konsekvenserne, når f.eks. folk begynder at blive sat ud af deres lejligheder
Når Løkke vil skære ned på den offentlige velfærd og give de offentligt ansatte endnu mindre indflydelse, skal vi slås sammen med de ramte for bedre velfærd og for mere magt til de ansatte og brugerne.
Når Løkke vil give landbruget lov til at forurene mere og erhvervslivet skattelettelser og flere tilskud, så skal vi slås for at stramme beskatning af virksomheder og velhavere
Når Løkke vil styrke den globale kapitals magt gennem EU og såkaldte handelsaftaler som TTIP og CETA på bekostning af demokratisk indflydelse, så skal vi bekæmpe det aftale for aftale og i stedet opbygge et kampfællesskab med arbejderbefolkningerne i andre lande.

Mod Løkkes klassepolitik og foragt for underklassen, skal vi sætte foragt for overklassen og klassekamp. Meget af det er allerede i gang. Der er masser af muligheder. Vi skal bare gribe dem.

SAPs forretningsudvalg, 7. januar 2017

Tip en ven | Print