Kommentar: Tibet-sagen: - Kapitalens lejehær!

En bred personkreds i Københavns Politis ledelse, Rigspolitiet, PET og Udenrigs- og Justitsministeriet har på den ene eller den anden måde bidraget til at undertrykke den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark under de kinesiske statsbesøg - eller til det efterfølgende cover up. Så meget står klart nu, midt i undersøgelseskommissionens arbejde. Sagen er dermed et lysende eksempel på, at politiet som institution er klar til, ’når det er nødvendigt’, at beskytte kapitalens interesser. Også når dette indebærer at bryde loven og undertrykke de grundlovssikrede borgerrettigheder.

Det er op ad bakke for den undersøgelseskommission, der i øjeblikket arbejder på at placere ansvaret for de åbenlyse overgreb på den grundlovssikrede ytringsfrihed, som politiet begik under de kinesiske statsbesøg i bl.a. 2012. Det er ikke så overraskende, når man ser på det mangeårige sagsforløb: De nøgne fakta er konsekvent blevet afvist, indtil man - billedligt talt - har fået trukket bukserne ned om hælene.

Løgn på løgn på løgn på…
Københavns Politi benægtede f.eks. kendsgerningerne om konfiskation af tibetanske flag og ”afskærmning” af demonstranter, indtil dette var dokumenteret i stribevis af videoer i medierne. De nægtede så at kunne identificere de involverede betjente, indtil disse selv stod frem og fortalte, at de skam havde meldt sig for længe siden. De benægtede vidneudsagn om mundtlige ordrer, indtil lydfiler med lige præcis disse ordrer dukkede op og blev offentliggjorte. De afviste pure eksistensen af en overordnet, endsige skriftlig, instruks om de ulovlige handlinger - lige indtil den skriftlige ”operationsbefaling” i 2015, efter tre år(!), pludselig dukkede op, og indeholdt netop den famøse ordre om at demonstranter ikke måtte være synlige for præsidenten.

I den mellemliggende tid havde både Rigspolitiet og Justitsministeriet fuldstændig ukritisk videreformidlet denne skidtspand af løgne, bl.a. i ministersvar til mistroiske folketingsmedlemmer - selv om det efterfølgende har vist sig, at Justitsministeriet bl.a. havde modtaget videomaterialet, der underminerede politiets forklaringer, og Rigspolitiet havde modtaget en kopi af selve den famøse operationsbefaling! Da en medarbejder i Justitsministeriet undervejs i forløbet satte et lille spørgsmålstegn ved Københavns Politis utroværdige fremturen, blev hun opfordret til at holde op med at lege amatørdetektiv…

En ting er imidlertid det farceagtige, men massive cover up, der gør det tvivlsomt, om det nogensinde vil lykkes at få hele sandheden frem. En anden ting er kommandovejen da selve forbrydelsen blev begået: Hvem var det, i den organisation der skal forestille at opretholde lov og ret i Danmark, der var parate til at tilsidesætte lovgivningen og elementære borgerrettigheder for at sikre det bedst mulige arbejdsklima for dansk kapitals forretningsaftaler med det kinesiske regime?

En systemfejl
Svaret synes at være: Hele systemet.

Johan Reimann - kendt som medskyldig i bl.a. tamilsagen og Morten Bødskovs Christiania-løgn, men alligevel politidirektør i København i 2012 - modtager f.eks. en telefonopringning fra daværende protokolchef Jette Nordam, der på udenrigsministeriets vegne vil orientere ham om kinesernes bekymring for demonstrationer. Reimann hører det sjovt nok ikke helt sådan, siger han nu, men blot at kineserne ønsker et ”værdigt og ordentligt” besøg. Og da han ringer videre til en af de operativt ansvarlige med beskeden, får han at vide, ”at det var han udmærket bekendt med, for det var blevet sagt mange gange”.

Og det var det givetvis også, for på det tidspunkt var operationsbefalingen med den famøse ordre tilsyneladende allerede skrevet!

Dette tyder dels på, at mange forskellige instanser havde travlt med at sikre kapitalens interesser i ”usynliggørelse” af evt. demonstranter, og dels selvfølgelig på at cheferne i Københavns Politi ikke tøvede med at lytte til og efterkomme dette ønske. Andre inspirerende kræfter (ud over udenrigsministeriet) kunne iflg. vidneudsagn i Københavns Politi være PET, der jo har en lang tradition for i Rigets interesse at tilsidesætte borgerrettigheder. Og måske også hoffet, der var stærkt involveret i planlægningen af besøget, og som jo har de allertætteste forbindelser til bl.a. de mange i toppen af dansk erhvervsliv, der gerne vil give passende modydelser for en kammerherretitel…

”Kapitalens lejehær”
Hele sagen er et bekymrende, men absolut forudsigeligt eksempel på, at politiet som institution er totalt upålideligt som forsvarer af selv de elementære borgerrettigheder. Når det kommer til situationer, hvor væsentlige kapitalinteresser er på spil, retter organisationen ind og tjener disse interesser. De mindst velvillige var såmænd nogle af de mest hæderlige menige betjente, der i flere tilfælde protesterede spagfærdigt mod de grundlovsstridige ordrer. Højere oppe i systemet, derimod, er de ulovlige ordrer tilsyneladende kommet glidende ind i en velsmurt maskine, hvor mange medvirkede/lukkede øjnene og ingen sagde fra, men hvor alle tværtimod gjorde sig stor umage for efterfølgende at hemmeligholde ulovlighederne, så længe det overhovedet var muligt.

Det er sådan, vi har set politiet fungere et utal af gange - typisk også i forbindelse med andre folkelige protester (med futtog under klimademonstrationen, overgreb ved demonstrationer og faglige blokader osv.). Derfor er det ikke revolutionsromantisk paranoia at frygte, at politiet - ligesom militæret - kan og vil blive brugt imod befolkningen i situationer, hvor kapitalens magt over samfundet er truet. ”Politi og militær - kapitalens lejehær” er, desværre, andet og mere end en noget gumpetung, ældgammel eller fortrinsvis autonom parole. Det er faktisk også sandt.
”Nedlæg politiet og erstat det med en ny organisation”, er dog ikke et krav, der her og nu giver meget mening. Dels fordi de fleste trods alt fortrinsvis kender og opfatter politiet som det, de jo også er: Dem, der - med større eller mindre held - bekæmper kriminalitet, fra færdselsforseelser til voldsforbrydelser og terror. Dels fordi vi i den nuværende situation næppe ville få en ny organisation, der var afgørende anderledes/bedre.

Ikke desto mindre skal vi ikke tie stille med vores grundlæggende mistillid til politi-institutionens demokratiske loyalitet - især ikke, når der dukker gode eksempler op. For vi er nødt til at gøde jorden for, at vi, når vi står med muligheden for en demokratisk ændring af samfundet der afskaffer kapitalmagten, som noget af det første kan beslutte at nedlægge og afvæbne den nuværende politiorganisation. Vi er nødt til at erstatte Johan Reimanns politi med en ny institution, der reelt vil forsvare demokratiet og borgerrettighederne - også når det går på tværs af kapitalens interesser.

Tibet-sagen er kun et lillebitte eksempel, hvis konkrete betydning er ret beskeden. Til gengæld udstiller dette lille eksempel så lysende klart, hvad der er sagens kerne: At politiet som institution er i lommen på kapitalen, ikke på folket.

SAPs forretningsudvalg, den 5.februar 2017

Tip en ven | Print